I Børnehusene Kokkedal har man fokus på at indrette institutionen og hverdagene så drenge og piger kan være drenge og piger på forskellige måder. ARKIVFOTO
Foto: Joachim Adrian

I Børnehusene Kokkedal har man fokus på at indrette institutionen og hverdagene så drenge og piger kan være drenge og piger på forskellige måder. ARKIVFOTO

Danmark

I Kokkedal kan spiderman også være en pige

I børnehusene Kokkedal arbejder man hver dag med køn i institutionens pædagogik. Drengene skal føle sig ligeså velkomne ved perlepladerne, som pigerne skal føle sig ved fodbolden. Det kræver faglighed og fokus at arbejde med vores forståelse af køn, siger institutionens områdeleder.

Danmark

'Lige muligheder for dig' står der på en lille planche klistret op i hjørnet af Regnbuestuen. En lille pige planter sin pegefinger på en tegning og siger: »Det er en politimand« hun flytter fingeren til billedet lige ved siden af »Og det er en politidame«.

»Det er nemlig rigtigt« siger stuens pædagog, Ann Mari Ulnits Lieberkind, som sidder på hug bag hende »En politibetjent kan nemlig ligeså godt være en dame«.

Hos Børnehusene Kokkedal forsøger man hele tiden at have et kritisk blik på faste forestillinger om forskellen på drenge og piger. Arbejdet foregår i det små, og er ikke altid til at se med det blotte øje.

Udviklingsprojektet hedder 'et attraktivt arbejdsfelt for alle' og er støttet af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

Hvis vi kun har mænd i skovmandsskjorter, som altid tænder bålet på legepladsen, så skaber vi jo ikke kønsdiversitet

Institutionens pædagoger har været på kurser i en såkaldt normkritisk tilgang til pædagogik og man har forsøgt at rekruttere pædagoger som er forskellige på både køn og interesser.

»Hvis vi kun har mænd i skovmandsskjorter, som altid tænder bålet på legepladsen, så skaber vi jo ikke kønsdiversitet. Vi skal i stedet have mænd og kvinder, som ser ud på alle mulige måder. Og så skal vi tænke diversitet i alder, etnicitet, religion og så mange parametre som muligt« siger Kristina Avenstrup, områdeleder for Børnehusene Kokkedal.

Plads til alle

Tilbage ved Regnbuestuens morgensamling sidder børnene i en rundkreds og er ved at være færdige med at sige godmorgen til hinanden.

»Hvad dag er det i dag?« spørger Ann Mari ud til rundkredsens afventende blikke. Alle ugens dage nævnes i kor med ivrige børnestemmer, indtil der breder sig en enighed om ordet mandag.

En magnet med ordet mandag bliver sat fast på tavlen bag rundkredsen før der tages fat på fællessangen. Lille Peter edderkop får flere af børnene til at løfte armene i en begejstret imitation af en kravlende edderkop.

»Jeg så den flotteste spiderman kjole i weekenden« siger Ann Mari med entusiastisk stemmeføring, da sangen er slut.

»Jeg har også spiderman tøj« lyder det fra en af de nærmeste drenge, »også mig« istemmer en pige og kigger ned på sin trøje, som dog ikke er prydet med spiderman lige i dag.

Ann-Mari stikker sine arme frem i spiderman stilling og laver actionlyde, mens hun skyder imaginære spindelvævstråde ud i rummet. Hele børnegruppen griner og imiterer hendes bevægelser med armene rettet mod hinanden.

»Måske har Lars også en spiderman kjole« siger Ann Mari og sender et spørgende blik mod Lars Møgeltopt Olsen, som er i praktik på stuen. Lars sidder i rundkredsens udkant og griber et barn på vej ud, mens han hæver skuldrene og siger:  »Ja måske«.

»Neeej« siger et par børn i kor og ryster på hovederne.

»Hvorfor nu ikke det?« spørger Ann Mari og slår ud med armene »Lars kunne da godt have sådan en spiderman kjole på. Jeg gad godt have den i hvert fald«.

Nogen lever op til normerne og det er jo fint. Der skal ikke tages plads fra dem for at kunne gives plads til andre, som måske udlever deres køn på en anden måde

Stuens pædagog Ann Mari Ulnits Lieberkind er en del af ambassadør gruppen på områdeinstitutionen. Ambassadørene mødes og deler viden om køn og pædagogik, og stiller sig til rådighed for resten af medarbejderne, når de bliver i tvivl om den praktiske betydning.

»Nu sidder det jo efterhånden nogenlunde på rygraden hos hele medarbejder gruppen. I starten var der lidt forvirring om, hvad det var vi ville med det. Nogle spurgte; jamen betyder det, at piger ikke må være piger og drenge ikke må være drenge.

Det er jo bestemt ikke hensigten. Vi skal have plads til alle, og ikke stoppe børnene i noget. Men vi skal have fokus på ikke at ekskludere børn gennem stereotype forestillinger« fortæller Ann Mari om institutionen politik.

Den samme opfattelse af køn som et nulsumsspil kan kønssociolog Cecilie Nørgaard nikke genkendende til. Hun arbejder selv med institutioner med lignende projekter.

»Det handler jo ikke om at skabe nye normer, men at udvide dem der er. Så det er ikke noget med, at man ikke må være på en bestemt måde. Nogen lever op til normerne og det er jo fint. Der skal ikke tages plads fra dem for at kunne gives plads til andre, som måske udlever deres køn på en anden måde« siger hun.

I stedet for at sige; kom så tøser eller kom drenge, så prøver jeg at sige; kom venner.

»Kom venner«

Børnehusene Kokkedals politik kommer til udtryk i små ændringer. Nogle stuer har byttet om på, hvad mor og far laver i børnesangene, så far strikker og mor hugger brænde. Flere har også taget et kritisk blik på de bøger og legetøj, som institutionen har.

»Jeg prøver for eksempel, at tænke over, hvordan jeg adresserer børnene. I stedet for at sige; kom så tøser eller kom drenge, så prøver jeg at sige; kom venner. Og så tænke over, at jeg ikke kun henvender mig til pigerne når vi skal lege med perleplader for eksempel, men sørger for at alle føler de kan være med på lige vilkår«, siger Ann Mari Ulnits Lieberkind om sit daglige arbejde med Regnbuestuens børn.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Områdeleder af Børnehusene Kokkedal, Kristina Avenstrup, ligger også vægt på pædagogernes funktion, som leder og rollemodeller for projektet.

»Børn kan aflæse normer fra de er meget små. De forstår godt, at man kan være sit køn på en forkert måde.

»Det er ikke nødvendigvis den samme, der er bedst til fodbold, som altid skal sætte spillet i  gang. For via pædagogens relationer vil det så være nogle bestemte børn, der søger mod spillet. Hvis man i stedet en gang i mellem sætter den samme pædagog til at styre kage- eller tegneprojektet, vil man måske få trukket de børn med til den aktivitet« siger hun.

Kønssociolog Cecilie Nørgaard mener, at mange institutioner utilsigtet indretter deres institutioner så drenge og piger søger mod forskellige lege og aktiviteter. Med farver og placeringer i institutionerne får børnene hurtigt en opfattelse af at noget er til drenge og andet til piger.

»Børn kan aflæse normer fra de er meget små. De forstår godt, at man kan være sit køn på en forkert måde. Så når man siger, jamen drengene kan da bare lege med dukker, hvis de vil - så kan de ikke bare det. Vi er nødt til at arbejde med de koder der er, og sørge for at madlavningslegetøjet for eksempel ikke alt sammen er lysrødt. For så kan drengene godt aflæse, at her er der tale om pigelegetøj« siger hun.

Konstant fokus

»Det er ikke nødvendigvis den samme, der er bedst til fodbold, som altid skal sætte spillet i  gang. For via pædagogens relationer vil det så være nogle bestemte børn, der søger mod spillet. Hvis man i stedet en gang i mellem sætter den samme pædagog til at styre kage- eller tegneprojektet, vil man måske få trukket de børn med til den aktivitet« siger hun.

Kønssociolog Cecilie Nørgaard mener, at mange institutioner utilsigtet indretter deres institutioner så drenge og piger søger mod forskellige lege og aktiviteter. Med farver og placeringer i institutionerne får børnene hurtigt en opfattelse af at noget er til drenge og andet til piger.

»Børn kan aflæse normer fra de er meget små. De forstår godt, at man kan være sit køn på en forkert måde. Så når man siger, jamen drengene kan da bare lege med dukker, hvis de vil - så kan de ikke bare det. Vi er nødt til at arbejde med de koder der er, og sørge for at madlavningslegetøjet for eksempel ikke alt sammen er lysrødt. For så kan drengene godt aflæse, at her er der tale om pigelegetøj« siger hun.

Vi havde en tendens til at give de mandlige pædagoger opgaverne der skulle ordnes på legepladsen, mens vi i højere grad satte de kvindelige pædagoger til at ordne de indendørs

Kønssociolog Cecilie Nørgaard fortæller, at der synes at være en tendens til, at pædagoger i forskellig grad hjælper børnene med ting de små hænder kan have svært ved på daglig basis.

Pigerne forventes at være mere deltagende og selvhjulpne, mens drengene i højere grad får snøret sko og lynet lynlåse. Det forsøger Børnehusene i Kokkedal også at være opmærksomme på, sammen med arbejdsfordelingen mellem pædagogerne.

»I arbejdet med ledelsesgruppen nåede vi frem til, at vi havde en tendens til at give de mandlige pædagoger opgaverne der skulle ordnes på legepladsen, mens vi i højere grad satte de kvindelige pædagoger til at ordne de indendørs som tøjvask og småting i køkkenet. Så vi handlede jo alle sammen stereotypt« fortæller områdeleder Kristina Avenstrup.

Hun fortæller også, at projektet kræver konstant opmærksomhed, for ikke at falde tilbage til de stereotyper, som ligger på rygraden.

Det samme fortæller Regbuestuens pædagog Ann Mari Ulnits Lierberkind, om omstillingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi møder jo de stereotype fremstillinger alle steder, så de kan komme til at snige sig ind. Men jeg bliver bedre og bedre til at gribe dem inden jeg når at sige det højt. Og nu hvor vi medarbejderne imellem har et fælles sprog omkring det, kan vi også bedre rette hinanden uden, at det bliver en løftet pegefinger« fortæller hun.

Børnehusene Kokkedal har både udgivet en bog og udviklet app'en 'Normvrideren' for at dele ud af deres viden og erfaring med køn i pædagogik.

silja.thogersen@pol.dk

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce