Foto: Martin Lehmann

Danmark

Højesteret går imod byret og landsret: Bandemedlem får ubetinget udvisning af Danmark

Højesteret udviser et medlem af Loyal To Familia. Han har barn og kæreste i Danmark.

Danmark

Et 30-årigt medlem af banden Loyal To Familia (LTF) har torsdag fået samfundets røde kort i form af en ubetinget udvisning med indrejseforbud i seks år.

Det er netop blevet afgjort ved Højesteret, der dermed går imod, hvad både by- og landsretten mente.

Her vurderede man, at en ubetinget udvisning ikke kunne komme på tale, blandt andet fordi manden kom til Danmark som fireårig som statsløs palæstinenser fra Libanon.

Ved Østre Landsret blev han idømt otte måneders fængsel og en betinget udvisning for to tilfælde af trusler mod vidner og et tilfælde af afpresning. Højesteret behandlede dog udelukkende spørgsmålet om udvisning.

Her lagde man vægt på hans lange cv med forskellige domme. Foruden denne sag har han hele 14 straffesager på samvittigheden. De handler om alt lige fra tyveri og vidnetrusler til grov vold og våbenbesiddelse.

Barn uden betydning

LTF-medlemmet har et barn og er i fast forhold. Retten mente dog ikke, at det var nok til, at det ville være i strid med menneskerettighederne.

Man hæftede sig også ved, at mandens tilknytning til LTF, »der blandt andet i kraft af en alvorlig konflikt med rivaliserende bander med indbyrdes drab og drabsforsøg, har skabt betydelig utryghed i offentligheden«, skriver Højesteret.

Ekstraordinært fik anklagemyndigheden tilladelse til at gå helt til tops i retssystemet med sagen.

Kan få betydning for andre sager

Det er specialanklager Anne Risager, der har ført sagen. Og netop dommens bemærkninger om forbindelsen til en bande kan formentlig smitte af på andre sager i retssystemet om eventuel udvisning af bandekriminelle, mener hun.

»Højesteret har sagt, at det er en faktor, som kan tillægges vægt, når kriminaliteten er begået i tilknytning til medlemskabet. Så selvfølgelig kan dommen få betydning«, siger Anne Risager.

Hun understreger, at der skal tages hensyn til en række forskellige faktorer, når en domstol skal afgøre, om en udenlandsk statsborger skal udvises eller ej.

Da den aktuelle sag var til vurdering i landsretten, var den lige på vippen. De seks dommere delte sig i to lige store fløje. Når stemmerne står lige, bliver resultatet det, der er gunstigt for den tiltalte.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce