Tilman O’Donnell står og kigger ud over korpset af kongelige balletdansere. Helt atypisk sidder de ned med et nodestativ foran sig og ligner mest af alt et orkester med ham som dirigenten. Kun antallet af drikkedunke, veltrænede lemmer og turnerede fødder vidner om dansernes noget mere fysiske hverdag, når der normalt springes og laves piqué i træningssalen på Det Kongelige Teater.
Yderst i flokken sidder Alba Nadal. Ryggen er rank og skulderbladene blottet i den stramme trikot. Tilman O’Donnell dirigerer hende i gang, ikke med at danse, men med at fremsige en sætning hentet fra den franske filosof Alain Badiou. Så knipser alle danserne unisont fire gange, inden de hæver armene i en bue over hovedet og sænker dem langsomt igen. Bagerst klinger Stephanie Sahlgren rytmisk på en triangel, mens Sebastian Kloborg trutter i et lokkekald. »The time. Our time (...)«, reciterer danserne i kor. »(...) is the time for a third stage«.
