Vesterbro husker sin Tove Ditlevsen. Man behøver ikke engang tale med nogen om det. Bydelen gør selv opmærksom på hende: Når man passerer Toves Galleri, indkøbscentret ved Vesterbrogade, Tove Ditlevsens Mindehave på Enghavevej eller Tove Ditlevsens Plads og Skole på samme strækning.
Men i aften denne mandag skal der tales om Tove. Det er nemlig 7. marts. På dato er det 40 år siden, at Tove Ditlevsen døde. Man kunne dårligt vælge et mere passende sted end Kulturanstalten i Lyrskovsgade eller en mere oplagt taler end Karen Syberg, der i 1997 udgav den digre biografi ’Tove Ditlevsen – Myte og liv’, til at markere dagen.


























