Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Søskende. Som Velvet Volume har Nataja, Noa og Naomi Lachimi udgivet to dobbeltsingler.
Foto: Ivan Riordan Bell

Søskende. Som Velvet Volume har Nataja, Noa og Naomi Lachimi udgivet to dobbeltsingler.

Koncert
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Velvet Volume: »At vi er unge piger, søskende og spiller rock, tænker vi ikke over«

Mød de tre talentfulde teenagesøstre i rocktrioen Velvet Volume, der stormer frem på spillesteder og festivaler.

Koncert
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De kan vælte huset med deres rasende, tætte, traditionsbevidste og alligevel dugfriske rock’n’roll.

Og også uden for koncertscenerne kan det slå gnister imellem de tre søstre Nataja, Naomi og Noa Lachmi, som tilsammen udgør trioen Velvet Volume, der efter to dobbeltsingler og en overlegen optræden ved P6 Beat Rocker i december er et af tidens mest omdiskuterede nye danske bands.

Som alle andre søskende har de deres indbyrdes roller. Trommeslager Nataja Lachmi er kun 17 år, og det varer lidt, før hun for alvor begynder at blande sig i snakken. Hun er lillesøsteren, og sådan nogle er som regel nødt til at vente med at markere sig, til de store har været der.

Den to år ældre bassist og sanger, Naomi Lachmi, med det lange velfriserede hår virker umiddelbart som den mest rationelle af de tre, når hun fornuftigt siger, at historien om Velvet Volume kan deles op i »forskellige kronologiske kapitler«.

Hendes tvilling, Noa Lachmi, der spiller guitar og synger i bandet, er rebellen. Det er Noa, der kommer dryssende lidt efter de andre, det er Noa, der i modsætning til sine søstre planlægger at flytte hjemmefra til sommer, og det er Noa, der står på scenen med et tykt lag mørk øjenskygge, uorden i krøllerne, kalvekrøs på skjorterne og rockstjerneattitude i hele kroppen.

Som søstre behøver de ikke altid sige noget for at vide, hvor de hver især er på vej hen. Helt instinktivt kan de blive enige om at sætte farten op, når de spiller live, og igen og igen samle sig om et hurtigt, heftigt, ekspressivt og råt udtryk. Et udtryk, der er fuldt af en energi, som føles nærmest lige så punket og selvbevidst som Iggy Pops. Bare en menneskealder yngre og endnu også herligt ufuldkommen.

Og man skal ikke være sammen med søstrene Lachmi længe for at finde ud af, at de kan deres rockhistorie. Her fortæller de om seks af de plader, som har formet dem.

Jimi Hendrix: ’Are You Experienced?’ (1967)

Naomi: »Første gang vi optrådte sammen offentligt, var vi 10 og 12 år gamle. Det var på Train til et musikskolearrangement, hvor alle forældre var inviteret«.

Noa: »Da spillede vi nogle Jimi Hendrix-numre, blandt andet ’Purple Haze’, der åbner den amerikanske version af ’Are You Experienced?’«.

Naomi: »Bagefter fandt vi ud af, at det faktisk var lidt specielt, at vi havde spillet Hendrix. Når vi ikke var ældre«.

Noa: »Det var virkelig nervepirrende at prøve at stå på den scene. Men det var også rigtig fedt. Jeg har altid vidst, at jeg skal sgu være rockstjerne. Det er det, jeg gerne vil være. Jimi Hendrix’ guitarer og også Lenny Kravitz’ er seje. Mine egne guitarers udseende er inspireret af deres. At Jimi Hendrix kunne stå på scenen og smadre en guitar og sætte ild til den – det var fantastisk«.

Lenny Kravitz: ’Let Love Rule’ (1989)

Noa: »Både med Hendrix og Lenny Kravitz har vi hørt klassikerne, men også de mere underlige af deres plader. Skal jeg nævne en af Lenny Kravitz’ plader, må det blive ’Let Love Rule’. Hans første«.

Nataja: »På den er alle sangene jo nærmest hits. Blandt andet titelsangen, ’Mr. Cab Driver’, og ’I Build This Garden for Us’. Sidste gang, vi hørte ham, var på Smukfest i 2015«.

Naomi: »Det var en rigtig fed koncert. Vi stod alle tre forrest, og jeg fik en krammer af ham. Det var den største dag i mit liv. Han spillede ikke så mange sange, men det skyldtes, at der var så meget jam indover. Og man kunne bare se, hvor meget han nød det«.

Noa: »Det var meganederen, at anmelderne skrev, at det ikke var godt, fordi publikum ikke kunne synge med på de numre, han spillede. Som om folk i dag bare går til koncert for at kunne synge med på numrene i stedet for at lade musikerne udfolde sig, sådan som de har lyst til. Som de gjorde i gamle dage. For eksempel tror jeg aldrig, at Jimi Hendrix har spillet et nummer på samme måde to gange«.

Naomi: »Vi har oplevet Lenny Kravitz tre gange før, og det var en enormt stor oplevelse for os denne gang at se sammenspillet mellem ham og hans musikere. De havde jo fem minutter lange soloer hver især. Men vi hører nu også meget andet end rock. Nærmest alle genrer«.

Nataja: »Ingen af os har fået undervisning i musik, men Naomi og jeg har spillet klassisk klaver og lært lidt noder af vores mor«.

Naomi: »Jeg spiller nu ikke på samme niveau som dig. Du er rigtig dygtig til det«.

Nataja: »Jeg kan bare godt lide at spille klassisk klaver og lytte til klassisk musik. Vores forældre spiller ikke selv så meget – vores far er guldsmed, og vores mor er lærer – men vores far har en kæmpestor pladesamling med alle mulige stilarter, og vi var ikke ret gamle, da de begyndte at give os instrumenter. Kun 5-6 år. Først fik Noa en spansk klassisk guitar, mens Naomi og jeg fortsatte med at spille på klaveret. Dernæst fik jeg et lille BR-legetøjstrommesæt. Da hun gik i 5. klasse, fik Naomi sin første bas. Vi har spillet sammen, så længe vi kan huske. Det har bare været helt naturligt for os«.

David Bowie: ’Let’s Dance’ (1983)

Noa: »’Let’s Dance’ er nok en af de første plader, jeg selv købte. Selv om alle siger, at de tidligere af hans plader helt klart er federe, og selv om jeg også godt kan lide dem, må jeg tilstå, at 1980’er-grooven på ’Let’s Dance’ er så megafed. Jeg har så mange associationer til det album. Lige fra programmet ’Saturday Night Fever’ på VH1 til førfester på veninders værelser førhen«.

Nataja: »Jeg lytter også meget til hans sidste album, ’Blackstar’. Det var han flere år om at lave, og man kan høre, hvor gennemarbejdet det er«.

Noa: »Vi har ikke udgivet en plade endnu, kun to dobbeltsingler. En ep har vi ikke tænkt os at indspille. Vi er mere albumorienterede. Og når vi udgiver et album, skal der være 12 numre på«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Britney Spears: ’... Baby One More Time’ (1999)

Naomi: »Den første store koncert, jeg var til, var med Britney Spears. På hendes Circus Tour i 2009 var jeg så heldig at se hende i Parken i København«.

Nataja: »De tidlige Britney-plader er rigtig gode. Hun er et af de første idoler, vi havde!«.

Noa: »Og hun er bare så vildt sej i sin attitude og skriver gode popsange. Jeg kan huske, at da jeg købte ’... Baby One More Time’, fulgte der er en plakat med, og den har jeg haft hængende i mange år. Vi har altid haft en lille intern diskussion om, hvem af os der først opdagede hende og blev fan af hende«.

Rolling Stones: ’Exile On Main Street’ (1972)

Naomi: »De plader, vores forældre spillede derhjemme, var starten på det hele. Der blev f.eks. ikke sat MGP-musik på, da vi var børn«.

Noa: »Det er ikke min mening at lyde snobbet, men da jeg i en ung alder hørte, hvad mine jævnaldrende lyttede til, syntes jeg ikke, at deres børnesange var nær så gode som det, vi hørte derhjemme. ’Exile on Main Street’ var vist det første Stones-album, jeg hørte. Jeg har brugt mange timer på at studere det pladecover. Historien bag albummet er også sej, og da jeg så dokumentaren om pladen, ’Stones in Exile’, blev jeg bare endnu mere psyched! Jeg tror, at den plade er grunden til, at jeg om 20 år vil lave et countryalbum. I øvrigt har vi selv optrådt med ’Rip This Joint’ fra den her plade en del gange«.

Naomi: »Vi har spillet mange covernumre før i tiden. Det er kun 3 år siden, vi begynde at kalde os Velvet Volume og skrive vores egne sange«.

Noa: »Måske hænger vores særlige lyd sammen med, at vi aldrig har fået undervisning. Hvis uddannede musikere så den måde, jeg spiller på, ville de sikkert tænke, at det var totalt forkert og amatøragtigt. Men det er netop med til at gøre vores lyd unik. For os sker sangskrivningen naturligt, mens vi øver«.

Naomi: »Det er en kæmpe fordel, at vi er søskende, tror jeg. Også når vi skriver sange. Vi har selvfølgelig endnu ikke rigtig haft mulighed for at spille med andre end hinanden, men vi er ret sikre på, at tingene går lidt stærkere os imellem, og at vi uden at tænke så meget over det kan være meget ærlige over for hinanden. At vi er piger, at vi er unge, at vi er søskende, og at vi spiller rock – det tænker vi ikke så meget over. For os har det jo altid været sådan. Det er først efter, at vi er begyndt at spille offentligt, at vi har fundet ud af, at det er lidt specielt, fordi folk kommenterer det«.

Noa: »I det seneste halve år har der været meget hype omkring os og vores band. Mange tror, at vi først lige er dukket op, og at vi er et nyt band. Men vi har jo faktisk spillet sammen i 10 år for at nå til det sted, hvor vi er i dag«.

The Runaways: ’Live in Japan’ (1977)

Noa: »’Queens of Noise’ med amerikanske The Runaways var en af de første plader, jeg købte. Jeg har lyttet rigtig meget til det band og er dybt fascineret af deres historie og deres succes. Jeg er specielt glad for deres album ’Live in Japan’. De har så meget attitude og energi, som jeg aldrig bliver træt af. Desuden er deres sange rigtig fede, og vi er meget inspireret af deres rå og punkede guitarriffs og deres hårde og simple trommebeats. Vi håber at blive de nye Runaways i Japan!«.

Naomi: »Vi har simpelthen aftalt, at vi skal være store i Japan. Der har de et fedt rockpublikum, og der køber de stadig albums. Det kunne også være fantastisk at åbne Orange Scene på Roskilde engang«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nataja: »Og spille til Super Bowl!«.

Naomi: »At lave et soundtrack til en Tarantino-film«.

Noa: »Optræde i Madison Square Garden i New York! Og spille sammen med Rolling Stones i Hyde Park!«.

Velvet Volume spiller den 25. marts i Pumpehuset.

Læs mere:

IBYEN


    Chris Pedersen var i årevis en del af inderkredsen i den danske modebranche. Så fik han nok. Nu er han vært på DR K. Fotograferet under sin crossfittræning.

Læser til brevkassen:  Hjælp, jeg er kommet til at sprede et grimt kviklånsrygte om min gamle ven i en spritstiv hævnaktion

Ugens spørgsmål og svar i Ibyens Brevkasse stammer fra Ibyen og Poptillæggets live-arrangement i Absalon tidligere på ugen. Lyt til hele podcasten på fredag via Politikens Poptillæg.

Brevkassen feat. Flemming Møldrup:  »Hver gang jeg arrangerer en aftale med en fyr, ender jeg med at researche alt fra bopæl til Instagram, LinkedIn og Facebook«

»Jeg har da fået masser af tilbud«, skriver en læser til Politiken. Men hun er fortsat jomfru - og dødtræt af andres behov for at tale om det.

Læser til brevkassen:   Jeg er 23 år og jomfru. Og mit eneste problem med min jomfruelighed er andre menneskers nysgerrighed


    Michael Jackson fotograferet under koncert i København 1992.

Læser til brevkassen:  Min kæreste vil have mig til at boykotte Michael Jacksons musik. Hvad gør jeg?

Sanger Thøger Dixgaard er gæsteredaktør i denne uges udgave af Ibyens brevkasse.

Thøger Dixgaard svarer i kærligheds­brevkassen:  Hvad stiller man op, når drømmedaten ikke vil mødes igen?

Hvor langt rækker din mentale Tinder-radius? Ibyens brevkasse svarer en læser, der hader mænd, men gerne vil have en kæreste.

Brevkassen feat. Gudrun Marie Schmidt:  Kvinde, drop dine krav om høje mænd, kloge mænd og mænd med trænede kroppe


    Felix Thorsen Katzenelson er brevkasseredaktør på Ibyen.

Giver 'elskling' dig kvalme?   Kærligheds­brevkassen giver dig formlen på det perfekte kælenavn

Læser til brevkassen:  Alle mine venner er pludselig biseksuelle. Går jeg glip af noget?