Kammeradvokaten kritiserer rektor i Penkowa-sagen

Glemsom. Rektor Ralf Hemmingsen kan ikke dokumentere, at han skulle have talt med en kontaktperson i Spanien.
Glemsom. Rektor Ralf Hemmingsen kan ikke dokumentere, at han skulle have talt med en kontaktperson i Spanien.
Lyt til artiklen

Kammeradvokaten retter i sin 700 sider lange rapport om Penkowa-sagen en skarp kritik af rektor Ralf Hemmingsens rolle i forbindelse med den fyrede hjerneforsker Milena Penkowas meget omtalte rotteforsøg.

Ralf Hemmingsen har sagt, at han har forsøgt at komme i forbindelse med et bestemt laboratorium i Spanien, der skulle have udført en stor del af de rotteforsøg, der indgik i Milene Penkowas første doktordisputats fra 2003.

Ingen dokumentation
Men rektor har ingen form for dokumentation af, at han overhovedet har været i forbindelse med en tidligere ansat hos den forsøgsvirksomhed, Milena Penkowa angiveligt samarbejdede med i Spanien.

Det betegner kammeradvokat Karsten Hagel-Sørensen som »kritisabelt«.

Hemmingsen har nemlig ikke haft problemer med at bogføre sine samtaler med en anden spanier, Milena Penkowas samarbejdspartner Juan Hidalgo, der stod for en anden del af rotteforsøgene.

Disse samtaler er, skriver Kammeradvokaten, »omhyggeligt dokumenteret«.

»Det ville således have været af stor værdi for KU (Københavns Universitet, red.) i forhold til politianmeldelsen (af Milena Penkowa, red.), hvis man i dag kunne henvise til, hvem der var talt med dengang. At der ikke ligger et samtidigt notat om dette forløb på sagen er også en påfaldende mangel i betragtning af, at RH's (Ralf Hemmingsens, red.) telefonsamtale fra samme periode med Juan Hidalgo om karakteren af samarbejdet med MP (Milena Penkowa, red.) er omhyggeligt dokumenteret«, hedder det i Kammeradvokatens redegørelse.

Rektors adfærd »kritisabel«
Kammeradvokaten kalder det derfor »kritisabelt«, at Ralf Hemmingsen ikke har taget notater af sine påståede telefonsamtaler til Spanien.

Han har nemlig notatpligt i en sådan situation.

»Dette er særligt uheldigt, når der henses til, at alt nu tyder på, at virksomheden i Spanien ikke har eksisteret«, skriver Kammeradvokaten.

Uforstående bestyrelsesformand

Heller ikke formanden for Københavns Universitets bestyrelse, Nils Strandberg Pedersen, kan forklare rektors manglende notater eller hans angivelige kontakt til et ikke-eksisterende firma i Spanien.

»Det har ikke kunnet belyses. Vi har kun rektors ord«, siger Nils Strandberg Pedersen.

På spørgsmålet om, hvorvidt der ikke er pligt til at tage notater i den slags situationer, svarede Strandberg Pedersen:

»Det er korrekt, at der er notatpligt i det offentlige system. Derfor er det også kritisabelt, at det ikke er sket«.

LÆS OGSÅ Universitetsledelse står til at gå fri af Penkowa-skandalen

Hans Drachmann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her