En vintermørk lørdag i slutningen af 2007 kom en sælsom lys kvindestemme ud af højtalerne i en musikbutik i Malmøs centrum.
»Kom hem«, insisterede stemmen igen og igen. Men det var ikke så meget teksten, der fik umiddelbart tag i mig. Det var stemningen i musikken.
En uskyldig og forsigtig stemmes stille kalden i folkpoptoner, som for det meste var lavmælte, men indimellem støjede en indre uro frem. En klar melodi udtrykt så fint og blufærdigt, at det øjeblikkeligt fremkaldte en følelse af genkendelse hos mig.
Sådan havde jeg det med hele Anna Järvinens debutalbum, viste det sig. Det var som at få betroet en hemmelighed af en anden kvinde. Som at se sig selv i et spejl.
Her otte år senere kan Anna Järvinen se tilbage på en solokarriere, som har gjort hende til en stjerne i Sverige og givet hende rigtig mange gode anmeldelser.
Da hendes andet album, ’Man var bland molnen’, udkom i Sverige, skrev en anmelder om hende, at hun er »en af Sveriges mest originale og begavede kunstere«. Og da hendes nyeste album ’Buren’ udkom i forrige måned, kunne man i Dagens Nyheter læse, at »hun har en af Sveriges mest særegne sangstemmer«. »Nu fortsætter hun lydrejsen og tester for første gang halvakustiske discobeats, det lyder poppet, og det lyder fantastisk«, fortsatte anmelderen.
Anna Järvinen er stadig en forholdsvis stilfærdig sanger. Men hun sludrer glad løs i telefonen, den dag jeg ringer til hende i Stockholm. Jeg når kun at sige ordet ’buren’, før hun tager over:
»Ja, mit album hedder ’Buren’, og det er en titel, jeg er meget glad for. Jeg faldt for ordet, fordi det er dobbelttydigt. Det kan både betyde, at man føler sig buret inde, og at man er tryg, fordi man føler sig båret oppe. Hedder det også buren på dansk?«.
Ingen dybere mening
Anna Järvinen får et benægtende svar og går straks videre med at fortælle, at udgivelsen af ’Buren’ har været lidt speciel. Albummet er nemlig udsendt i to dele og ad to omgange med et par måneders mellemrum.
»Det er der ikke en dybere mening med. Det blev bare mest praktisk sådan. Vi kunne ikke komme til at indspille hele albummet i første omgang, fordi vi også har familier og andre jobs at passe«.
Nu er hele albummet udkommet i Sverige, og for første gang indgår København i Anna Järvinens turneplan her i foråret. Hun har aldrig spillet her før. Heller ikke da hun inden solokarrieren i en årrække var sanger i det ret anonyme og ikke for interessante indiepopband Granada.
Granada var mest en mangeårig opvarmning til det, hun kan og står for nu. Inden hun blev solist, havde hun haft vanskeligt ved at tro på sine egne kvaliteter som musiker. Hun er født i Finland i en familie, hvor midlerne var små, ydmygheden meget stor, og intet brugbart blev kasseret. Og selv om hun kun boede i nabolandet i sine første seks år, indtil hendes mor forelskede sig i en svensker og flyttede til Stockholm med sin datter, påvirkede hendes finske baggrund hende langt op i hendes voksne liv.
»Da jeg kom til Stockholm som barn, ønskede jeg sådan at blive et brug-og -smid-væk-menneske, for det var alle andre. Det opfattede jeg som meget svensk. I min familie var det ikke sådan, og det hang sammen med krigen. Der var så lidt at gøre godt med i Finland dengang. Alt, hvad man havde, brugte man flere gange. Jeg tror, min mormor syede sin brudekjole om flere gange«, sagde hun i 2009 i et interview med Dagens Nyheter.
Sparsommeligheden har hun holdt fast i, fortalte hun videre. Men inden for de seneste par år er hun holdt op med at tale finsk derhjemme til sine egne to børn, der nu er 9 og 13 år:
»De er jo svenskere, og det forvirrede dem bare. Jeg betragter stadig mig selv som halvt finsk, men samtidig meget som stockholmer. Det tog mig lang tid at nå dertil, hvor jeg kunne sige: Jeg er stockholmer nu. Jeg har ret til at være her«.
Træt af at blotte sig
Anna Järvinens producer er Mattias Glavå, der også har produceret for Sveriges nok største rockstjerne lige nu, Håkan Hellström. Med dem begge arbejder Glavå, så deres personlighed fremhæves i lyden. Som vokalist har Anna Järvinen et blottet udtryk. Hun lyder så åbenhjertig, at det er elskeligt banalt og barnligt at høre på. Og det er ikke skuespil. Da hun i 2011 havde fået udgivet sit album nummer tre, ’Anna själv tredje’, følte hun, at hun havde tømt sig for stof til sange, og mistede lysten til at skrive nye:
»Jeg blev usikker på, om jeg skulle skrive mere musik. Jeg var ret ambivalent over for i det hele taget at dele ud af mine følelser. Jeg ville ikke«, sagde hun for nylig i et interview med Aftonbladet.
For private har Anna Järvinens tekster nu aldrig været. Man skulle læse interviews med hende for at tolke sig til, at sorgen i nogle af sangene på ’Man var bland molnen’ kunne hænge sammen med, at hun i 2008 blev skilt fra sin første mand, ligesom man skulle have læst om hende for at vide, at når hun på samme plade lod sig trøste af en stemme tilhørende en kvinde ved navn Agneta, henviste hun formentlig til sin svenske yndlingssangerinde med efternavnet Fältskog.
Heller ikke på ’Buren’ trænger teksterne ind bag hjemmets fire vægge, men den delvis synthpoppede lyd, og munterheden i tonefaldet i en sang som ’Affären’ fortæller, at Anna Järvinen er et bedre sted i sit liv lige nu, end hun var, da hun for fire år siden var ved at opgive at skrive mere musik. I telefonen forklarer hun det på sin egen måde:
»Jeg har en stor lyst til at lege. Med musik. En faktisk helt barnlig lyst til aldrig nogensinde at blive alt for voksen«.
Folkekendt i Sverige
Anna Järvinen blev for alvor folkekendt i Sverige, da hun deltog i det svenske melodigrandprix, Melodifestivalen, i 2013. Hun vandt ikke, men hun gjorde stort indtryk med den blide og elegante popsang ’Porslin’.
I Sverige er det ikke så usædvanligt som i Danmark, at en indiepopkunstner optræder i grandprix-sammenhæng. Siden Abbas sejr med Waterloo i det internationale grand prix i 1974 har de færreste svenskere følt sig for fine til at hylde svenskpoppen.
Anna Järvinens bidrag var ikke komponeret af hende selv og fremstod mere spagt end hendes egne sange, men deltagelsen gjorde hende populær, og også en anden begivenhed har betydet, at hun har været en del i de svenske medier i de seneste par år. Efter sin skilsmisse fandt hun sammen med sin nuværende mand, Mattias Palme, der er yngste søn af den tidligere svenske statsminister Olof Palme, som blev myrdet i 1986.
I dag er Anna Järvinen og arkitekten Mattias Palme gift. De har taget hinandens efternavne og bor i Stockholm med hendes to piger på 8 og 13 år og de tre børn, han har fra tidligere ægteskaber. Når hun ikke er opslugt af musikken, underviser hun i svensk og engelsk på Käppala skole på Lidingö ved Stockholm.
»Jeg er uddannet lærer. Jeg er glad for at være lærer og kom jo egentlig ret sent i gang med musikken i sammenligning med mange andre. Vi var ikke purunge i mit tidligere band Granada. Jeg var 37 år, da jeg debuterede som solist. Til gengæld bliver jeg så åbenbart mere og mere barnlig med alderen«, siger hun og ler.
Så det smitter.
