Når vi øger forbruget af antibiotika, gør vi flere og flere bakterier modstandsdygtige over for behandling. Dermed er der fare for, at vi i fremtiden ikke kan behandle for eksempel lungebetændelse og andre infektionssygdomme. Derfor skal læger så vidt muligt altid undersøge deres patienter, inden de udskriver en recept, så de er sikre på at bruge både den korrekte type og mængde medicin. Alligevel udskrev vagtlægerne i Region Hovedstaden sidste år 40.906 recepter på antibiotika alene på baggrund af telefonsamtaler. Det svarer til 30 procent af Lægevagtens samlede antal antibiotikarecepter, og det er alt for mange, mener Jørgen Rem, direktør for Lægevagten i Region Hovedstaden.
LÆS MERE Antibiotikaforbrug vokser trods advarsler
»Det her går imod vores regelsæt. Man udskriver ikke antibiotika i telefonen, medmindre der er tale om en sikker øjenbetændelse eller en sikker blærebetændelse. Det er stort set de eneste to tilstande, hvor vi kan acceptere at udskrive telefonrecepter«, siger han.
Halvdelen for urinvejsinfektion 20.537, altså halvdelen af de antibiotikarecepter, der i 2011 blev udskrevet på baggrund af en telefonsamtale, var faktisk til behandling af urinvejsinfektioner. Men også det tal er for højt, for man kan ikke altid over telefonen afgøre, om sviende vandladning skyldes en urinvejsinfektion eller noget andet, siger Jørgen Rem. I Region Midtjylland har man udskrevet 42.362 recepter på antibiotika over telefonen i 2011, svarende til 43 procent af det samlede antal recepter på antibiotika. »Når man ser på de her tal, må man sige, at der er plads til forbedring«, siger formand for lægevagtsudvalget i regionen Karsten Rejkjær Svendsen.


























