Trappestige
»Når man modellerer i hånden, bliver alt lidt krøllet. Mens jeg former mine genstande, har tingene som regel deres rigtige størrelse.
Men det ler, jeg bruger, krymper 12-15 procent i ovnen, hvilket er ret meget. Derfor bliver det hele lige lidt for småt. Den skævvridning gør på en måde tingene mere troværdige, for vi vil gerne tro på dem som virkelige objekter. Stigens fejl og skævheder kompenserer vi uvilkårligt for inde i vores hoveder, når vi ser på den.
Det fascinerer mig, at vi har en evne til nærmest at tro mere på den her stige i ler, end hvis vi så på en rigtig stige. Den bliver på en mærkelig måde levende, og vi lægger mærke til den. Den får os til at associere og projicere vores egne erindringer ind i den.
Hvis der stod en rigtig stige, ville vi bare gå videre. Nu kigger vi lige en ekstra gang. Og så begynder den at blive poetisk og fortælle historier på grund af alle de fejl og mangler, den har.
Materialets skrøbelighed er jo også superinteressant. At lave noget så højt og tyndt er ikke specielt naturligt for ler. Det vil helst ned med tyngdekraften. Den står der som en høj, tynd, poetisk og klodset umulighed.
Guide til Art Week: Til lands, til vands og i armhulenStigen kunne være alles. Det er en klassisk ting at have på et atelier. De fleste objekter, jeg har skabt til denne udstilling, er valgt på baggrund af fotografier, som forskellige kunstnere fra hele verden har sendt mig af ting fra deres atelierer. Det er objekter, som de bruger i deres hverdag, eller som inspirerer dem på den ene eller den anden måde.
Min grundlæggende idé med denne udstilling var at skabe et slags metaatelier. Et fiktivt sted, hvor hvert objekt refererer tilbage til en specifik samtidskunstner og derfor også fortæller om hans eller hendes måde at tænke og arbejde på«.
Spilledåse
»Den tyske kunstner Jonathan Meese har bl.a. sendt mig billeder af tre spilledåser, der er en del af hans samling af mærkelige objekter.
De er ret underlige, de dåser. På den ene side er de sjove og søde. På den anden side er de lidt uhyggelige. Måske var det netop den dobbelthed, som fik mig til at vælge at lave dem.
Der er mange detaljer på spilledåserne, og de har været tidskrævende at lave. I det hele taget er alt, hvad jeg laver, typisk tidskrævende.
Jeg har svært ved at lave en enkel version af noget. Det var også min mening, at denne udstilling skulle været et overflødighedshorn af genstande. Det er en del af udstillingens æstetik.
Guide: Her er 10 fede ting du kan lave i weekendenHer er alle de obligatoriske ting, der er i en kunstners atelier: blyanter, sakse og lim, malergrej og terpentin, værktøj og bøger. Men der er også en stak af den amerikanske kunstner John Copelands vintage Playboy-magasiner og hans gamle økse.
Der er Wes Langs pibesamling. Michael Kviums udstoppede skade. Fryd Frydendals kameraudstyr. Og Søren Behnckes malerpaletter. Der er flere hundrede håndlavede objekter i mit fiktive atelier«.
Håndvask
»Håndvasken er en selvfølgelig og nødvendig genstand på et atelier.
Som oftest er den svinet godt til af maling og kaffegrums med mere. Min håndvask i ler er skæv og igen alt for lille.
Som det altid er med gamle håndvaske, er bundproppen faldet af og ligger ved siden af. Der ligger også et stykke klamt sæbe på den. Og en gammel, lidt sur tandbørste, hvis nu man får brug for at overnatte.
Da jeg først satte vasken op i galleriet, lagde jeg mærke til en sjov detalje ved den. Den ene hane er markeret på engelsk. Den anden på dansk. Det vil sige, at der står ’warm’ og ’kold’. Det afslører vist lidt, hvordan min hjerne fungerer, efter at jeg har boet en tredjedel af mit liv i udlandet«.
Kaffekop med blyanter
»Den amerikanske kunstner Richard Colman har sendt mig billeder af forskellige genstande fra sit atelier.
En af dem er denne her meget fine kaffekop med blyanter i. På siden af koppen står der ’Don’t bother me – I’m crabby’.
Ved at genfortolke de her objekter forsøger jeg i øvrigt at fortælle noget mere generelt om vores – ofte meget romantiske – forhold til kunstneratelieret som sted«.
Skumdimser
»Jeg udfordrer et galleripublikum noget med en installation som denne her, for folk har svært ved at lade være med at røre ved tingene. De skal lige sikre sig, at de virkelig er af ler.
De gule gummihandsker på gulvet får man lyst til at samle op og prøve at tage på.
Og de her grønlige skumdimser, som man bruger som fyld ved indpakning af ting, kunne man nærmest tænke sig at feje ned af bordet, selv om de egentlig er lavet af ler og en del af udstillingen.
Den slags skumfiduser er der vist ingen, der kan lide. Deres grønne farve er syg, og de er vildt irriterende, når man åbner en pakke, og de bare flyder ud over det hele.
På en måde skulle de egentlig bare forbydes!«.
fortsæt med at læse
