Tine Lindhardt bliver ny biskop på Fyn

4. november får Danmark sin tredje kvindelige biskop.

Danmark

Det blev som ventet den 54-årige sognepræst Tine Lindhardt, der skal afløse Kresten Drejergaard som biskop over Fyns Stift, når han fratræder med udgangen af oktober 2012.

Da stemmesedlerne i den afgørende valgrunde var talt op tirsdag eftermiddag i bispegården i Odense, lå det fast, at Tine Lindhardt havde fået 927 stemmer, mens hendes modkandidat provst Peter Lind måtte nøjes med 466 stemmer.

Den 3. kvindelige biskop i Danmark Tine Lindhardt bliver den 3. kvindelige biskop i Danmark og den første kvindelige biskop på Fyn.

Hun har et godt indirekte indblik i bispeembedet, idet hun er gift med tidligere Roskilde-biskop Jan Lindhardt. Det er første gang i folkekirkens historie, at en person, der er gift med en tidligere biskop, selv bliver biskop.

Men det er ikke noget, der gør den store forskel, mener hun selv.

»Selvfølgelig ved jeg noget om, hvad det vil sige, at være biskop, og jeg har også hørt nogen sige, at det er en fordel for mig, men på den anden side. Da jeg blev præst, var der ikke andre i min familie, der var præster, og det gik jo alligevel«, siger hun til Ritzau.

Bliver bispeviet 4. november

Tine Lindhardt var generalsekretær i Det Danske Bibelselskab indtil 2010, hvor hun blev præst ved Fredens Kirke i Odense.

I 2009 var hun kandidat ved bispevalget i Københavns Stift, hvor hun blev slået ud i første valgrunde.

Tine Lindhardt siger til Ritzau, at hun ser det som sin 'absolut vigtigste opgave' som biskop sammen med menighedsråd og præster at arbejde for, at kristendommen bliver ved med at være en selvfølgelig del af det danske samfundsliv og den enkelte danskers liv.

»Der er tegn på, at kirke og kristendom ikke længere i samme grad er en naturlig tradition, som tidligere. Det er i højere grad blevet et valg, og det kræver en anderledes måde at være kirke på«, siger Tine Lindhardt.

Den nye biskop over Fyns Stift bliver bispeviet i Odense Domkirke den 4. november.

Ved tirsdagens stemmeoptælling, var der ud af de 1.564 stemmeberettigede 1432 der afgav deres stemme. Stemmeprocenten lå således på 91,56 procent.

ritzau

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce