Det foregik på et slot oppe på et bjerg i Salzburg.
Dyr udsigt. Dyr champagne. Pladeselskabet EMI fejrede Plácido Domingos cd-indspilning af Wagners ’Tristan og Isolde’, og der var seriøs trængsel af journalister fra internationale medier. Domingo havde allerede været oppe ved mikrofonen, og efterhånden som præsentationen af de øvrige sangere skred langsomt frem, blev jeg mere og mere nervøs for, om jeg overhovedet ville komme til at få et interview med Domingo. Da jeg var begyndt at blive desperat, skrev jeg til sidst mine vigtigste spørgsmål ned på min blok og rakte den hen til verdensstjernen. Et par af de nærmeste kolleger grinede lidt forlegent. Manøvren var, det må jeg indrømme, usædvanlig. Hvad gjorde Domingo?




























