Umage. Ifølge Liimas finske islæt, Tatu Rönkkö (2. fra v.), hviler Liimas musik især på deres indbyrdes forskelle, som bringer nye og smukke ting frem i musikken.
Foto: HANS CHRISTIAN JACOBSEN

Umage. Ifølge Liimas finske islæt, Tatu Rönkkö (2. fra v.), hviler Liimas musik især på deres indbyrdes forskelle, som bringer nye og smukke ting frem i musikken.

Koncert

Efterklang-drengenes nye band leger musikken frem

Der er mere impulsiv jam end intellektuel alvor i Liima.

Koncert

Når det dansk-finske band Liima laver musik, er ingenting rigtig, som den slags plejer at være.

Det begynder med et sted. Det kunne være Madeira, Istanbul eller måske Finland, eller det kunne være kælderen under Hotel Astoria i København. Her mødes fire medlemmer fra tre forskellige hjemlande. De sætter deres udstyr op, trykker 'Optag’ og begynder at jamme og improvisere sammen.

En gang var improvisationen baseret på, at bassist Rasmus Stolberg godt kunne lide groovet fra Bob Dylans reggae-agtige nummer ’Jokerman’. Andre gange er det ud fra en lydbid, de har opsnappet i lokalområdet. Under opholdet på det københavnske hotel kom et lydsample fra et toilet med. Nogle gange byder de også bare på skift ind med en ramme eller et dogme.

Efter en dags fri improvisation lytter de optagelserne igennem og leder efter et melodistykke, et riff eller en harmoni, der kan noget. De finder 10, måske 15, ideer, vælger omkring 5 ud. Bruger en dag eller to på at forfine dem, hvorefter de spiller sangene, der endnu ikke er meget mere end skitser, for et publikum.

Liima udspringer af de succesrige danske indiedarlings Efterklang, hvis tre medlemmer i starten af 2015 slog sig sammen med deres tidligere livetrommeslager den finske perkussionist Tatu Rönkkö. De fires musikalske sammensvejsning fik navnet Liima – finsk for lim og nu også lig med et musikalsk projekt, der på en og samme tid hviler på fælles fodslag og på den nærmest elektromagnetiske sammenhæng, som friktionen mellem deres forskellige tilgange til musikken udløser.

»Jeg vil helst bare spille«

Jeg møder en fjerdedel af bandet i den forhenværende kirke, i dag café og folkehus, Absalon på Vesterbro. Denne tidlige eftermiddag genlyder det gamle kirkerum af babypludren, småsnak og latter fra et par studerende, der tager en pause fra bøgerne ved to bordtennisborde.

Selv om der umiddelbart er mere mødregruppe end rock’n’roll over omgivelserne, passer Liima-bassist Rasmus Stolberg overraskende godt ind. Han har parkeret en barnevogn i forhallen og taget sin 1-årige datter med ind, og nu sidder han ved et af de farvede langborde iført rød lærredsskjorte, jeans og et imødekommende smil, der glider over i grin mange gange undervejs i snakken.

Han er netop vendt hjem efter at have turneret med Liima i Tyskland og Schweiz i to uger, fortæller han.

»Det længste, jeg turnerer i øjeblikket, fordi jeg har hende der«, siger han med et smil og nikker ned mod datteren, der leger på gulvet under opsyn af hans assistent.

Til hverdag bor Liimas fire medlemmer i København, Berlin og Helsinki, så det er musikskrivningen på deres såkaldte residencies forskellige steder i verden, der klistrer dem sammen.

Fra skulpturer til improvisation

Hvor de tre medlemmer i Efterklang nærmest var arkitekter, der med millimeterpræcision konstruerede helstøbte og smukt arrangerede musikalske konstruktioner, har arbejdsprocessen i Liima mere karakter af en slags musikalsk byggelegeplads.

Lydbilledet er en kalejdoskopisk kollage af legesyge eksotiske rytmer, klokkeklar falsetsang og nærmest aggressive riffs. Udtrykket er mange steder nærmest maskinelt, men alt er spillet live.

De elektroniske elementer stammer fra håndspillede samples, som Tatu Rönkkö sammen med Mads Brauer, der står for bandets elektroniske arrangementer, optager under opholdene og spiller live på synthesizer og som beat.

»Arbejdsmetoden i Liima er helt omvendt, i forhold til hvordan det nogensinde var i Efterklang. Det var meget noget med at sidde 10 måneder i studiet og bygge nærmest skulpturelle kompositioner, hvor Liima meget mere handler om at spille live og improvisere sig frem til ideer, og så hurtigt prøve at lave de ideer til sange«, siger Rasmus Stolberg.

Den direkte metode giver en anden nerve til både arbejdsprocessen og til den musik, der kommer ud af den, fortæller Rasmus Stolberg – og så gør det først og fremmest det hele sjovere.

»Jeg kan godt lide det der drive, der er i, at det skal gå stærkt. Ikke fordi man bare skal skabe et eller andet – vi er meget ambitiøse om at lave noget, som er godt og holdbart. Vi forsøger bare at sætte lidt turbo på processen. Når de fleste går i studiet, er det sådan noget med lag på lag, hvor en sang kan tage flere dage at lave. Jeg vil helst bare spille«, griner han.

Et musikalsk kollektiv

Den improviserede og impulsive tilgang til musikken er noget, som især kommer fra bandets finske islæt, Tatu Rönkkö. Han har en baggrund som jazzmusiker og har før arbejdet med improvisationsmusik. Den metode har han bragt med ind i Liima.

»Liima er en slags kombination af forskellige måder at arbejde på. Jeg tror, vi får nye sider frem i hinanden og udfordrer hinanden på en god måde. Vi komponerer musikken kollektivt på en åben måde, hvor vi bare begynder at jamme, og så træder sangene ligesom frem af sig selv«, fortæller Tatu Rönkkö over en telefonforbindelse fra bandets turbus på en tysk motorvej, et par dage før jeg mødes med Rasmus Stolberg i København.

Foto: JACOBSEN HANS CHRISTIAN

For ham har det omvendt været en oplevelse at træde ind i et band, hvor alle medlemmerne deltager på lige fod i arbejdet med en sang.

»Jeg har aldrig haft et band, hvor jeg komponerede musik i samarbejde med andre og havde denne her demokratiske fællesfølelse. Det har altid mere eller mindre været sådan, at der var en, der lavede en sang, som man så arrangerede sammen, men som var en eller andens sang«, siger han.

Ud af tryghedszonen

Samme demokratiske ånd gennemsyrer processen, når bandet skal gå fra jamsessioner til egentlige sange. Når de måske 15 ideer skal skæres ned til 5, vælger de kun bidder, som alle er fælles om at ville arbejde videre med.

»Det er det, der virkelig virker for Liima – at stole på den kollektive fornemmelse. Man er nødt til at træffe en beslutning hurtigt. Der er ikke tid til at reflektere så meget eller tænke over, hvad der var sket, hvis man havde taget noget andet. Man må bare stole på intuitionen og impulserne«, siger Tatu Rönkkö.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når der er så kort fra idé til sang, bliver publikums rolle så meget desto vigtigere. Dels er det en måde at se musikken udefra på, efter man har lavet den, dels er det med til hele tiden at sikre fremdriften i arbejdet.

»At spille det for folk med det samme uden tid til at fordøje sangene først er en måde virkelig at komme ud af tryghedszonen på. Efter min mening er det den mest ærlige og fantastiske måde at lave musik på, fordi du ikke går hjem og tænker over det – det er virkelig direkte«, fortæller Tatu Rönkkö.

Et godt eksempel på den direkte tilgang er fire nye numre, som bandet skrev efter færdiggørelsen af deres første album, og som de efter en pludselig indskydelse indspillede på den netop overståede turné.

»Vi havde en lang snak i bussen om, hvornår vi skulle indspille dem, indtil der var en, der sagde: »Vi har jo en fridag i Paris«. Så ringede vi til nogle venner i Paris, som hjalp os med at booke et studie, to dage før vi kom, og så kørte vi bare ind om morgenen på vores fridag, stillede alle vores ting op og indspillede fire numre på en dag i det der studie«, fortæller Rasmus Stolberg i folkehuset på Vesterbro.

I løbet af sommeren har bandet to residencies til, og planen er, at de skal bruges på at skrive flere sange, der sammen med de fire skal blive til et album. For Rasmus Stolberg giver det en frihed allerede at være i gang med en ny skive, kun en måneds tid efter at bandet udgav debutalbummet, ’ii’.

»Det er meget sjovere at være i den skabende proces end i den afsluttende proces, så derfor er det også befriende, at ’ja, vi har lige lavet en plade, og vi er allerede i gang med at lave en ny’. Det føles enormt rart«,

»Jeg kan sgu ikke læse noder«

Når de fire bandmedlemmer kan lægge deres arbejde an på mavefornemmelser, impulser og højt tempo, skyldes det ud over en eventyrlysten indstilling også, at de har erfaring nok til med i hvert fald lidt større præcision at fornemme, hvad der er rigtigt, fortæller Rasmus Stolberg i folkehuset på Vesterbro.

»Det er baseret på lyst og mavefornemmelser, men også – uden at jeg skal lyde gråhåret – virkelig meget erfaring fra alle mulige måder at lave musik og spille koncerter på. Liima er et ekstremt spontant, intuitivt og impulsivt rum at gå ind i, men der ligger enormt mange overvejelser bag. Ikke tunge, intellektuelle overvejelser, men det er ikke bare sådan slackeragtigt. Det ligger ikke til os«, siger han med et forsigtigt grin.

Samtidig lader det til at være vigtigt for ham at understrege, at de netop ikke gør sig tunge intellektuelle overvejelser. Han læner sig frem over bordet, mens han fortæller, at mange anmeldelser af albummet ’ii’ overraskede ham, fordi de lod til at bygge på en opfattelse af Liima som et højtuddannet, intellektuelt tænkende band.

»Det er bare så langt fra virkeligheden«, griner han. »Jeg kan slet ikke genkende mig selv i det. Vi har høje ambitioner, og jeg synes også, vi er meget kreative, men det er meget lystbetonet. Det er nysgerrighed, mere end det er noget, som er velovervejet«.

Men det kommer vel fra musikken, når folk har det indtryk?

»Ja ja, og så kommer det fra, at vi i Efterklang lavede en film, arbejdede med et symfoniorkester – det lugter lidt af, at man pludselig også kan læse noder, men jeg kan sgu ikke læse noder«, siger han og griner igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forskelle skaber skønheden

En anden lige så paradoksal grundpille i Liima er den måde, medlemmerne på den ene side er afhængige af deres enormt store tillid til hinanden på og på den anden side konstant forsøger på at skubbe sig selv og hinanden ud på dybt vand for at undgå, at det kommer til at føles for sikkert, fortæller Tatu Rönkkö over telefonen.

»Jeg tror, det fungerer allerbedst at være i et band, når det bare føles naturligt og godt at være sammen i bandet, men der også er lidt friktion. Nogle gange er der nogle, der virkelig kan lide noget, og andre, der ikke kan. Så diskuterer vi det, og det, synes jeg faktisk, er nogle rigtig fine øjeblikke – lidt som et parforhold. Alting glider ikke bare hele tiden, man er nødt til at udfordre hinanden og være ærlig og kritisk«, siger Tatu Rönkkö.

Friktion er et nøgleord, som han flere gange vender tilbage til. Behovet for modstand og forskellighed er hans bedste forklaring på, at han er lykkedes med at blive en ligeværdig fjerdedel af et band, hvor de øvrige tre medlemmer ellers er barndomsvenner og bandkammerater på 15. år – og på, at der kommer interessant musik ud af det.

»På en eller anden måde er det det, Liima handler om. Den dansk-finske lim og den dansk-finske friktion, som får al skønheden til at komme frem. Jeg er den underlige finne blandt de hyggelige danske venner, som på en eller anden måde kaster iskoldt vand i den dejlige lune suppe«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

IBYEN