Dykning under broerne er strengt forbudt, det er forbudt at løbe, dykke andre under vandet og snorkle, der må ikke medbringes glas og alkohol, nøgenbadning er ikke tilladt, rygning er forbudt, dyr må ikke medbringes, svømme- og springbassinet er kun for svømmere, badning uden for anlægget er forbudt, fotografering på anlægget er forbudt. Ude på Havnebadet ved Islands Brygge er der rigtig meget, man ikke må. Skulle man komme i tvivl, om noget af det, man har lyst til at gøre, er forbudt, så gælder den vigtigste regel, der sammen med alle de andre er slået op foran indgangen til havnebadet: Livreddernes anvisninger skal altid følges.
»Der sker jo ikke så meget«
En af livredderne er Tor Clarke Jensen. Med sin muskuløse, solbrændte krop, solbrillerne, de rødgule shorts og T-shirten med det beroligende ord hen over brystkassen ligner han altså også en, man kan stole på. Det er ikke for meget at kalde den rutinerede livredder, der uden for sæsonen læser bygningsdesign på DTU, for et roligt gemyt.
»Ja, der sker jo ikke så meget«, siger han så, da vi, i dyb tavshed, har siddet ved vores post ved livreddertårnet de første 20 minutter og set ud over de badende. Men sådan er det jo, når man arbejder som sikkerhedsforanstaltning: Jo mindre der sker, jo bedre er det.
Det er ikke bare en kanonvarm dag, det er faktisk en dag, der er lige så varm som det indvendige af et kanonløb i affyringsøjeblikket. Vandet er 20 grader celsius. Og det er faktisk koldt, er der en hel del, der mener.




























