punkrock. Med sin melodiske punkrock var Gorilla Angreb et af Ungdomshusets mest elskede bands, indtil bandet gik i opløsning i 2007. Nu er de tilbage.
Foto: Melissa Kühn Hjerrild

punkrock. Med sin melodiske punkrock var Gorilla Angreb et af Ungdomshusets mest elskede bands, indtil bandet gik i opløsning i 2007. Nu er de tilbage.

Koncert

Gorilla Angreb: »Endelig har man et rockband, og så vil alle pigerne bare snakke med Mai«

Ungdomshusets yndlingsband med Mai Ulrikka Sydendal i front genopstår efter 9 års stilhed.

Koncert

Som teenager udgik min verden fra Ungdomshuset på Jagtvej.

Det var her, jeg tog hen for at få min dosis af teenagenervedulmende tinnitus i hjertet, til de ugentlige punkkoncerter. Og det var her, jeg blev venner med de lokale københavnerpunks og andre kystbanepunkere og provinsflippere, der valfartede til Ungdomshuset fra hele landet.

Vi købte kassettebånd og stak øret helt ind båndsalaten på teenageværelserne, mens vi længselsfuldt så frem til at få blå mærker i en stor, kaotisk teenagekropstsunami af et moshpit til weekendens punkkoncerter. Vi skrålede med på børnepunkbandet Huls sange som ’Ødelæg dig selv’ og ’Ingen lektier’ og ’No Hope For The Kids’ ’Jeg så dem dø’.

Endelig havde man et rockband, og så ville alle pigerne bare snakke med Mai.

Men mit yndlingsband var Gorilla Angreb.

Gorilla Angreb var et af de bands, der definerede lyden af dansk punk omkring årtusindskiftet på så markant vis, at det gav ekko i udlandet. De spillede melodisk larm – punk med klare ørehængerkvaliteter. Melodierne var dansevenlige, men uslebne i kanterne. Gorilla Angreb var en genre for sig og et af Ungdomshusets mest elskede bands. I hvert fald indtil bandet gik i opløsning i 2007, tilfældigvis samme år som Ungdomshuset blev revet ned.

Men efter næsten et årtis fravær er Gorilla Angreb tilbage, og meget tyder på, at de har været savnet. De kommende uger skal bandet spille tre koncerter på Loppen i København, og to af dem er for længst udsolgt.

Sidste gang jeg var i samme lokale som de fire medlemmer i Gorilla Angreb, var jeg teenager med stort hår og søm i ørerne og stod blandt publikum og skrålede med på deres sange. Nu mødes vi igen, en solskinstorsdag eftermiddag, i trommeslager Tommas Svendsens pladebutik Repo Man Records på Nørrebro, som han startede, efter at bandet gik i opløsning.

Siden dengang er bandet blevet voksne mennesker med nye bands, jobs og familier. Tre af dem har fået børn, og det er ganske sjældent, at de alle sammen er samlet. De ses mest på kryds og tværs. Det kan ikke just mærkes, at de ikke ses så tit. For de afslutter hinandens sætninger, når de fortæller om de år omkring år 2000, hvor dansk punk udviklede sig i alle mulige retninger.

»Før vi begyndte at spille, var det nogle lidt ældre mænd, der kom inde i Ungdomshuset, drak nogle øl og øvede sig med deres metalbands. Der var ikke så meget energi, eller det man kaldte punkrock«, siger guitarist og sanger Peter Bonneman, og bassist Simon Raun fortsætter:

»Fra 1992, da jeg først kom i Ungdomshuset, og frem til 1999, var der ikke rigtig punkrock. Det var mere metal og hardcore. Men så kom der ligesom en ny bølge ved årtusindskiftet. Der var bands som Snipers, Amdi Petersens Armé, Los Retardos, Gorilla Angreb, Lokum, Guddommelig Galskab og Hul. Der var en utrolig bred vifte af bands, og man kunne tydeligt høre, hvem der var hvem«.

Provinsunger satte kursen

Ligesom jeg selv er tre ud af bandets fire medlemmer fra provinsen. Tommas Svendsen (trommer) er fra Holbæk, Peter Bonneman (guitar og vokal) er fra Nyborg, og Simon Raun (bas) er fra Værløse. Forsanger Mai Ulrikka Sydendal er den eneste indfødte københavner i bandet.

Da jeg spørger, hvorfor de tror, dansk punk gennemgik en særlig opblomstring, da de brød igennem, svarer Peter Bonneman, at han mener, at provinsens teenagere har haft en stor indflydelse på den danske punkscene i slutningen af 90’erne.

»Folk kom ind fra forstæderne og de mindre byer, for det er der, hvor unge mennesker rent faktisk føler sig udenfor. Mere end man måske gør, hvis man er opvokset i København«, siger han og uddyber: »Det var også i de små byer, man brugte meget tid i øvelokalerne, fordi der skete jo ikke så meget«.

Jeg blev lidt træt af, at alt skulle være så ensartet, så jeg gik den modsatte vej og spillede på høje hæle. Det var mere punket end at være punker

Jeg var selv en af de rastløse provinsteenagere, der øvede med mit band, President Evil, i en container på en lokal ungdomsklub. Jeg kedede mig grusomt fra Rapunzeltårnet i mit labyrintiske parcelhuskvarter og kom i Ungdomshuset fra 2002 til 2007.

Jeg husker stadig, hvor terapeutisk det føltes at bevæge sig ind mod Nørrebro, hvor larmen ruskede i skelettet, mens Ungdomshusets punkbands spillede.

Kvindeligt ikon i front

Det var Tommas Svendsen og Peter Bonneman, der startede Gorilla Angreb i 1999, efter at deres band, Amdi Petersens Armé, gik i opløsning.

»I begyndelsen var det mest bare tre akkorders punkrock. Og så udviklede det sig hen ad vejen«, fortæller Tommas Svendsen. Peter Bonneman havde mødt Mai Ulrikka Sydendal på en animationsskole, hvor de var blevet kærester. Hun var den eneste af de fire, der aldrig havde spillet i band før, men hendes vokal blev et vigtigt kendetegn for Gorilla Angrebs udtryk. Deres forskellige baggrunde skulle også vise sig at være en perfekt opskrift på en ny lyd i dansk punk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Særlig Mai Ulrikka Sydendal blev et undergrundsikon for de unge piger, der kom i Ungdomshuset. Hun var en markant kvindelig frontfigur, og dem var der ikke mange af. Man så op til hende, som man så op til Debbie Harry fra Blondie eller Kim Gordon fra Sonic Youth.

Personligt kan jeg takke hende for en meget lang fase med spraglede gamacher og masser af mislykkede forsøg på at lære at gå på høje hæle. Hun gik med farverigt tøj og højhælede sko, og hun ramte mig som en mavepuster, da hun skreg teksten til sangen ’Jeg går ikke i sort’: »Uniformen er begyndt at klø/ Min kreativitet den går på krykker/ Jeg rådner op, jeg er ved at dø/ Jeg går ikke i sort/ Farver klæder mig fint«.

Sangen fungerer stadig som en slags manifest. En påmindelse om, at man skal huske at skille sig ud, også blandt andre originaler. For Mai Ulrikka Sydendal var det en vigtig punkerklæring at bryde med den sorte uniform.

»Da jeg startede i bandet, gik jeg mere med sort og skreg meget, men så skete der et skift på et tidspunkt«, siger hun: »Jeg blev lidt træt af, at alt skulle være så ensartet, så jeg gik den modsatte vej og spillede på høje hæle. Det var mere punket end at være punker. Det var en måde at skille sig ud og provokere på«.

»Pigerne henvendte sig også rigtig meget til dig. De kom sgu ikke hen til os«, siger Simon Raun, og Peter Bonneman stemmer i: »Ja, endelig havde man et rockband, og så ville alle pigerne bare snakke med Mai«.

Et hit i udlandet

Musikalsk var Gorilla Angreb også noget særligt. De blandede sen 70’er-punk med rock’n’roll og surf tilsat Mai Ulrikka Sydendal og Peter Bonnemans tekster, der vekslede imellem dystopisk samfundskritik på sange som ’På patrulje’ og ’Soldat til leje’ og tegneserievold i ’Motorsavsmassakren’, et perfekt humoristisk turbopunknummer.

På trods af bandets opfindsomme danske tekster fik man også i udlandet øjnene og ørerne op for Gorilla Angreb, særlig efter at det amerikanske undergrundstidsskrift Maximumrocknroll satte Gorilla Angreb på forsiden. I 2005 og 2006 spillede bandet i 17 amerikanske byer på 12 dage og blev sidenhen booket i lande som Japan og Australien.

Appellen var enkel: Gorilla Angreb spillede punk, man kunne danse til. Ifølge en amerikansk booker havde ingen mennesker danset til en punkkoncert på hans spillested i 10-15 år, før Gorilla Angreb kom forbi. Mai Ulrikka Sydendal fortæller, at hun fik tilsendt gavepakker af japanske fans, flere måneder efter at de havde spillet i Japan.

»En af mine venner har fortalt mig, at der er en bar i Japan, hvor der er Gorilla Angreb på jukeboxen«, siger hun: »Det er lidt sjovt at tænke på«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En af mine venner har fortalt mig, at der er en bar i Japan, hvor der er Gorilla Angreb på jukeboxen

Og noget tyder på, at de hverken er glemt herhjemme eller udenlands. Tidligere på året blev Gorilla Angreb igen booket til to koncerter i Los Angeles, og i sommer spillede de deres første danske koncert i ni år i det nye Ungdomshus på Dortheavej. Nu gælder det Loppen. Og bandet er overraskede over den positive reaktion.

»Vi offentliggjorde koncerterne i april for at have god tid til at sælge ud. Men der blev udsolgt på 23 timer«, fortæller Mai Ulrikka Sydendal. »Vi var lidt bekymrede for ekstrakoncerten, men den blev udsolgt på 11 timer. Så vi glæder os til at se, hvem de nye i publikum er. Vi kunne allerede se i sommer, da vi spillede i det nye Ungdomshus, at der er kommet et nyt publikum til, som er nogle af de helt nye unge, der har hørt vores musik uden at have set os dengang«.

Gorilla Angreb. 23. sept., 30. sept. og 1. okt. Loppen, Kbh. K.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce