Politiken i jazz-himlen: På wellness-camping med musikken som healing

Som en sukkerknald dyppet i minderne efter en kærlighedsaffære.

Nostalgisk, drømmende, vemodigt og en tand for sødt.

Sådan lød det, da den italienske mesterpianist Enrico Pieranunzi sammen med Benjamin Koppel på sopran- og altsax, Scott Colley på bas og en kvartet bestående af nogle af Danmarks bedste klassiske strygere opførte sit gennemkomponerede værk ’Les amants’.

Improvisation var der kun tale om i det omfang, det foregik inden for stykkernes fastlåste form, og selv om Pieranunzi mestrer både jazzen og det klassiske, måtte man nøjes med at opleve ham som diskret kapelmester med enkelte afdæmpede soloer undervejs.

På albummet fra 2004 virker musikken med Rosario Giuliani og Marc Johnson underspillet og elegant uden at ryste jorden under ens fødder. Mandag på Frederiksberg blev ’Les amants’ soundtrack til en lige lovlig sentimental fransk film.

Alle gjorde det godt, men materialet var for ensfarvet til at kunne bære godt en times koncert.

Svævende sirener

En af de mest specielle konstellationer i dansk improvisationsmusik udgøres af kvindeduoen Lift alias vokalisterne Sissel Vera Pettersen og Randi Pontoppidan. De anvender deres respektive stemmer i frit formede forløb med brug af live electronics og små instrumenter.

Og det var et ganske særligt lydunivers, der mødte én med de to eksperimenterende sangerinders smukt farvede stemmer og rytmiske improvisationer, der bredte sig i rummet som fragmenter af drømme, kombineret på en meget fin måde med Jakob Davidsens stærkt nærværende klaverspil, ligeledes styret af øjeblikkets spontane indskydelser.

Og Davidsen har den erfarne kammermusikers og improvisators sans for kontraster – med sine abrupte klaverfigurer ind over de svævende sirener, eller omvendt: smukt cirklende klange op imod kvindernes lydlege, raslende perkussion og dybe rumklangsdroner.

Anti-Roskilde

Café Mellemrummets rolige atmosfære må være den diametrale modsætning til de rituelt brølende og himmelstræbende koncerter på Roskilde Festival.

Her i det svale kælderlokale i Mellemfolkeligt Samvirkes café kunne man på sommerens hidtil lumreste dag høre standardjazz med den fine guitarist Per Møllehøj, bassisten Anders Christensen og trommeslageren Morten Ærø.

Musik båret af en intimitet og en fokus på de mindste detaljer, som ikke fås andre steder end netop i sådanne diminutive omgivelser.

Og Per Møllehøj stræber ikke efter unødige eksperimenter. Musikken er fra jazzens standardrepertoire og kører seriøst efter bogen, og Møllehøj er en særdeles velformuleret musiker, der søger dybt i stoffet.

Mainstreamjazzens væsentligste

En perfekt booking til solrig fest midt i byens pulserende gadeliv med busser og biler i en lind strøm rundt om Kgs. Nytorv og folkemængder med solbriller, forsamlet om scenen ved Mindeankret, nikkende til beatet fra Kjeld Lauritsens orgeltrio og nippende til sodavand og store fadøl.

Trioen, der består af Lauritsen med sit folkekære og blævrende stuemøbel af et hammondorgel, den bredt anlagte trommeslager Søren Frost og den dygtige guitarist Per Gade, har efterhånden slået sit navn fast som mainstreamjazzens væsentligste af sin slags herhjemme.

De swinger bagenden ud af hoserne.

Og som bonus i hatten havde trioen sangerinden Miriam Mandipira med, og hendes kraftfulde soulstemme levede op til situationen.

Skøn kammermusikalsk stund

Man kunne i Jazzcup søndag eftermiddag opleve en skøn kammermusikalsk stund i selskab med den erfarne og nok lidt oversete Rasmus Ehlers ved klaveret og den herhjemme stort set ukendte klarinettist og veteran med base i Holland, amerikaneren John Ruocco.

En forunderligt fabulerende musik med Ehlers i rollen som lydhør akkompagnatør og lejlighedsvis solist og Ruocco i aldrende fordybelse om klarinetten med hvidt skæg og hår i vild vækst som en slags fysisk manifestation af hans kriblende klarinetpoesi.

John Ruocco blander jazzens fraser med den europæiske modernismes tonesprog. Ganske givet inspireret af bl.a. Jimmy Giuffre, om end Ruocco ikke helt har denne mesters sans for pauser og for at lade tonerne klinge.

Som sådan var det musik med nogle indbyggede begrænsninger. Men med et velgørende menneskeligt aspekt af ægte følelse fra en original stemme. NB: Joe Lovano, Bob Rockwell og Kenny Werner var blandt publikum.

Udmattende

Den tyske avantgardetrommeslager Christian Lillinger er en af årets udenlandske gæster på ILK-scenen 5e i Kødbyens gamle slagtestald.

Og han var skarp og med fokus i sit rykvise og distinkte spil, da han skabte en række frit improviserede forløb med guitaristen Mark Solborg, saxofonisterne Sture Ericson og Francesco Bigoni samt bassisten Jeppe Skovbakke.

Lillinger benyttede sig blandt andet af små træklodser, lampeskærme af metal og et lille rivejern til at aflokke sine trommeskind og bækkener nye nuancer.

Men der kan hurtigt blive for mange stemmer i koret med fem musikere på frihjul. Flere af passagererne kom til at ligne hinanden for meget i intense kakofonier, som også blev udmattende at lytte til.

Bevares, der var også fine øjeblikke at hente blandt andet i den afsluttende magiske sekvens.

Højt til himlen

Det startede i omegnen af Nat King Cole-klassikeren ’Nature Boy’ med fuld Gaddafi på rumklangen, og det endte godt halvanden time senere med Jakob Bros komposition til sin far ’Lyskaster’ fra hans seneste cd, ’Gefion’.

Mellem disse to definerbare punkter blev der foretaget en rejse, som gik til forskellige mentale egne af det mikkelborgske univers, hvor der er højt til himlen, og hvor spiritualiteten og skønheden er i højsædet.

De fire musikere fra så forskellige dele af verden som Ghana, Wales, Jylland og Nørrebro, kommunikerede eminent godt med hinanden, og det musikalske udtryk vekslede fra æterisk søgende avantgardisme til bundsolid heavy metal-funk med Black Sabbath-trommer og distortion på guitaren.

Kapelmesteren gik med sin trompetsnabel rundt som en venlig elefant og nussede sine medmusikanter, dikkede dem lidt under hagen og smilede, så de ydede en endnu bedre og federe indsats.

Det er musik, som tør tøve, som tør udstille sin proces, og som vil være et bud på en meningsfuld totalsammenhæng.

Når Mikkelborg og konsorter skaber musikalske universer, er det meningen, at man skal bebo dem med krop og sjæl, hjerne og hjerte. Og det gør man gerne, fordi de er så smukke og indtagende.

Så en aften i selskab med denne kvartet blev en slags wellness-campingtur, og efterfølgende så man på et skumrings-Østerbro med milde og forstående øjne. Musik er en helbredende og forløsende faktor, når det fungerer optimalt.