Skød to mænd i hovedet med kaliber 38

Lyt til artiklen

To tidligere straffede medlemmer af Bandidos-støtteklubben Support X Team vil blive jaget af politiet julen over og betegnes som farlige. De to er efterlyste og mistænkes for at være gerningsmændene bag et mordforsøg i forbindelse med en fodboldfest i Hvidovre. Natten til søndag 9. december blev to festdeltagere skudt med en kaliber 38 revolver på få meters afstand. Den ene blev ramt midt i panden, og den andens kranium blev strejfet af en patron. Trods udbredt frygt for gengældelse fra rockere er det nu lykkedes for Hvidovre Politi at få en række vidneforklaringer og dermed større overblik over begivenhederne ved fodboldklubben FC Mums julefrokost: Under festen kom tre rockersupportere i 'Tattoo-trøjer' først i klammeri med andre deltagere på et toilet. De tre var end ikke inviteret af nogle af de 80 medlemmer af fodboldklubben for tidligere misbrugere, og vagtfolkene skred ind og skilte parterne ad. De tre uindbudte bodybuildede typer blev placeret ved et bord for sig selv i det mindste festlokale på Risbjerggaard på Hvidovrevej. Alligevel kom det til et nyt sammenstød, og så gik det stærkt: Kaliber 38 Klokken kvart i fire om morgenen rejste en af de tre, formentlig den 20-årige Martin Ilievski, sig op og skød to gange op i loftet med en kaliber 38 revolver. Derefter løb de tre ud ad en nødudgang, der tidligere var blevet åbnet for at få frisk luft til julegæsterne. Inde i festlokalet havde de 300 festdeltagere ikke fantasi til at forestille sig, at der blev skudt med skarpt. Man troede det var gaspatroner, og to festdeltagere spurtede efter de tre rockertyper. Politiet mener, at Martin Ilievski og den 25-årige Igor Stojanovski derefter vendte sig om side mod side, og først skød mod muren for derefter at affyre to skud mod hovederne på de to forfølgere. Det er formentlig Martin Ilievski, der affyrede skuddene. Den ene patron trængte ind under ansigtshuden på den 27-årige forfølger ovenfor øret og fløjtede af sted mellem huden og kraniet inden den gik ud igen bag øret. Den 25-årige blev ramt direkte i panden. Udenfor livsfare Den 27-årige blev lagt i respirator på Rigshospitalet og var umiddelbart uden for livsfare. Lægernes troede først, at den 25-årige ville dø. Men efter nogle dage kom han op at sidde og er ligesom den 27-årige blevet afhørt. De kunne dog ikke bidrage væsentligt til sagens opklaring, fordi 'slaget' havde skadet den umiddelbare korttidshukommelse. »En kaliber 38 revolver svarer stort set til en ni-millimeter pistol. Derfor er det helt fantastisk heldigt og lidt af en solstrålehistorie, at de klarede den«, siger vicekriminalinspektør Niels Kjøller fra politiet i Hvidovre. Ilievski har postregisteradresse hos sin mor. Stojanovski har folkeregisteradresse i Support X Teams klublokaler på Mosevej nr. 9 i Ballerup. Politiet har ransaget lokalerne »fra kælder til kvist« uden at finde bevismateriale. Til gengæld har de konstateret, at Stojanovski har boet i lokalerne. Support X Team Support X Team blev dannet efter fredsaftalen mellem Hells Angels og Bandidos i 1997. Medlemmerne bliver brugt som vagter ved Bandidos-arrangementer og ifølge Rigspolitiets seneste rapport om organiseret kriminalitet varetager de i »betydeligt omfang den konkrete udførelse af kriminelle handlinger« for Bandidos. Sidste år var der 20 strafafsonere med tilknytning til Bandidos i danske fængsler. »At skyde mod sagesløse er trods alt for dumt til, at det giver respekt i rockermiljøet. Alligevel har de som rockerrelaterede et stort netværk og kan være gemt i rockerborge over hele landet«, siger vicekriminalinspektør Niels Kjøller. De efterlyste kommer fra kristne familier fra det tidligere Jugoslavien. Men de skal ikke regne med en fredelig jul. 12 betjente har været sat på sagen, og jagten vil fortsætte julen over af hensyn til ofrene. »Selv om de to bedste vidneforklaringer er anonyme, og ikke vil kunne indgå i en retssag, så står vi med en god sag, og skal nok få fat i de to før eller siden,« siger Niels Kjøller.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her