I syv vinterdage boede hun i huset ved søen.
Katie Crutchfield var hjerteknust, smådeprimeret og uden sin tvillingesøster, Allison. Hun var vendt hjem til forældrenes hus i Birmingham, Alabama, og var på alle måder sneet inde.
Med sin guitar sad hun og skrev sange om sit indre virvar. En lille samling spartanske og støjforrevne bekendelser i et lo-fi ekko af Cat Power og Elliott Smith.
Et privat rum af sange, der ikke var tiltænkt andre end hende selv. »Jeg holdt de sange helt tæt ind til mig. Jeg ville ikke snakke med folk om dem, jeg ville ikke vide, hvad andre mennesker hørte i dem«, har hun siden fortalt.
Men på et tidspunkt slap hun dem alligevel. Eller sangene og deres stærke følelser gav slip på Katie Crutchfield. Hun indspillede dem derhjemme og udgav dem som albummet ’American Weekend’. Ikke i sit eget navn, men under søens navn, Waxahatchee.
Det er fire år siden. I dag er Waxahatchee et band, men det er stadig 26-årige Katie Crutchfield, der skriver, synger og blotter sin sårbarhed. Hun er drivkraften og fungerer desuden som sin egen manager med forbløffende ti års erfaring i den amerikanske DIY punk-undergrund. Og hun indspiller stadig sine plader hjemme hos sig selv, der nu er i Philadelphia.
Som teenager dannede hun bandet P.S. Eliot med sin tvillingestoresøster. De lyttede til Ramones og Bikini Kill, spillede for fulde huse på den lokale punkrockklub Cave9 og turnerede på tværs af USA. I 2011 splittede bandet op. Søsteren Allison gik sine egne veje med guitarpopbandet Swearin’, mens Katie Crutchfield blev forladt af kæresten og gik ned til søen.
Tilsæt et blylod af melankoli
Det var her, hun fandt frem til det afdæmpede udtryk på ’American Weekend’. Forestil dig PJ Harvey omkring ’4-Track Demos’. Træk vildskaben og den dampende seksualitet fra og tilsæt et blylod af melankoli. Sådan cirka lyder Waxahatchee. Som en splint i hjertet.
Siden har Waxahatchee udviklet sig. På det aktuelle, tredje og absolut bedste album, ’Ivy Tripp’, hænger skyerne stadig tungt over sætningerne, men Katie Crutchfield har trukket flere instrumenter ind i sit lydbillede. Hun kan stadig bygge en sang op over den monotone dronestøj fra guitarens feed, og intimiteten er stadig ankeret i hendes sange, men med medlemmer fra søsterens band Swearin’ har hun skabt et større lydbillede, hvor melodierne er mere umiddelbare.
Crutchfield har en stemme, der både kan suge angsten til sig og skære skarpt igennem. Som et stålsat skriftemål fra en kvinde, som et hastigt voksende publikum knytter sig personligt til. Hvilket fik den engelske avis The Guardian til at kalde Waxahatchees Katie Crutchfield for »Lena Dunham med en guitar«.
Ved sin side på den aktuelle tour har hun også søsteren Allison samt tre andre bandmedlemmer. De amerikanske meldinger fra hendes koncerter i den større opsætning er imidlertid, at man stadig kan høre, at udgangspunktet for Waxahatchee var sovekammersange med en guitar og en båndoptager ved hånden. Og som en anmelder på musiksitet CoS skrev:
»Lige meget hvor mange lag hun lægger på, er det den sårbarhed, vi hele tiden vender tilbage til. For at få mere«.
fortsæt med at læse
