Guide: Her er højdepunkterne på Northside Festival

Er I der, Northside? Alle billetter er revet væk til festivalen, som begynder fredag.
Er I der, Northside? Alle billetter er revet væk til festivalen, som begynder fredag.
Lyt til artiklen

Fredag: Disco og beskidt rap

Hun er fyldt 67, men Grace Jones er stadig lige så cool, som da hun hittede med ’Slave to the Rhythm’ og ’I’m Not Perfect’ i 1980’erne. I hvert fald fik hun en fyldt Falconer Salen til at danse med på scenen, da hun sidst gæstede Danmark i 2009. Når de ikoniske lange stænger i nat indtager årets Northside i tårnhøje stiletter, kan du glæde dig til at høre den jamaicanske sangerinde fremføre både de gamle discohits og sine nyeste sange fra comebackpladen ’Hurricane’ fra 2008.

Tidligere på aftenen hopper den legendariske hiphopgruppe Wu-Tang Clan på scenen. Da gruppen blev dannet på Staten Island i starten af 1990’erne, gjorde deres barske lyd op med tidens polerede rap fra USA’s vestkyst. Forvent hårdkogt storbystemning med beskidte rytmer og ord, når klanen indtager Grøn Scene kort før midnat.

Death Cab for Cutie. Kl. 16.30. Blå scene.

Incubus. Kl. 17.45. Grøn scene.

Wu-Tang Clan. Kl. 23.15. Grøn scene.

Grace Jones. Kl. 01. Blå scene.

Lørdag: Strygere og shoegaze

På festivalens anden dag har du chancen for at opleve et af de mest hypede navne på den britiske rockscene lige nu. Wolf Alice spiller grunge, så man får flashbacks til 1990’erne, men kvartetten blander også indie og folk med traditionel rock.

Forsangerinde Ellie Rowsells stemme giver bandet et særpræg, der indtil videre kun har fået lov at udfolde sig på to ep’er, men få dage efter Northside udgiver gruppen sit første album, så måske er der smagsprøver i vente på P6 Beat-scenen.

Senere lørdag aften skal du ikke snyde dig selv for en koncert med The Jesus and Mary Chain, der med det legendariske album ’Psychocandy’ banede vejen for den støjende shoegaze-genre, som blandt andre Black Rebel Motorcycle Club og danske The Raveonettes siden har ført videre. Til november er det 30 år siden, albummet med hittet ’Just Like Honey’ udkom, og lørdag aften kan du fejre det med bandet, der spiller pladen i sin helhed med masser af støjende guitar.

Anderledes stille og inderligt bliver det, når Antony and the Johnsons går på scenen sammen med Aarhus Symfoniorkester for at fremføre bandets seneste udgivelse, ’Cut the World’. Nyd Antony Hegartys smukke stemme i sammenspil med strygere på nogle af bandets største hits – blandt andet coveret af Beyonces ’Crazy in Love’.

Go Go Berlin. Kl. 14.15. Blå scene.

Wolf Alice. Kl. 19. P6 Beat Stage.

Antony and the Johnsons. Kl. 19. Blå scene.

The Jesus and Mary Chain. Kl. 21.45. Blå scene.

Søndag: Rock på sorte tangenter

Et af de navne, der stikker lidt ud fra resten af årets festivalprogram, er det amerikanske syvmandsband St. Paul & the Broken Bones, der spiller old school soul med en moderne lyd. Da gruppen sidste år spillede på SXSW-festivalen i Texas, valgte Rolling Stone Magazine koncerten som et af festivalens højdepunkter.

Så trænger du til at bryde indierocktonerne med god gammeldags soul, skal du give Alabamabandet et lyt, når de spiller søndag middag.

Aftenen slutter af med nogle af festivalens hovednavne. Storbygruppen Interpol har siden 1998 spillet mørk post-punk, der har fået flere til at sammenligne bandet med Joy Division. I aften står de for anden gang på Northside med gamle hits som ’Evil’ og ’Slow Hands’, men der bliver formentlig også nye numre i programmet. Bandet er nemlig siden sidst udkommet med pladen ’El Pintor’.

På trods af sine beskedne 28 år har den britiske singer-songwriter Ben Howard allerede udgivet to album og er blevet hædret med to Brit Awards. Howard kan ikke kun noget med smukke tekster. Han kan også få pigerne til at hvine, og når den typiske Northsidegæst, ifølge festivalen selv, er en ung kvinde i slutningen af 20’erne, kunne noget tyde på, at der bliver trængsel foran Grøn Scene søndag aften.

Og så må vi ikke glemme dem, rigtig mange har ventet på i flere år. The Black Keys’ flabede garagerock har gjort bandet til et af de største rocknavne i øjeblikket, og duoen fra industristaten Ohio var da også det mest ønskede navn til dette års Northside.

Med tunge guitarriffs og 1970’er-orgel bliver det svært at stå stille, når de amerikanske rockstjerner fyrer hits som ’Gold on the Ceiling’ og ’Lonely Boy’ af. Stil dig klar i god tid, når The Black Keys lukker og slukker årets udgave af Northside.

St. Paul & the Broken Bones. Kl. 13.10. Rød scene.

Years & Years. Kl. 19.40. Rød scene.

Interpol. Kl. 19.40. Blå scene.

Ben Howard. Kl. 20.50. Grøn scene.

The Black Keys. Kl. 22.30. Blå scene.

Line Lykkegaard Skou

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her