Æstetik. Fiskere i Sri Lanka sidder på pæle, så de ikke forstyrrer fiskene og dermed kan spidde dem med pinde. Billedet blev bragt i National Geographic i januar 1997.
Foto: Steve McCurry

Æstetik. Fiskere i Sri Lanka sidder på pæle, så de ikke forstyrrer fiskene og dermed kan spidde dem med pinde. Billedet blev bragt i National Geographic i januar 1997.

Udstilling

Steve McCurry: Fotografier kan ikke blive for smukke

Den amerikanske fotograf er ligeglad med, at hans billeder kan opfattes som for smukke, selv om de viser krig og fattigdom.

Udstilling

Se godt på billedet øverst af fiskerne, der sidder på pæle. Det er taget for 20 år siden i den lille by Weligama i Sri Lanka af den amerikanske mesterfotograf Steve McCurry.

Sidste år var jeg selv i Weligama. Da jeg gik langs kysten, havde jeg netop dette billede af Steve McCurry på min indre nethinde. Ville jeg være i stand til at fotografere en lignende situation, tænkte jeg.

Da jeg kom rundt om en bugt, så jeg pludselig fiskere sidde på pæle ude i vandet. Et næsten identisk motiv. Min glæde steg, men så gik alting lige pludseligt meget hurtigt. En mand kom styrtende imod mig, fordi han havde set det kamera, jeg havde i hånden.

Han krævede 20 dollar for, at jeg overhovedet kunne få lov til at tage et eneste billede. Hvad der tidligere var en traditionel måde at fiske på, var blevet gjort til en indbringende turistattraktion.

Jeg kommer til at tænke på min oplevelse, da jeg i fredags sidder over for Steve McCurry på Frederiksborg Slot i Hillerød, hvor Det Nationalhistoriske Museum netop har åbnet en udstilling med hans billeder.

Steve McCurrys øjne lyser venligt og imødekommende. Han slår en latter op, da jeg fortæller min historie.

»Really«, siger han og tilføjer, at han ikke havde hørt, at fiskerne i Weligama nu tager penge for at blive fotograferet.

'De fleste vil gerne fotograferes'

Steve McCurry er blevet verdenskendt for sine næsten ikoniske billeder af livet i Indien, Sri Lanka, Myanmar og andre lande i særligt Syd- og Sydøstasien. De fleste af hans billeder virker nærmest overrumplende på grund af de voldsomme farver, han altid får frem – kombineret med en nærmest perfekt komposition.

Men er det længere muligt at tage den slags billeder, som han er kendt for, spørger jeg, når verden de seneste år er blevet meget mindre, og der nu er så mange turister overalt, at selv fiskerne i Weligama er begyndt at tage penge for at blive fotograferet?

»I Indien vil alle se Taj Mahal, og alle turisterne tager dertil. Men jeg vil hellere besøge de små landsbyer i Indien eller gå ned ad en lille sidegade i Mumbai, så på den måde kan jeg stadig være alene«.

Vil det så sige, at du stadig kan tage de billeder, du ønsker?

»Jeg tror, det kommer meget an på den måde, du præsenterer dig på. Måske har de fiskere i Weligama troet, at du så ned på dem. At de for dig blot var en kuriositet. Min erfaring er, at de fleste mennesker faktisk gerne vil fotograferes. Men det kræver, at man først skaber en relation. Det kan være at smile eller sige en vittighed. Når der er etableret en gensidig følelse af, at man taler til hinanden som ligeværdige, så bliver de fleste faktisk ligeglade med, at man har et dyrt kamera om halsen, selv om de måske er fattige. Så bliver det centrale det liv, der udspiller sig i situationen«, siger Steve McCurry.

[foto-1]

Gode og dårlige dage

Og så dog. Selv en fotograf som Steve McCurry må acceptere, at der er gode og dårlige dage.

»Ud af ti mennesker, man møder, er der altid en eller to, som ikke vil fotograferes. Det må man bare finde sig i. Der er også dage, hvor lyset ikke er godt, eller hvor situationerne bare ikke er rigtige. Jeg ser sådan på det, at man nogle gange må arbejde sig igennem flere ikke så succesfulde situationer for at nå frem til de succesfulde«.

Han begyndte sin karriere som fotograf på en avis i sin hjemby Philadelphia. Men han ville se verden, og efter to år sagde han op. Herefter rejste han rundt i Asien, hvor han kom i kontakt med nogle folk, der tog ham med ind i det sovjetbesatte Afghanistan.

Som en af de første fotograferede han mujahediner, der kæmpede imod de sovjetiske styrker, og hans billeder vandt store fotopriser og gjorde ham til et navn. Men det var kun begyndelsen.

Senere fotograferede han en afghansk pige i en flygtningelejr i Pakistan med nogle helt usædvanlige og flotte grønne øjne.

Fotoet havnede på forsiden af magasinet National Geographic og blev et ikon på afghanske flygtninge. Andre af hans billeder fra Asien vandt priser i den prestigefyldte fotokonkurrence World Press Photo. Et år fik Steve McCurry hele tre førstepriser – en rekord, ingen andre foreløbig har slået.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad er det ved Asien, der drager dig så meget?

»Det, der interesserer mig, er mennesker, menneskelig opførsel – hvordan vi forholder os til hinanden. Alle mennesker laver stort set de samme ting. Det er måden, vi gør det på, der er forskellig. I Indien, Afghanistan, Myanmar og andre af disse lande foregår så meget lige foran øjnene på dig. Mennesker spiser, leger, sover. Det ser du ikke i New York eller i København«, siger Steve McCurry.

Aldrig mæt af indtryk

Steve McCurry planlægger sjældent særligt meget.

»Jeg går ud af mit hotel og går rundt på må og få. Ofte har jeg en oversætter med, men ellers er jeg alene«.

Han rejser cirka otte måneder om året, men føler aldrig, at han bliver mæt af indtryk.

»Tværtimod. Jeg får energi af at rejse«, siger den 65-årige Steve McCurry.

Hans dogme er, at hans billeder skal kunne stå alene. Han kalder sig for dokumentarfotograf, men det er sjældent, man for eksempel ser lidelse i hans billeder. Mange af hans billeder er taget i lande, der er ekstremt fattige. Alligevel har fattigdom aldrig været hans fokus. På den måde er hans billeder næsten som koncerter med Mozart: melodiske og behagelige.

Selv da Steve McCurry dækkede krigen i Kuwait i 1991, blev det de stærke farver og effektfulde farvekontraster, der dominerede hans billeder.

Kan billeder også blive for smukke?

»Når man tager et billede, er man nødt til at følge det, ens hjerte og mavefornemmelse siger en i forhold til at vælge den bedste måde at formidle historien på. Skal jeg vælge at fotografere i dårligt lys frem for i godt lys for at undgå at fortælle historien på en bestemt måde? Nej vel«, siger Steve McCurry og peger på et billede i udstillingshallen bag ham, som han har taget af en indisk bondemand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Han kom gående på en sti med sine køer. Han er i mine øjne en smuk mand. Han er formentlig ikke rig, men jeg tror, han har et godt liv. Hvis jeg ville, kunne jeg nok være gået med ham hjem til hans hus og have taget nogle billeder, der viste, hvor fattig han er. Men jeg kan lide det, han udstrålede, lige da jeg mødte ham«, siger Steve McCurry.

Han forstår pointen med, at billeder kan være for smukke, men det er ikke en kritik, han lader sig gå på af.

»Vi lever alle vores liv forskelligt. På samme måde tager fotografer billeder på forskellig måde. Jeg gør det på min måde. Så må andre finde ud af at gøre det på den måde, som de har lyst til det«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce