0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Halshug: »Punk er jo dansemusik på sådan en voldelig måde«

Aggressionerne headbanges frem i moshpitten, når Halshug spiller på Roskilde. Men er punken stadig lige så anarkistisk som førhen?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
IVAN RIORDAN BOLL
Foto: IVAN RIORDAN BOLL

Krads. Halshug er ikke et talerør og skal ikke forandre noget som helst. »Men hvis der er noget, der klør, er det meget rart at kradse lidt i det, og det er lidt det vi laver«, siger guitarist Mathias Schønberg.

Koncert
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncert
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Punk kan være mange ting, men vores musik er meget primal, og det, tror jeg, appellerer til folk. Alting bliver i dag oplevet igennem en eller anden form for medie, som bestemmer, hvordan rammerne skal være. Der har jeg en gang imellem brug for at stille mig op på en scene, så jeg bare lige kan få 20 minutter, hvor jeg ikke behøver at forholde mig til resten af verden. Man kan godt blive lidt desillusioneret over alt det lort, der foregår. Derfor er vores tekster egentlig også bare vores egne tanker og følelser om, hvordan det er at være til«.

»Der er en eller anden nerve i punk, som tænder mig. Jeg kan godt lide aggressionen – måske fordi den ikke fylder så meget i min hverdag. Det er meget intenst at spille, fordi det går så hurtigt, og der er også en anden stemning til punkkoncerter. Når vi selv spiller, er det meget os og publikum og nogle gange også os mod publikum. Der er en større kontakt, men det er ikke, fordi vi snakker til publikum, så det er bare noget, der sker. Vi spillede for eksempel et show i Schweiz, hvor folk lå oven på hinanden, hang i loftet og væltede rundt og op på scenen, og det gør det bare lidt federe, end når folk står og kigger. Publikum er ligeglade med, hvordan de ser ud til vores koncerter, og har bare deres egen fest kørende. Det handler om at give slip, og det gør det også for mig. Punk er jo dansemusik på sådan en voldelig måde«.

»Punk i dag er tilbage, hvor det begyndte i 1970’erne. Det er bare ren og enkel rock i sin ultimative form, hvor der ikke er noget selvironi eller tvetydighed, der skal forstås eller bearbejdes. Det er kun følelser og ikke tanker. Det er svært at generalisere over, hvorfor folk har lyst til at opsøge den rå energi, men hvis man skal zoome ud, har vi lige nu et samfund, hvor alle holder opsyn med hinanden. Der er ikke så mange steder at gemme sig længere, hvor man kan have en direkte oplevelse af virkeligheden, som ikke skal præsenteres eller fremlægges for nogen. Som et af de sidste få frie spillerum kan man leje et røvsygt betonlokale og stå og larme og hoppe rundt i hinanden. Der er ikke så frygtelig mange, der har travlt med at instagramme, snappe og facetime til punkkoncerter, så man kan have en lidt mere ukontrolleret version af sig selv kørende, hvor man ikke behøver at posere så meget.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere