Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Peter Hove Olesen (arkiv)
Foto: Peter Hove Olesen (arkiv)

Anya. »Jeg er selv meget inspireret af jazzsangerinder som Billie Holliday, Ella Fitzgerald og Nancy Wilson«.

Koncert
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Stortalentet Anya: »Tit får jeg at vide, at jeg skal prøve at have lidt mere attitude. Men jeg tror ikke rigtig, det er mig«

Den 25-årige sangerinde fortæller om ti sange, der har formet hende.

Koncert
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Anya er af tidens helt store danske R’n’B-håb. Så stort, at hun for nylig modtog Ibyens talentpris, Årets Upcoming.

Her fortæller den 25-årige sangerinde, som spiller på Spot Festival fredag, om ti sange, der har formet hende – som musiker og som menneske.

Hvilken sang er den tidligste, du husker?

»Min mor er amerikaner og har altid hørt meget amerikansk musik. For eksempel lyttede hun meget til Randy Crawford, og hendes ’You Might Need Somebody’ (1981) står frem som en af de første sange, jeg husker. Min mor sang den i køkkenet, da jeg var lille. For mig står Randy Crawford som en mild og glad kunstner. Mit minde om hendes sange er let og lyst.

Jeg er født i 1989, og vi boede på en gård i Fodby 10 kilometer uden for Næstved. Min mor mødte min far, da hun var udvekslingsstuderende i Danmark, og så flyttede hun hertil og stiftede familie. Hun er fra Baltimore, Maryland, på østkysten, og min opvækst har været en blanding af dansk og amerikansk kultur. Amerikansk mad, sprog, musik og traditioner som Thanksgiving var en del af vores familie, og hun gjorde meget ud af, at mine søskende og jeg skulle lære engelsk, da vi var små. Hun snakkede engelsk med os og sang amerikanske godnatsange.

Min far døde, da jeg var helt lille, og min mor overtog gården selv. For mig repræsenterer hun de gode ting ved USA. Hun er sjov, umiddelbar, vildt sød ved alle og meget nærværende. Vi har besøgt familien i USA hvert andet år, siden jeg blev født. Derfor har jeg ikke været lige så meget rundt i verden, som mine venner har. Vi har brugt mange af vores ferier i USA og har også haft besøg derfra. Vores forhold til den amerikanske del af familien er så tæt, at jeg føler mig hjemme der. Min mor har fire søskende, og jeg har masser af kusiner og fætre i USA«.

Hvilken sang var soundtracket til dine teenageår?

»Det var så meget Kanye West. Hans ’Flashing Light’ (2007) var jeg fuldstændig besat af. Det var et af de numre, der kunne give mig følelsen af at blive helt opslugt af musikken. Det har de her tunge synthlyde, som bare hypnotiserer mig og giver mig lyst til at bevæge hovedet fra side til side. Og så et ret fantastisk omkvæd sunget af Dwele, som er en af mine yndlings mandlige sangere.

I det hele taget var det meget hiphopgenren, der definerede mine teenageår. Jeg er meget fascineret af rap, fordi det er så rytmebaseret. Især af conscious rap, hvor man ikke rapper så meget om pistoler og damer, men mere beskriver livet. Ud over Kayne West har jeg hørt Jay-Z og Common rigtig meget.

Det her var sådan et nummer, som altid blev sat på, både til fest og til chill på teenageværelset. Og fordi det er så stemningsfuldt, hiver det mig tilbage i en følelse, som kendetegner den periode i mit liv.

Da jeg var teenager, var vi flyttet fra gården og ind til et hus i Næstved. Vi flyttede, da jeg var 11, og det var egentlig dejligt at bo inde i byen i ungdomsårene.

Lige nu bor jeg i kollektiv på Nørrebro. Men jeg tror, jeg gerne vil flytte ud af byen om nogle år, når jeg skal til at have børn. Jeg er selv vokset op med kæmpe åbne vidder. Min storebror er halvandet år ældre end mig. Han er min bedste ven og har altid været det. Jeg kan huske, at min mor sagde, at der var mange timer, hvor hun ikke vidste, nøjagtig hvor vi var, dengang vi boede på gården. Vi var bare ude at lege et eller andet sted i marken eller skoven. Jeg kunne godt tænke mig, at mine børn også kunne opleve den frihed, vi har haft«.

Guide: 9 glimrende koncerter i maj - der ikke er udsolgt

Hvilken sang gav dig lyst til at synge?

»Det var et Whitney Houston-nummer, der hedder ’Exhale (Shoop Shoop)’ (1995). Jeg har to søstre, der er nogle år ældre, end jeg er, og da jeg var barn, sang og spillede de rigtig meget. Min mor har også altid sunget, og sammen med mine søstre lavede hun nogle trestemmige ting, som de tog ud og sang med til bryllupper og lignende. Jeg må have været 6-7 år, da jeg en dag fik lov til at komme med, og de skulle synge Whitney Houstons ’Exhale’. I det nummer er der et stykke, hvor man synger »shoop shoop shoop shoo be doop shoop shoop«. Jeg kan huske, at jeg den dag fik lov til at synge lidt kor på det stykke.

Jeg så helt vildt op til, at mine søstre kunne synge noget, der var så smukt og lød så godt. Allerede dengang tror jeg, at jeg var bevidst om, hvordan harmonier og korstemmer lød sammen. Fra jeg var 6, til jeg var i 12-års alderen, gik jeg til klassisk klaver, men fandt ud af, at det ville jeg simpelthen aldrig blive rigtig god til. Det var ikke mit område. Begge min søstre var meget dygtige. De spillede koncerter og til konkurrencer, og de var organister i kirker. Jeg havde ikke det talent, og min klaverlærer var meget frustreret. Men det var jo simpelthen, fordi jeg skulle noget andet.

Vi fandt ud af, at jeg skulle gå til sang. Og så begyndte jeg hos en privatunderviser. Jeg elskede det og gjorde det i mange år. Derved fik jeg lagt et rigtig godt fundament i forhold til det tekniske, tror jeg. Jeg lærte meget – også at improvisere. Det har været en vigtig del af min musikalske dannelse«.

Hvilken sang var soundtracket til din største forelskelse?

»Jeg har skrevet en sang, der hedder ’Fort Knox’ (2015). Den handler om dengang, jeg havde mødt min kæreste Jonas. Da vi havde kendt hinanden i nogen tid, indså jeg, at jeg elsker ham, men det føltes stadig som for tidligt at sige det, og jeg havde besluttet at holde min mund lukket med syv segl, lukket som Fort Knox, så jeg ikke bare pludselig kom til at sige det en dag.

Da skrev jeg ’Fort Knox’. Den handler om den tid, hvor man godt ved, hvad man føler, men ikke tør sige det og ikke rigtig ved, hvad den anden føler. Det varede nu ikke så længe. Måske gik der en måned, før Jonas fortalte mig om sine følelser, og så kunne jeg sige, at det var gengældt, og fortælle ham, at jeg havde skrevet denne her sang.

’Fort Knox’ er en meget stærk sang for mig. Hver gang vi spiller en koncert, tænker jeg på den følelse, jeg havde, da jeg skrev den«.

Hvilken sang kan du ikke få ud af hovedet lige nu?

»’Sunday Candy’ med Chance The Rapper (2014). Den er bare fantastisk. Man bliver så glad af den, og så har han også lavet en helt vildt god musikvideo til den. Filmet i ét take. En af de andre her i kollektivet, hvor jeg bor, kom forleden ind til mig og sagde: »Nu har du altså hørt den sang 14 gange!«. Jeg har den virkelig på hjernen, når jeg vågner om morgenen. Og inden jeg går i seng, er den video det sidste, jeg ser. Den er så humoristisk og sød.

Generelt er jeg meget fascineret af det catchy i sange. I numre, der trigger et eller andet og ikke gør det på en irriterende måde med dumme hooklines. Men når det er godt skrevet som i ’Sunday Candy’, bliver jeg virkelig inspireret af det«.

Distortions Ø-festival er klar med det fulde line-up

Hvilken sang holder aldrig op med at inspirere dig?

»Jeg vælger ’Love Bomb’ (2008) med N.E.R.D, som er Pharrell Williams’ gamle band. Den er så sindssygt god. Cirka en gang om året genopdager jeg den, og den bliver ved med at overraske mig, når jeg finder den frem igen. På en eller anden måde har den en inderlighed, jeg holder af. Der er også noget særligt med kompositionen: Sangen bygges gradvis op, og i omkvædet kommer der så et overvældende stykke. Det kan jeg virkelig godt lide. Det er så stort.

Annonce

Jeg vil gerne engang lave sådan noget stor musik. Jeg tror, at den dag, jeg står med et stort symfoniorkester og et kor, bliver dagen, hvor jeg føler, at nu er den der«.

Hvilken sang ville du ønske, du selv havde skrevet?

»Erykah Badus ’Out of My Mind Just in Time’ (2010). Det er et ret jazzet nummer, hvor hun synger »I’m a recovering undercover overlover, recovering from a love I can’t get over«. Det er så fedt skrevet.

Erykah Badu er et af mine største musikalske idoler. I forhold til tekstskrivning og til at skrive og synge rytmisk. Hun blander nærmest rap, sang, jazz og spoken word. Det tænker jeg også meget over at gøre, når jeg selv skriver. Og hun er så kompromisløs i sine tekster og generelt i sin sang. Du kan høre lige med det samme, at det er Erykah Badu. Hun mærker det, hun synger om, og er meget inspirerende i forhold til at have sig selv med i musikken. Hun kan også være en bad ass og kan slippe af sted med at synge om glocks og andre pistoler. Det tror jeg aldrig, jeg kommer til at kunne. Mine tekster er mere milde, og jeg er i det hele taget mere mild. Tit får jeg at vide, at jeg skal prøve at have lidt mere attitude. Men jeg tror ikke rigtig, det er mig.

Men som ung kvinde synes jeg også på andre måder, at Erykah Badu er et godt forbillede. I showindustrien ser man mange fuldstændig afklædte kvinder, som er forbilleder. Hun repræsenterer noget meget forfriskende og stærkt. Hun viser, at man som kvinde kan være alle mulige ting. For mig er hun et billede på, at man kan være naturlig og stadig være smuk, dygtig og sej. Hun viser, at man skal stole på det, man har. Og så er det en kæmpe inspiration for mig at høre, hvordan hun trækker jazz ind i R&B. Det er musikalsk set det rigtig fede ved hende. I de der jazzakkorder kan jeg læne mig tilbage og føle mig hjemme.

Jeg er selv meget inspireret af jazzsangerinder som Billie Holliday, Ella Fitzgerald og Nancy Wilson. Det er fra dem, jeg har min lidt bløde og fine måde at synge på. Og så er det måske Badu, som har inspireret mig til det mere rytmiske og hiphop-agtige«.

Hårde hiphoppere spiller musik med langemand

Hvilken sang får dig altid ud på dansegulvet?

»Det gør ’No Scrubs’ med TLC (1999). Det nummer skal bare på, når vi holder fest. Det er så fedt at få lov til at have den der girlpower-attitude. Alle rapper med på Left Eyes stykke. Også Destiny’s Child har girlpower. Det hørte jeg sindssygt meget som lille.

Jeg har ikke et nært forhold til dansk musik og er helt på bar bund, når mine venner sætter Tøsedrengene eller sådan noget på til en fest. Den danske del har jeg ikke haft i min musikalske opdragelse. Jeg har heller aldrig hørt Pink Floyd og den slags. Der har jeg et stort hul. Det er mest amerikansk musik og mest sort musik, jeg er vokset op med«.

Hvilken sang får dig til at græde?

»Det gør James Blakes ’Unluck' (2011). Det er meget stille, men alligevel rytmisk baseret med trommer, klikken og en lyd, der lyder, som om noget skrider. Hvis jeg er i dårligt humør og sætter det på, så er det 100 procent sikkert, at jeg begynder at græde.

I august 2013 flyttede jeg til Aarhus for at læse journalistik. I forvejen havde jeg en bachelor i jura fra København. Nu skulle jeg begynde helt forfra i en ny by. Nyt studie, ny cykel, nye venner. Det hele. Min familie tog med mig derover og hjalp mig med at sætte nogle ting op. Da familien var taget af sted, satte jeg mig ned og hørte det nummer, og pludselig ramte det mig: at jeg var fuldstændig alene i Aarhus. Så tudede jeg lidt. Egentlig på en god måde. For jeg fik en ærlig indsigt i mig selv. Derfor er ’Unluck’ blevet et nummer, der sætter gang i nogle følelser for mig«.

Hvilken sang har været et vendepunkt for dig?

»Det er ’Greet Me’ (2014), som jeg skrev for et par år siden. Jeg skrev akkorder til den på klaveret og gjorde den til en sang. Jeg havde den på hjernen i lang tid. Så mødte jeg Carl Barsk i Aarhus, hvor han spillede klaver i min venindes band Okapi, og jeg sang kor.

En dag spurgte jeg ham, om vi ikke kunne prøve at tage i studiet sammen. Jeg havde en fornemmelse af, at ham gad jeg godt arbejde sammen med. Og lynhurtigt derefter føltes det rigtigt at lave musik sammen med Carl. Det begyndte vi på i oktober 2013.

I foråret 2014 tog vi hjem til mine forældre i en weekend, hvor de var ude at rejse. De har et stort sort flygel, som altid har stået derhjemme. Carl satte sig og spillede akkorderne til ’Greet Me’ og legede med nummeret i måske en times tid. Det var stærkt for mig at høre ham spille det, som nu var en rigtig sang. Det føltes som at bryde igennem til noget nyt. ’Greet Me’ var det første nummer, vi lagde ud på nettet, og det første billede, folk fik af mig. Mit liv har helt klart ikke været det samme siden.

På det seneste er det så bare gået rigtig hurtigt det hele. Det er virkelig dejligt at mærke, at folk kan lide det. Jeg tænker virkelig meget over, hvad jeg vil med projektet. Og på at holde fast i, at det skal føles som mig. Det skal føles rigtigt og ægte«.

Trailerpark Festival annoncerer nyt teknologisk koncept

Læs mere:

IBYEN

Mads Nissen

Mere end 30 anbefalinger:  Her er Københavns bedste takeaway til din corona­karantæne

Philip Ytournel/POLITIKEN

Se listen:  Her er 100 ting, du kan lave uden at forlade hjemmet

Arbejdermuseet

Se billederne:  Føler du dig spærret inde? Så tænk på dengang, en familie på Nørrebro delte en lejlighed på 9 kvadratmeter

Martin Lehmann

Ibyen guider:  Her er 17 steder, du kan gå til koncert, i biografen og på museum uden at gå uden for en dør

Bob Walker/Unsplash

Savner du også selskab?  Bekæmp din ensomhed med livestreaming fra zoologiske haver

Screendump fra YouTube

6 danse, du skal lære på Tik Tok derhjemme

Cory Benford-Brown

Her er 5 måder, det lokale forretningsliv forsøger at få din hjælp på

Ingen fester? Intet problem:  Mikkeller har åbnet en digital ølbar. Og det er bare en af 6 festlige nyheder

Per Folkver

Ibyen guider:  Her er 7 af Københavns helt særlige træer, du kan udforske på din gåtur

Joshua Weissman

Madskribent:  5 virkelig gode mad­programmer, du kan streame gratis

Masser af tips til takeaway:  Her er Københavns 20 bedste måltider, der gør dig mæt for max 100 kr.

Joachim Adrian

Weekendguide:  Med alle disse tips kan du proppe dagene med musik, kunst, film, teater og mad

Miriam Dalsgaard

Ibyen guider:  5 steder at gå tur i København uden at rende ind i en masse mennesker

Hvad giver man sig til, når corona har lukket byen ned? Sanger Nana Nørgaard giver sine bedste bud

Annonce

For abonnenter