Regeringen bør smide betalingsringen i skraldespanden og sætte alt ind på et system med gps-baserede kørselsafgifter, såkaldt roadpricing. Det mener eksperter i trafikteknologi. »En betalingsring er samfundsøkonomisk spild af tid og penge. Roadpricing kan være fuldt implementeret inden for tre-fem år«, fastslår lektor Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet. Nye målinger fra DTU Transport viser, at satellitdækningen er forbedret så meget, at 97 procent af alle registrerede gps-positioner rammer med en nøjagtighed inden for 30 meter. Samtidig er udfaldene i systemet så få og korte, at man stadig entydigt kan se, hvor bilen har kørt. »Dermed er gps-teknologien præcis nok til roadpricing«, siger DTU’s ekspert på feltet, ph.d.-studerende Martina Zabic. Lille boks i bilen Rent praktisk vil der blive tale om en lille boks i bilen, der via gps-systemet sender oplysninger om kørslen til Skat. Et forsøg med 500 biler er allerede i gang i Nordjylland.
LÆS OGSÅ Borgmester om betalingsring: Det er en ommer
Eksperterne fremhæver, at roadpricing er langt mere retfærdigt end en betalingsring, fordi man betaler afgifter ud fra både trængsel og kørte kilometer –- og ikke bare, når man passerer bestemte punkter.
»En betalingsring vil ramme dem, der bor uden for ringen og ofte har ærinder inden for, urimelig hårdt. Og der vil stadig være kø på Køge Bugt-motorvejen. Roadpricing vil derimod skabe mindre trængsel overalt«, siger Harry Lahrmann.
Hertil kommer, at betalingsringen ikke vil have nævneværdig effekt på danskernes samlede CO2-udledning eller luftforureningen. Det vil et roadpricingsystem, fordi det reducerer den samlede trafik.
Skrinlagt af VK-regeringen
Indførelse af roadpricing blev skrinlagt af VK-regeringen, men den forbedrede teknologi får nu de radikale, SF og Enhedslisten til at kræve, at Danmark genoptager og sætter turbo projektet.


























