Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Kilde: Ritzau

Scene

Den Kongelige Ballet peger fremad og forsøger at ramme bredt og nutidigt

Balletten får langt om længe nye værker på programmet og ser med denne sæson ud til at finde balancen mellem nyt og gammelt.

Scene

Den Kongelige Ballet rækker ud efter nye værker frem for kun at have fødderne positioneret i de uundværlige klassikere eller trippe i George Balanchines neoklassiske fodspor. Godt!

Det har de længe trængt til på Kongens Nytorv, hvor balletmester Nikolaj Hübbe de seneste mange år har tegnet sæsonen ved som iscenesætter og koreograf at tage livtag med den ene store klassiske ballet efter den anden, fra ’Napoli’ til ’Svanesøen’ – med imponerende gåpåmod og konsekvens, men ikke hver gang med den store succes. Det har alt i alt givet Balletten et solidt fundament at sætte af fra.

Til gengæld har det mest været overladt til kompagniets lille eksperimenterende ensemble Corpus at pege fremad. Nu skal de nye trin ind på kompagniets hovedarena som samlet udfordring. Og det er en lille udsøgt håndfuld engelske koreografer, der skal stå for fornyelsen.

Der er fortsat brug for de mere radikale udfordringer, selv om det er glædeligt, at de nye trin nu et rykket ind på kompagniets brede midterbane

En klar tone af nutid

Når nu de kongelige dansere er så exceptionelt gode til at fortælle historier, er det en glimrende idé at byde på to nye handlingsballetter, ’Alice i Eventyrland’, og ’Farlige Forbindelser’. Den første blev skabt til Royal Ballet i 2011 af en af nutidens mest fremragende koreografer, Christopher Wheeldon (kendt på Det Kongelige for en noget tam ’Tornerose’). Hans bud på ’Alice’ har ry for at have sin force som velfortalt, underholdende, flot scenograferet spectacle snarere end som hardcore koreografi. Men den skal nok favne et bredt familiepublikum med premiere i starten af december – befriende med en anderledes sort og syret historie i forhold til de senere års pastelsøde ’Nøddeknækker’.

Noget mindre profileret er Cathy Marston, men hun stod i sommer for en fængende, bredt favnende ’Lolita’ på Bellevue og laver nu en ny handlingsballet til Det Kongelige, hvor hun dykker ned i erotik for aristokrater, franske kniplinger og farlige intriger (tænk bare på Stephen Frears-filmen).

Det er den slags, et kompagni vokser af – at være med til at lave en helt ny ballet. Den mulighed får de også sammen med en anden stærk gengangerkendis på Det Kgl., Wayne McGregor, ligesom det unge talent Oliver Starpov får chancen for at prøve kræfter med et lille nyt værk.

Den moderne afdeling krones af hitnavnet Akram Khan, suppleret af den noget ældre favorit Jiri Kylian. ’Giant Steps’ lyder titlen på den aften i programmet, ganske håbefuldt. Nok er Balletten ikke på vej mod fremtiden med de rene stormskridt, men de sigter overbevisende mod at favne bredt og ramme en klar tone af nutid

Balance mellem nyt og gammelt

Men ingen sæson uden klassikere eller neoklassik. Der er repremiere på både Hübbes totalt udsolgte version af ’Svanesøen’ samt af den anden populære hvide ballet, den romantiske ’Giselle’. Ny er Balanchines funklende ækvilibristiske ’Juveler’, mens Bournonville for en kort bemærkning stikker hovedet frem i ’Konservatoriet’ og i et par pas de deuxer i den blandede kransekageanretning ’Ballet de luxe’ – for dem, som er til ballet med bravur.

Den Kongelige Ballet ser med denne sæson ud til at finde balancen mellem nyt og gammelt. Men her er det vigtigt, at det eksperimenterende ensemble Corpus er med til at pege fremad – deres planer er ikke specificeret i sæsonprogrammet. De har immervæk stået for den mest originale fuldtræffer i Hübbes cheftid: Christian Lollikes krigsballet ’I føling’. Der er fortsat brug for de mere radikale udfordringer, selv om det er glædeligt, at de nye trin nu et rykket ind på kompagniets brede midterbane.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce