Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Anders Rye Skjoldjensen
Foto: Anders Rye Skjoldjensen

Tangenter. Jeppe Zeebergs musik bliver ofte sat i bås som jazz. Men den 27-årige pianist finder også inspiration i f.eks. 1920'ernes støjkomponist Edgard Varese og Bob Dylan, som han er vokset op med og har set live flere gange.

Koncert
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jazzfestivalens unge stjerne: »Jeg prøver at lave musik, der kun kan være skabt af mig«

Copenhagen Jazz-aktuelle Jeppe Zeeberg fortæller om sine musikalske inspirationskilder.

Koncert
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Edgard Varese: ’Hyperprism’

1922

»Varese er fransk, men flyttede til USA, og han er kendt som ’støjens komponist’. Han har betydet meget for min opfattelse af, hvad man kan gøre med lyd. Da jeg første gang hørte noget af hans musik, tænkte jeg:

Kan musik også lyde på den måde? Det havde jeg ikke forestillet mig. Jeg kan ikke huske, præcis hvornår og hvor jeg hørte det, men jeg kan huske følelsen af, at det lød enormt voldsomt.

Noget af det, han har komponeret, er sat sammen af gammeldags sirener. Det er spændende.

Han var også en af de første, der inkorporerede elektroniske ting – i 1920’erne. Det handler om lyde og ikke melodi eller harmoni i hans musik.

Det er musik, hvor det er umuligt at forstå, hvad der foregår rytmisk. Det lyder nærmest tilfældigt, men hvis man så ser noderne imens, giver det fuldstændig mening.

Det er spillet meget præcist. Den effekt har jeg faktisk selv brugt direkte. At man skriver noget, der skal spilles meget præcist, men lyder abstrakt«.

Charles Ives: ’Ann St.’

1921

»Jeg kunne have valgt mange af Charles Ives’ sange for vokal og klaver. Men den her har jeg selv spillet, og den viser virkelig, hvordan Ives er en mester i at sætte vidt forskellige musikalske elementer sammen og stadig skabe sammenhæng.

Charles Ives var amerikansk klassisk komponist og en af de få, der betragtes som nationalikon i USA inden for den kunstart – det er jo så ungt et land, som ikke har lang tradition for klassisk musik.

Han var ukendt i sin samtid, men nu ser amerikanerne ham som den store klassiske komponist. Nogle af hans elementer er faktisk lidt americanaagtige. De springer ud af den amerikanske folkemusiktradition, som jeg også har dyrket.

Da jeg gik i gymnasiet på Sankt Annæ, hørte jeg en optagelse af Charles Ives som gammel, hvor han spiller og synger. Det lød sindssygt mærkeligt, men meget charmerende.

Jeg blev enormt nysgerrig efter at vide, hvem fanden der kunne lave noget så underligt. For eksempel kan han sætte noget meget lettilgængeligt lige i halen på noget, der lyder helt anderledes.

Og så virker det. Selv om det ikke burde kunne lade sig gøre. Det er vildt fascinerende«.

Bob Dylan: ’I Don’t Believe You’

Fra ’Live 1966 The Royal Albert Hall

Concert’, 1998

»Jeg er kæmpe Dylan-fan. Jeg kunne have valgt alle sange fra denne plade. Bandet – The Band – og Dylan spiller med en vanvittig energi, og den har betyder virkelig meget for mig. Især Garth Hudson på orgel er fantastisk.

Men de er alle sammen helt særlige musikere. Det er helt vildt fedt og minder mig meget om jazz. I jazzen handler det om den individuelles spil og stemme, og der er ikke et facit. Du skal spille, som du selv gør.

I The Band er alle stærke solister, og så er det også et godt band. Dylan er noget, jeg har hørt altid.

Men ikke på en musikfaglig måde. Som almindelige mennesker hører musik. Mine forældre har hørt ham rigtig meget, så det kommer derfra.

Dylan har jeg hørt flere gange live, og jeg skal se ham igen til efteråret i København. Selv om billetten var dyr. Jeg har den der musiknørdede ting med, at jeg synes, at alt er spændende, når jeg først går ind i en kunstner.

Det kan godt være, at jeg spiller jazz. I hvert fald bliver min musik tit sat i den bås. Men jeg hører alt muligt forskelligt, og der er ikke en genre, jeg ikke bryder mig om«.

Jan Johansson: ’Staden mellan broarna’

fra300.000’, 1972

»Jan Johansson er jeg virkelig er fan af, fordi der er så mange aspekter i hans musik. Ligesom David Bowie har han mange epoker.

Han er en, der bliver ved med at opfinde den dybe tallerken om og om igen. Han levede fra 1931 til 1968 og er mest kendt for sine fortolkninger af svensk folkemusik som på ’Jazz på svenska’, men hans eksperimenterende musik er underkendt.

Det her stykke blander fri improvisation, jazz og elektronisk musik og er en slags programmusik, der handler om Stockholm. Jeg er meget inspireret af, hvordan musikken fortæller om noget helt konkret.

Min egen musik minder slet ikke om hans. Hvis jeg prøver på noget, så er det at lave musik, der kun kan være skabt af mig.

Jeg er forelsket i tankegangen om komponisten/solisten, der står i midten og har visionen. Det er på en eller anden måde helt outdatet.

Det fremherskende i musik nu er, at det skal være kollektivt, og der skal være et stort lag af transcendens, så publikum kan opleve noget helt andet end det, komponisten har tænkt.

Jeg er helt med på, at der er en sandhed i det.

Men jeg ser mig selv som en af de få, der holder fast i den gamle tankegang om, at musikeren kan have en vision, og at det ikke kun er op til tilfældighederne.

Jeg ved ikke, om jeg kan sætte ord på min vision. Men jeg ved, at der er humor i min musik, og at den er abstrakt, selv om den ikke nødvendigvis er svær at høre.

Det er slet ikke mainstream, men det må stadig gerne være nogenlunde tilgængeligt. Det er noget af det, jeg gerne vil og kan mærke, at jeg faktisk gør«.

Anthony Holborne: ’Bona Speranza’

1599

»Anthony Holbornes musik er blevet min Brian Eno-musik. Min meditationsmusik. Selv om det er fra slutningen af 1500-tallet. Det er meget ofte utrolig langsomt og sfærisk. Rigtig smukt. Jeg er meget tiltrukket af tonesproget«.

Carlo Gesualdo: ’Moro, lasso, al mio duolo’

1611

»I januar var jeg i New York med en af mine gode venner, som spiller trompet. Han havde opdaget italienske Carlo Gesualdo, der døde i 1613, og spillede noget af det for mig.

Det satte sig fast i mit hoved, så snart jeg hørte det.

Gesualdo var meget forud for sin tid, og nogle af elementerne er nærmest romantiske. Det er sindssygt spændende

Som meget andet renæssancemusik er det meget uforudsigeligt. Den klassiske musik var først ved at finde sig selv i den periode, og der blev derfor eksperimenteret meget.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Gesualdo var meget forud for sin tid, og nogle af elementerne er nærmest romantiske. Det er sindssygt spændende.

Der er nogle helt ulogiske ting i hans musik, og jeg kan godt lide, når der er noget, man ikke helt forstår. For så er der noget at gå på opdagelse i«.

The United States of America: ’The American Metaphysical Circus’

FraThe United States of America’, 1968

»Det er psykedelisk rock, men med meget kunstneriske elementer – med stort k. Nummeret starter med en mængde patriotiske amerikanske sange spillet i én stor pærevælling på bl.a. lirekasse, klaver og orgel.

Og lidt ligesom Charles Ives virker det overraskende homogent på trods af sit kaos.

Jeg har faktisk prøvet at komme i kontakt med Joseph Byrd fra The United States of America, fordi der på min første plade er et nummer, jeg har skrevet til ham. Men det er ikke lykkedes.

Han underviser på et universitet i Californien. Jeg er ret fascineret af ham, fordi han lidt ligesom Jan Johansson hele tiden har et lag mere i musikken.

I United States of America, som var et kommunistisk band, var han med til at indføre synthesizeren i rock på en seriøs måde. Så det er en af de første elektroniske rocklandvindinger.

Bagefter har han været synthesizerentusiast og været vigtig på den scene. Nu har han trukket sig ud af musik, fordi han ikke mener, at musik kan fungere på et kommercielt grundlag, som det gør i USA.

Det er et ret vildt statement. Og så er han den første til at undervise i rockhistorie på et amerikansk universitet«.

Nina Simone: ’Another Spring’

FraNina Simone and Piano!’, 1969

»Der er absolut ingen som Nina Simone, og på denne indspilning viser hun både styrken i sin vokal og sit klaverspil. Begge dele er sublimt, og jeg falder bagover, hver gang jeg hører det.

På ’Nina Simone and Piano!’ kan man virkelig høre, hvor god en pianist hun var. Hun er helt alene på den plade, og det er så nøgent.

Der er absolut ingen som Nina Simone, og på denne indspilning viser hun både styrken i sin vokal og sit klaverspil

Hun får vist, at hun er klassisk skolet pianist, og samtidig er hun på en måde mere rå end nogle af de der groovy jazzpianister. Hun har selv sagt, at det er den plade, hun er mest stolt af.

Med hende er det ikke som Gesualdo, hvor musikken er mærkelig i sig selv, men alligevel får jeg et spørgsmålstegn inde i hovedet af at lytte til det.

Jeg bliver ikke færdig med det. Det er så stærkt, og jeg forstår det ikke rigtig«.

The Contortions: ’Contort Yourself’

FraBuy’, 1979

»Nogle gange tænker jeg, at min generation er så ung, at vi nærmest er født efter hele den klassiske rockhistorie. Men den rykker sig jo hele tiden.

Faktisk er det lidt en tilsnigelse, at jeg har The Contortions med. Jeg ville bare have noget med fra den scene, man kalder downtownscenen i New York og fra den bevægelse, der hedder no wave.

Der kom en masse store bands fra den scene som Blondie og Talking Heads, og det har jeg også hørt rigtig meget.

Men scenen interesserer mig mest i slutningen af 1970’erne, lige før de bands bliver verdensberømte. Det tidspunkt i musikhistorien var sindssygt mærkeligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det foregik i East Village, som bare var slum, hvor folk flyttede ind i besatte huse, og i løbet af 3-4 år opstod der en kunstscene. Der var et boom af kreativitet.

Det var punk, men det er bare ikke med i punkkanoniseringen, og det har ikke det æstetiske udtryk, som punk havde. Men det har den samme gør-det-selv-tilgang«.

Moondog: ’Hardshoe (7/4) Ray Malone’

FraMore Moondog’, 1956

»Moondog var en blind hjemløs, som dagligt stod udklædt som viking på 6th Avenue i 1950’ernes New York og spillede på sine hjemmebyggede instrumenter.

Jeg er meget inspireret af, hvor personlig han tillod sig at være i sin musik

Alene sådan en historie kan få mig til at høre mange plader. Men hans musik er også utrolig særlig og vildt god. Jeg er meget inspireret af, hvor personlig han tillod sig at være i sin musik«.

Læs mere:

IBYEN

Jens Hartmann Schmidt

Spis! Drik! Se!  Sådan skal du bruge 10 timer i Københavns Hollywood

Casper Dalhoff

Stjernekok åbner nyt sted på Christianshavn:  Her er 5 ting, du skal spise og drikke i september

Martin Lehmann

Det bedste stambord, den klammeste kælder og den smukkeste park:   25 københavnere udpeger deres yndlingssted i byen

Tobias Nicolai/Tobias Nicolai

Ibyens store burgerguide:  Hvor spiser man Københavns bedste burger? Vi viser vej til 12 saftige bud

Ivan Boll

Henrik Palle guider:  Her finder du Københavns bedste antikvariater

Mads Elsøe (Arkiv)

Ibyens gadeguide:  Gammelt slumkvarter bobler af gode spisesteder

Martin Lehmann

Stor bydelsguide:  Sådan skal du bruge 10 timer i Københavns rå mutant-bydel på ydersiden af Nørrebro

Emma Sejersen

Velkommen til hovedstaden:   Den ultimative byguide til nye studerende i København

Erik Petersen

Hjælp, min ven skal giftes:  Den perfekte polterabend? Her er 12 anderledes ideer

Louise Herrche Serup

Mor er støjfølsom, far er nærig, og naturvin smager surt:   Her er 10 af de bedste forældrevenlige spisesteder i København

OLESEN PETER HOVE

Her er 20 af de bedste gratis oplevelser i København

Veras

Ibyen klæder dig på:  Her er de bedste loppemarkeder i København

Jacob Ehrbahn (arkivfoto)

Spis ude på budget:  Her er Københavns bedste, billige restauranter ifølge 11 kokke og madnørder

Hurra!  Hvor holder man en fremragende fødselsdag i København? Ibyen giver dig 12 stærke bud

Nanna Navntoft

Ibyen Cheap Eats:  Her er de 20 bedste serveringer i København, der gør dig mæt for max 100 kr.

Jens Dresling

Ibyen guider:  Der er keramik overalt. Besøg disse 5 små værksteder, hvis du vil se noget af det mest interessante

Maud Lervik

Den store karaoke-guide:  Hvad skal I synge? Og hvor? Ibyen og musikanmelderne guider

Mads Nissen

Spis billigt ude:   Her er 9 folkekøkkener i København

Louise Serup

Syv hyggelige boghandlere:  Her serverer de byens bedste læsestof til kaffen

Jens Dresling

Guide:   Her er Københavns bedste museumscafeer

Maud Lervik

Ingen gramseri. Ingen racisme. Ingen diskrimination. Er det her fremtidens natklub i København?

»Man bliver grinet af eller får en kommentar som: »Slap dog af, jeg synes bare, din røv er god, tag det som et kompliment«

Inger Christine Løwe

»Jeg ved, at kommentarerne vil komme, for mit tøj vil af nogle blive opfattet som et råb om opmærksomhed«

Peter Hove Olesen

Rundspørge:  Kvinder overvejer, om de kan forsvare sig med nøgler og paraplyer, når de færdes alene om natten

Nanna Navntoft

Sådan svarer du igen:   Råb »kogte gulerødder!« til dem, der chikanerer dig i nattelivet

Philip Davali/Philip Davali

Send os dit tip:  Hvordan skaber vi et tryggere natteliv?

Peter Hove Olesen

Guide:  Her er 3 københavnske klubber med safer space-politik

Peter Hove Olesen

Natklub-ejer:  »Det største problem, vi har, er at mænd ikke kan opføre sig ordentligt, er for fulde eller for nærgående«

Peter Hove Olesen

Mød Club Mafia:  20 unge patruljerer byens natklubber. De er færdige med diskrimination, sexisme og racisme

Olivia Loftlund

38 organisationer tager afstand fra Distortion-leders status­opdatering:  Vi føler os ikke trygge til jeres gadefest

Joachim Adrian

Distortion-leder undskylder:  Jeg forsøgte at være sjov, og det gik helt galt

Anmeldelser