Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kugle. Den 25-meter store lyskugle, udført af James Turrell, skal være i en underjordisk katedrallignende sal. Projektet er budgetteret til 350 mio. kr. Skitser: Aros.

Kugle. Den 25-meter store lyskugle, udført af James Turrell, skal være i en underjordisk katedrallignende sal. Projektet er budgetteret til 350 mio. kr. Skitser: Aros.

Udstilling
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nyt kunstværk skal give ARoS-direktør »større kugler« end Louisiana

ARoS får en underjordisk katedral med en enorm lyskugle på 25 meter.

Udstilling
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kan det der virkelig være Erlend Høyersten? Jeg har læst, at han skulle være en kæmpestor mand fra Bergen med en klat snus under overlæben, klædt cirka som en sanger i et heavy metal-band og dekoreret med tunge smykker, herunder en enorm fingerring formet som et dødningehoved, ligesom den, der sidder på Fantomet, den maskerede tegneseriehelt fra Bengali.

Men ham her er bare klædt i blå jeans og en stribet lyseblå skjorte under en striktrøje med lynlås. Hans hår og skæg vokser temmelig vildt, men ellers forekommer denne udgave af Erlend Høyersten mig betydelig mere dagligdags end forventet.

Han møder mig i forhallen til ARoS, det aarhusianske kunstmuseum, som han nu i et år har været direktør for, og vi tager elevatoren op til hans kontor, hvor der hersker et passende kreativt rod. På en flipover er der tegnet nogle cirkler, som jeg tænker har noget at gøre med den planlagte udbygning af museet.

Det er den plan, vi skal tale om.

Selv om ARoS kun er godt ti år gammelt og hører til de største kunstmuseer i Nordeuropa, vil Erlend Høyersten udvide med en underjordisk fløj, der skal indeholde et stort galleri, nye magasiner og – ikke mindst – en sal af så imponerende dimensioner, at den kan rumme en gigantisk kugle fremstillet af den amerikanske kunstner James Turrell.

Hvor dybt er det, der skal graves, spørger jeg efter høfligt at have afvist hans tilbud om at ligge på sofaen. Selv har han sat sig i en magelig højrygget stol.

»35 meter«, svarer Erlend Høyersten. Det er lige så dybt, som Rundetårn er højt.

Skal man så kunne komme ind i Turrrells kugle?

»Ja, ja, har du ikke set videoen ...?«, siger han og springer hen efter sin bærbare Mac.

De har lavet en lille animeret film om projektet. Først ser man nogle af verdens mest pompøse bygningsværker: St. Paul’s Cathedral, Pantheon, Peterskirken osv. Der er tegnet cirkler ind i bygningerne, og man kan se, at kuglen på ARoS med en diameter på 25 meter bliver på størrelse med kuplen på Taj Mahal-mausoleet i Nordindien. Men dog ikke så stor som kuplen på Peterskirken.

Hvorfor laver du den ikke endnu større?

»Det er et praktisk spørgsmål. Men vi synes, 25 meter er ret godt«, siger Høyersten.

Kuglen ser ud til at svæve et stykke over gulvet, og en gangbro fører ind til en udsigtsplatform i kuglens indre, som vil blive svøbt i stærkt farvet lys af den type, James Turrell er kendt for. Og det vil formentlig få de besøgende til at miste fornemmelsen for tid og rum og alt, hvad der ellers forbindes med livet på Jorden. Det er ikke tilfældigt, at Høyersten kalder det her for en underjordisk katedral.

Det skal ligesom være en åbenbaring at træde ind i den kugle?

»Det kan det godt blive. Men måske vil det også virke skræmmende ... og samtidig tiltalende. Turrells ting er jo tit ekstremt smukke«, siger direktøren.

Altså, hvis du kommer på besøg og møder Gud på ARoS, er det en bonus. Så er det billigt for de penge

James Turrell er meget religiøs, ikke?

»Jo, han er jo kvæker«.

Er det så meningen, man skal finde Gud nede i kælderen?

»Altså, hvis du kommer på besøg og møder Gud på ARoS, er det en bonus. Så er det billigt for de penge«, griner Erlend Høyersten.

Synlighed, synlighed, synlighed

Men hvorfor skal vi have en udbygning af ARoS, når det nu allerede er et meget stort museum?

»Da jeg kom hertil, var ARoS en succeshistorie. Min opgave som leder var selvfølgelig at lave en ny succes oven i den eksisterende ...«, begynder Høyersten.

Og så følger et lille foredrag: Selv om de faktisk har brug for mere plads til lager og den faste samling, er udbygningen ikke et mål i sig selv, men et led i en større forretningsplan, som i 2017 – det år, hvor Aarhus er europæisk kulturby – skal løfte besøgstallet fra den nuværende halve million til trekvart million.

Hvilket vil gøre ARoS til landets mest besøgte museum. Et pænt stykke over landets andet store museum for samtidskunst, Louisiana, hvor direktøren hedder Poul Erik Tøjner.

Erlend Høyersten gentager sit slogan om, at ARoS er et »mentalt fitnesscenter«. Og det gælder om at bringe så mange som muligt i bedre mental form. Da Olafur Eliassons regnbue åbnede oppe på taget, strømmede folk til for at gå rundt og se Aarhus i skiftende kulører. Og Turrells lyskugle vil tiltrække lige så mange mennesker, er Høyersten ikke i tvivl om.

»Da regnbuen kom på plads, genererede den 200.000 besøgende. De ser selvfølgelig udstillingerne, når de nu er her, men kuglen og regnbuen er det, man kalder destinationsværker. Det er ligesom med michelinstjerner. Nogle restauranter rejser man til, fordi oplevelsen er enestående ...«.

Da regnbuen kom på plads, genererede den 200.000 besøgende. De ser selvfølgelig udstillingerne, når de nu er her, men kuglen og regnbuen er det, man kalder destinationsværker. Det er ligesom med michelinstjerner

Den nye synlighed – det ord bruger Erlend Høyersten flittigt – vil sikkert også gøre sponsorerne mere ivrige.

Men hvilken udstilling ville du ikke kunne lave med dine nuværende midler og rammer?

»For eksempel ville det koste 15-20 millioner kroner at lave en stor James Turrell-udstilling i fire-fem måneder. Efter udvidelsen vil det være muligt at skaffe den slags beløb, fordi man ønsker at være en del af denne historie«.

Forestillingen om en direktør

Høyersten rejser sig og går hen i den anden ende af kontoret og roder efter et eller andet. Han vender tilbage med noget nikotintyggegummi. Han er ved at vænne sig af med at bruge snus, oplyser han.

Du har heller ikke din dødningehovedring på mere. Hvor er den blevet af?

»Jeg tror, min kone støvsugede den op«.

Så det er ikke, fordi du har besluttet at skifte stil?

»Nej, altså, jeg har en masse andre ringe, men jeg gad ikke at tage dem på i dag ... Men dødningehovedet er væk. Jeg købte den ring i Italien, da jeg var blevet direktør for et af de store museer i Bergen. Jeg var kun 37 år. Jeg syntes, den var superfed, og så var det lidt en klassisk kliché, lidt memento mori: Nyd det, så længe det varer, ikke?«.

Erlend Høyersten bryder sig ikke om den konformitet, som efter hans opfattelse er udbredt i kunstverdenen.

»Den største succes, man kan få, er et kollegialt skulderklap. Men vi må udføre nogle greb. Vi må ud af vores egne tryghedszoner«.

Han proklamerede for et år siden, at han ikke ville følge den sædvanlige museumsopskrift på kolde og varme udstillinger – det med at blande sikre blockbustere med smallere, mere vanskeligt tilgængelige udstillinger. Han ville servere de varme blockbustere på en overraskende, en intelligent måde og de kolde og umiddelbart mindre publikumsvenlige udstillinger på en måde, så mange fik lyst til at se dem.

Kort sagt: Han ville overraske. Og han bryder sig slet ikke om udtrykket ’kolde udstillinger’.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Mange siger, at samtidskunsten er svær at forstå. Men hvis man går ud og siger, at det her er en kold udstilling, den er ikke for alle, så skaber man en form for eksklusiv skelnen mellem dem, som kan, og dem, som ikke kan forstå udstillingen«, siger Høyersten.

Mange siger, at samtidskunsten er svær at forstå. Men hvis man går ud og siger, at det her er en kold udstilling, den er ikke for alle, så skaber man en form for eksklusiv skelnen

Indtil videre har han mest vist det program, der var fastlagt af forgængeren, Jens Erik Sørensen. Undtagelserne er udstillingen ’Out of the Darkness’, hvor han har iscenesat en stribe af museets værker efter sit eget hoved. Og så den store udstilling med malerier af Michael Kvium, som slutter om et par uger.

»Vi ved, at Kvium kan trække et publikum. Det er klart, at vi ikke bare er idealister. Vi er også kynikere«, siger ARoS-direktøren og fremhæver den måde, den lange serie af små kvadratiske malerier er hængt op på – i en spiralformet installation. Det gør det til en usædvanlig Kvium-udstilling, synes han.

Du taler meget om originalitet, men Michael Kvium er noget af det mest fortærskede, jeg kan komme i tanke om. Og han er jo ikke nogen særlig tung kunstner set med internationale briller?

»Det er din påstand«, svarer Erlend Høyersten. »Kvium har mange fine kvaliteter. Og han passer til den kurs, vi ønsker at lægge«.

Bliver det et hurlumhejhus?

Michael Kvium var også en af den tidligere direktør, Jens Erik Sørensens, favoritter. Det var Jens Erik Sørensen, som realiserede Olafur Eliassons mægtige værk ’Your Rainbow Panorama’ på taget af ARoS.

Jeg antyder over for Erlend Høyersten, at det godt kan virke, som om han bare lægger sig i halen på forgængeren med en Kvium-udstilling som sit første initiativ og planen om en gigantisk lysinstallation i kælderen, fremstillet af en af Olafur Eliassons kunstneriske fædre.

James Turrell er ikke ligefrem en af tidens nyskabende kunstneriske skikkelser?

»Nej, men han er fortsat relevant. Og han er fortsat megastor«, siger Høyersten. »Han er blevet beskrevet som vor tids Michelangelo ...«.

Men hvorfor vælger du lige ham?

»Fordi han er perfekt. Efter min opfattelse skal vi bygge videre på ARoS. Vi skal ikke ændre retning. Det, som har været, skal ikke dø, og jeg skal ikke distancere mig fra det ... Men samtidig forstærker vi det, vi allerede har. Hvis vi om fem år har et ARoS, der sprækker i alle retninger, både kunstnerisk og arkitektonisk, bliver det bare forvirrende. Jeg er enorm tilhænger af evolution ...«.

Og du er tilhænger af mange besøgende, det er klart. Men risikerer du ikke at gøre ARoS til en forlystelsespark, når folk kommer for at se Aarhus gennem en regnbue eller miste balancen inde i en kugle af lys? Er du ude på at lave et kunstens hurlumhejhus?

»Nej, det skal vi på ingen måde lave. Vores vision er, at ARoS skal have appel. Vi skal nå bredt ud. Samtidig skal vi have integritet. Vi skal holde den faglige fane meget højt, ellers bliver vi sådan et hurlumhejhus, og så er der ingen forskel på os og et shoppingcenter eller lignende«, siger Høyersten.

Og han tilføjer: »Så bliver det meningsløst ...«.

Stram tidsplan

Og det er ikke, fordi han ikke har ideer til, hvad der skal fyldes ind på museets vidtstrakte areal, ud over den spektakulære Turrell-kugle. På lidt længere sigt har han planer om en kundskabspark og et galleri for den ultrasmalle kunst. Han vil vise yngre, men vigtige nordiske navne. Og i år bliver det blandt andet en stort anlagt udstilling af kinesisk samtidskunst, som skal trække folk ind.

Nu lyder der nogle hule brag ude fra pladsen foran ARoS. Erlend Høyerstens ser hen mod vinduet.

»Hvad har de gang i ...«, siger han. »Er de allerede begyndt at bygge?«.

Det er en styrke at have to kunstmuseer af den størrelse i Danmark. Så Tøjner er ikke en konkurrent. Men jeg får helt klart større kugler end ham

Det er de langtfra. Men han ville garanteret ønske, de var godt i gang, for tidsplanen er stram. De skal begynde at grave inden sommer for at blive færdige senest i efteråret 2017, fortæller Høyersten. Det er ret afgørende at nå det til kulturbyåret.

Der skal ikke meget forsinkelse til, før byggeriet smutter ind i 2018?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nej, det er klart ... Vi har en tight deadline, det har vi. Sådan er det«, siger han.

Officielt har han kun skaffet 100 af de 350 millioner kroner, som udvidelsen er budgetteret til. Han bliver tavs og fjern i blikket, da jeg spørger, hvor stort et beløb han er oppe på, uofficielt.

»Det vigtige er, at det er realistisk. Vi kan faktisk få det bygget på den tid«, nøjes han med at sige.

Handler det her ikke også om at få en større tissemand end Poul Erik Tøjner på Louisiana?

»Hæ hæ ... nej, det handler det ikke om. Det er en styrke at have to kunstmuseer af den størrelse i Danmark. Så Tøjner er ikke en konkurrent. Men jeg får helt klart større kugler end ham«.

Læs mere:

IBYEN

Ibyen guider:  Her er 20 af de bedste gratis oplevelser i København

Ibyen guider:  Hvor skal man spise is i København denne sommer? Her er 13 virkelig gode bud

Caféen Snacks & Blues på Guldbergsgade på Nørrebro i København.

Ibyen Cheap Eats:  Her er de 20 bedste serveringer i København, der gør dig mæt for max 100 kr.

Herman H.J. Lynges antikvariat på Silkegade i indre København er Skandinaviens ældste antikvariat.

Henrik Palle guider:  Her finder du Københavns bedste antikvariater

Ibyen klæder dig på:  Her er de bedste loppemarkeder i København


    Anmeldelser af forskellige madboder på Københavns nye madmarked Reffen på Refshaleøen. 

Få overblik:  Her er oversigten over alle Københavns madmarkeder

»Må man ta' hunden med sig ind i himlen...?«. Ibyen guider til byens bedste karaokedestinationer.

Den store karaoke-guide:  Hvad skal I synge? Og hvor? Ibyen og musikanmelderne guider

Der er masser af folkekøkkener i København. Vi guider til 9 af dem.

Spis billigt ude:   Her er 9 folkekøkkener i København

På Darcy's Kaffe i Blågårdsgade på Nørrebro er både kaffen og læsestoffet værd at komme efter.

Syv hyggelige boghandlere:  Her serverer de byens bedste læsestof til kaffen

På Restaurant Trio i Axel Towers er udsigten god, selv når man sidder på tønden.

Guide til Københavns tag­restauranter:  Her kan du spise, drikke og ... ja, tisse med en udsigt

Kafeteria på Statens Museum for Kunst
er bare én af byens nye forbedrede museumscafeer.

Guide:   Her er Københavns bedste museumscafeer