SVÆRT. Fernanda Milan har været i Danmark i to år. Det ikke så ligetil som hun havde håbet på. (arkivfoto)
Foto: MIRIAM DALSGAARD

SVÆRT. Fernanda Milan har været i Danmark i to år. Det ikke så ligetil som hun havde håbet på. (arkivfoto)

Danmark

Fernanda fik asyl: At være transkønnet i Danmark er langt fra ren lykke

Den ’happy ending’, Fernanda Milán håbede på, har lange udsigter.

Danmark

»Endelig retfærdighed«.

Sådan tænkte Fernanda Milán, da hun for to år siden fik ophold i Danmark efter en sej kamp med Flygtningenævnet, der først afviste hendes ansøgning men senere blesluttede at lade hende blive i landet efter massivt politisk pres.

Hun er flygtet fra Guatemala, hvor flere transkønnede er blevet slået ihjel de seneste år, og hvor statslige autoriteter ifølge internationale menneskeretsorganisationer har været involveret i seksuel vold og drab på mennesker, der har skiftet køn.

Ingen 'happy ending'

Hun kæmper lige nu sammen med Dansk Flygtningehjælp og LGBT Asyl for at få ophold til malaysiske Suryani Mahmood, der står til udsendelse om en uge.

LÆS ARTIKEL

Men selvom hun brændende ønsker, at Suryani Mahmoods skæbne kan blive som hendes egen, skal en malaysiske kvinde ikke regne med en 'happy ending' her i Danmark, siger Fernanda Milán.

For et liv som transkønnet, farvet, udenlandsk kvinde her i landet er langt fra så godt, som hun havde håbet på.

»Danmark har et image ude i verden som et frit og progressivt land, hvor der er fuld ligestilling mellem kønnene, minimal racisme og meget gode vilkår for homoseksuelle og transpersoner. Men det er ikke sandheden. Desværre«, siger Fernanda Milán.

Hun er glad og taknemmelig for at være i et land, hvor hun ikke risikerer at blive slået ihjel for at være den, hun er. Men den måde, hun bliver behandlet i sin hverdag som udlænding, fattig, flygtning, kvinde og transkønnet, gør hende vred og ked af det, fortæller hun.

Som når mænd siger til hende, at de »altid har drømt om at være sammen med en transkønnet latina«. Når hun bliver spurgt af fremmede, om hvordan hendes kønsorganer ser ud. Eller når en mand stopper op og kigger indgående på os, da vi sidder og taler sammen på en trappesten ved Kødbyen i København og nægter at gå, selvom vi beder ham om det flere gange.

»Han kan se, at jeg er anderledes. Han føler, han har lov til at intimidere mig og se ned på mig. Sådan er vilkårene for os transkønnede kvinder hver dag. Det er komplekst. Og det er svært«, siger Fernanda Milán.

To måder at eliminere transkønnede

Da hun kom til Danmark fra Guatemala i 2009, blev hun placeret på mandefløjen i flygtningelejren Sandholm, fordi hendes papirer fra hjemlandet sagde, at hun var en mand. Her blev hun voldtaget adskillige gange, fortæller hun.

Hun flygtede og endte på et bordel i Jylland, hvor hun blev fundet af Reden International, der arbejder for handlede kvinder.

I dag bor hun på Østerbro, søger job inden for teaterverden, hvor hun håber at kunne bruge sin uddannelse i drama, og hun går to eftermiddage om ugen i sprogskole for at lære dansk.

Det, hun bruger flest kræfter på, er dog den terapi, hun får for at kunne håndtere posttraumatisk stress syndrom, depression og den fysiske ubehag, hun har fået i kroppen af et liv med talrige overgreb.

»Jeg prøver at finde ud af, hvem jeg er. Men der er så mange ting, der er svære at håndtere«, siger Fernanda Milán.

Hun blogger ivrigt om handlede kvinder og transkønnedes rettigheder, for hendes mål er at få mere fokus på den manglende ligestilling, hun og hendes medsøstre oplever.

»Der er ingen steder i verden, hvor forholdene for transpersoner er optimale. Jeg tror, det er svært for mennesker at forstå, hvad en transperson er. Men det er egentlig meget simpelt: Vi er mennesker som alle andre, men vi har nogle andre personlige udfordringer, fordi vi ikke identificerer os med de kroppe, vi er født i. Det kunne være så rart, hvis vi bare fik lov til at være end el af samfundet på lige fod med alle andre«.

Fernanda Milán kigger ud i luften. Tomt og længe. Hun rynker brynene, da hun igen ser på mig.

»Der er to måder at eliminere transkønnede kvinder som mig«, siger hun.

»I vores hjemlande, dræber de os hurtigt og fysisk. I lande som Danmark dør vi langsomt indeni, fordi vi er marginaliserede i samfundet«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce