Syg Plácido Domingo aflyser dansk koncert

Legende. Plácido Domingo kommer i stedet til Danmark i juni.
Legende. Plácido Domingo kommer i stedet til Danmark i juni.
Lyt til artiklen

Plácido Domingo har med kort varsel aflyst en koncert, han skulle have sunget i Musikkens Hus i Aalborg onsdag i denne uge.

Den 74-årige tidligere tenor gennemførte søndag trods sygdomsproblemer en af sine nye barytonroller, nemlig titelrollen i Verdis opera 'Macbeth', på Staatsoper i Berlin, men har på grund af hævede bronkier valgt at aflyse koncerten i Aalborg.

»Vi har glædet os meget til koncerten, men har naturligvis fuld forståelse for, at Plácido Domingo vælger at udskyde sin optræden i Aalborg. Det er klart, at det er i alles interesse, at Plácido Domingo er helt på toppen«, hedder det i en pressemeddelelse fra Musikkens Hus og Aalborg Kongres & Kultur Center, der sammen har arrangeret koncerten, hvor Domingo skulle have optrådt med Aalborg Symfoniorkester og sopranerne Angel Blue og Micaëla Oeste.

Operaens medicinaldirektør fylder 70 - sådan cirka

Domingo har lovet i stedet at give koncert i Aalborg søndag 14. juni. Koncerten onsdag var udsolgt, og Musikkens Hus meddeler, at købte billetter kan genbruges til erstatningskoncerten. Publikum kan dog også få den fulde billetpris refunderet.

Thomas Michelsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her