Sveriges nye popstjerne: »Jeg vil ikke censurere mig selv«

Grænsesøgende. Uanset om det handler om rusmidler eller sexklubber, kan Tove Lo godt lide at skubbe lidt til grænserne.
Grænsesøgende. Uanset om det handler om rusmidler eller sexklubber, kan Tove Lo godt lide at skubbe lidt til grænserne.
Lyt til artiklen

Hun scorer småbørnsfædre på legepladsen. Æder slik, brækker sig i badekarret og går på sexklub. Alt sammen for ikke at mærke smerten over, at kæresten er væk.

Det er i bund og grund essensen af den 27-årige svenske musiker Tove Los kæmpehit ’Habits’. Sangen udkom i USA sidste år, hvor den nåede op på en tredjeplads på Billboard-hitlisten, hvilket gør Tove Lo til listens højest placerede svensker siden Ace of Base.

Hendes første album udkom sidste år og er delt ind i tre kategorier: sex, kærlighed og smerte. Og hun synger lige bramfrit om alle tre emner.

Future Islands spiller på Smukfest og giver ekstrakoncert i Vega

Trangen til at udtrykke sig har fulgt hende siden barndommen, fortæller hun, da vi møder hende på Hotel Royal i København.

»Det var detektivfortællinger, hvor jeg selv var en detektiv, der opklarede nogle ret forfærdelige mord på kvinder, som var skåret i stykker og sådan noget. Siden kom det til at handle om komplicerede relationer. Da jeg var 14, vandt jeg en novellekonkurrence med en historie om, at jeg blev besat af min bedste ven, fordi vi var ved at glide fra hinanden. Til sidst myrdede jeg hende. Der var meget mørke«.

Hvor kommer mørket fra?

»Jeg ved det ikke. Jeg er vokset op trygt og fint i en forstad til Stockholm. Men jeg har altid været fascineret af det selvdestruktive. Jeg har altid gerne villet føle meget«, siger hun.

Det kommer næppe fra fremmede. Hendes mor er i hvert fald psykolog.

Vild med grungens mørke

»Jeg er altid blevet spurgt, hvordan jeg har det, og hvorfor. Det blev analyseret ret tidligt. Som teenager var jeg sådan klassisk sur. »Ingen forstår mig, jeg farver håret sort!«. Det var min mor ret frustreret over«.

Mens hun gik i gymnasiet, sang hun i et grungerockband, men hun droppede ud for at fokusere på at skrive sange, der var mere enkle. Hun blev signet af Warner som professionel sangskriver for popgrupper som Icona Pop og Girls Aloud.

Trailerpark offentliggør 10 nye danske navne

I dag mener hun, at hendes rockede baggrund har givet hendes popunivers kant. For hende repræsenterer grungen en ærlighed, som poppen ikke altid er så kendt for.

»Jeg kan godt lide at blande tingene sammen. Pop er generelt glad musik, mens grunge er mere rå og mørk. Den blanding kan jeg virkelig godt lide. At teksten er rå, mens musikken er noget, man kan danse til. Det er som at danse tårerne væk. Det er den blanding, jeg gerne vil have«, siger Tove Lo.

»Mange poptekster tilpasser sig, så flere kan være med. Men der vil jeg være 100 procent ærlig. Jeg vil ikke censurere mig selv«.

Roskilde Festival afslører spilleplan

Men så putter du også lidt ekstra på? Som da du myrdede din veninde i novellen?

»Hvis jeg prøver at forklare en følelse, som jeg gør på ’Love Ballad’, hvor jeg siger, at jeg vil skære mine ben af ... Det ville jeg jo ikke gøre rigtigt«.

Begejstret fetichtilskuer

Fascinationen af at gå på sexklub er dog reel nok, forklarer hun.

»Jeg var på en sexklub i Berlin, som var ret anarkistisk. Det var bare folk, der knaldede på kryds og tværs. Det var virkelig mørkt og beskidt. Modsat har jeg også været på en i Portland, og det var noget af det mest velorganiserede, jeg har set. Der var en buffet med mad og en stor orgiemadras. Vi gik derhen hele bandet, og de sagde, at det var en slow night, men kinky night. Der var storskærme med s/m og et par, som havde sex ved bardisken«.

Tove Lo vil nu ikke kalde sexklubberne en vane. Hun elsker bare steder, hvor folk lever deres feticher ud og ikke skammer sig over det. »Watching freaky people getting it on«, som hun synger et sted på ’Habits’.

»Men jeg deltager ikke«, slår hun fast. »Jeg kigger bare«.

Mød 'X Factor'-vinderen i Tivoli

Når du synger ’Stay High’, er det så det samme som med sexklubberne – bare noget, du observerer?

»Nej, der er jeg nok lidt mere involveret. Men for mig er alkohol lige så meget et stof, som alle mulige andre stoffer. Man drikker, man mister balancen, man brækker sig, man bliver ond og aggressiv, og så vågner man og har det ad helvede til. Men det er acceptabelt. Det synes jeg også, der er en del andre stoffer, der burde være«, siger Tove Lo.

Hun vil ikke ind på, hvor hendes grænse går. Men det er ingen hemmelighed, at hun godt kan lide at puste lidt til den.

»Jeg elsker at være på grænsen«, som hun siger. »At mærke, at det er lidt farligt. Jeg kommer fra en familie, der er meget stabil, og måske er det lettere for en som mig at gå præcis til grænsen og så trække mig tilbage«.

Helene Navne

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her