Nedtur. Siden i torsdags har Fernanda på grund af sin skrøbelige  psykiske tilstand ikke været ude af sit værelse på Reden International. Hun har opgivet kampen, men nu kæmper andre for hende.
Foto: Miriam Dalsgaard

Nedtur. Siden i torsdags har Fernanda på grund af sin skrøbelige psykiske tilstand ikke været ude af sit værelse på Reden International. Hun har opgivet kampen, men nu kæmper andre for hende.

Danmark

Fernanda skal sendes hjem til et land, hvor de slår transkønnede ihjel

Transkønnede Fernanda Milán er ikke længere velkommen i Danmark.

Danmark

Sidst den transkønnede menneskerettighedsaktivist Fernanda Milán mødte Politiken, var ansigtet pudret, øjnene malet, og læberne glossede, og hun omtalte sig selv som en smuk kvinde.

Denne onsdag, da hun kommer op ad trappen på Amagerbro metrostation, er hendes underansigt dækket af sorte skygger fra den skægvækst, hun siden puberteten har forsøgt at bekæmpe med hormoner, voks og makeup.

»Jeg vågnede op i morges grædende. Jeg kan ikke kæmpe mere«.

LÆS OGSÅ

Hun løfter de mørke Ray Ban-solbriller op og forsøger at stoppe tårerne, der flyder fra de mørke, hævede øjne.

Hun har fået afslag på asyl, og om fem dage (mandag morgen) skal hun sendes tilbage til Guatemala.

Det er den visse død. Ikke bare ifølge Fernanda. Men også konklusionen i en lang række rapporter om transkønnedes forhold i det mellemamerikanske land, hvor gennemsnitsalderen for transkønnede ifølge en rapport fra marts i år blev anslået til at være 25 år.

Bare i løbet af sommeren er fire transkønnede kvinder blevet dræbt i Guatemala.

Pistol for tindingen
Fernanda flygtede fra Guatemala til Danmark i 2009. Hun er født i en mands krop, men har lige siden hun var helt lille følt, at det var forkert, og at hun reelt er en kvinde.

Allerede som 14-årig begyndte hun at tage kvindelige kønshormoner hjemme i Guatemala.

I hjemlandet blev Fernanda flere gange truet at det lokale politi, ikke kun fordi hun er transkønnet, men også fordi hun har været aktiv i menneskerettighedsorganisationer, der kæmper for de transkønnedes rettigheder.
LÆS OGSÅ


Efter at politiet mødte op på hendes mors adresse, hvor hun skjulte sig, og truede hende med en pistol for tindingen med beskeden om, at hvis ikke hun holdt mund, så ville aftrækkeren blive trykket i bund næste gang, valgte Fernanda at flygte.

»Risikoen for, at hun bliver slået ihjel, er overhængende. Det er der ingen tvivl om«, siger Henrik Rønsbo fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre og ekspert i centralamerikanske forhold.

Sidste kampdag
Det er det, Fernanda kæmper for ikke at skulle tilbage til – en kamp, hun har viet en sidste dag til at kæmpe, og Politiken har fået lov at følge med.

Om syv timer, klokken 16, slutter hendes lange kamp for at få asyl i Danmark. Der skal hun holde afskedsfest på Reden International, hvor hun har boet næsten halvandet år, siden hun blev fundet på et bordel i Jylland under en politirazzia.

Et bordel, hun var endt på, efter at hun flygtede fra flygtningecentret Sandholm, hvor hun ifølge sin egen forklaring var blevet voldtaget på den mandefløj, hvor hun var blevet placeret.

LÆS OGSÅ

»Det er derfor, jeg ikke har nogen blonde venner, de kan ikke finde vej«, siger hun grinende og knipser, mens blonde Stine Larsen fra T-Refugee Project, en støttegruppe oprettet for at hjælpe Fernanda, tager hende en kæmpe omvej rundt på Amager i København, mens de leder efter den bygning, hvor en af dem, der har støttet hende i hendes kamp for at få asyl, bor.

Hun skal hen for at tage afsked og til en samtale om, hvad der skal ske, når flyet på mandag lander i Guatemala City. Bare få minutter efter kæmper hun igen for at holde tårerne tilbage.

»Jeg vil have et værdigt liv«, siger Fernanda.

»Det er ikke noget liv, hvis jeg skal gemme mig i et land, der ikke accepterer mig for den, jeg er, resten af mit liv«.

Fra svag optimisme til total håbløshed
Dagens andet møde foregår på Christianshavn i København. Her skal Fernanda møde en fra komiteen Flygtninge under Jorden. Hun håber på, at de kan hjælpe hende med at få genåbnet sin asylsag.

På den korte strækning fra dagens første møde til Christianshavn når stemningen flere gange at ændre sig fra svag optimisme til total håbløshed.

Og da døren ind til det lille mødelokale i et af Christianshavns gamle skæve huse lukker sig bag Fernanda og en kvindelig medarbejder fra Flygtninge under Jorden, har Fernanda et smil på læben, der står i stærk kontrast til de mørke, triste øjne.

»Det er slut, der er ikke mere at gøre«, siger hun og falder sammen på en betonklods på Christianshavns Torv. Hun krummer ryggen ind over knæene og støtter hovedet med hænderne. Tårerne begynder at danne små mørke pletter på lårene af de lyse jeans.

»De kan ikke hjælpe mig med at genåbne min sag. Den kælling. Hun forstod ingenting«.

»Hvorfor er der ingen, der kan hjælpe mig? Hvad har jeg gjort for at fortjene det her?«. Hurtigt rejser hun sig op.

»Jeg hader den her ynkelige person, jeg er blevet. Jeg kan slet ikke genkende mig selv«.

»Jeg trænger til kaffe. Og smøger«.

»I gør mig tryg«
Hun går målrettet mod kaffebaren på det modsatte hjørne af krydset.

På en hemmelig adresse et sted på Sjælland gør Fernanda klar til at sige farvel til personalet på Reden International.

»Jeg er så imponeret over det stykke arbejde, I gør. I har fået mig til at føle mig tryg for første gang«. Her drukner Fernandas stemme.

Der er helt stille i det lille lokale med cirka 20 fremmødte kvinder. Alle med hovedet vendt mod dagens hovedperson. Ingen rører den kage, chips og slik, som bordet er dækket op med. Fernanda kigger stille rundt på sin lille afskedsfest og smiler.

»Og nu må I godt holde op med at kigge på mig«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce