En 28-årig kvinde er fredag eftermiddag som den første i Danmark sigtet efter det maskeringsforbud, der under stort palaver trådte i kraft 1. august. Det bekræfter Nordsjællands Politi.
Episoden skete i butikscentret Hørsholm Midtpunkt, hvor kvinden med niqab kom op at toppes med en anden kvinde ved en rulletrappe i centret. Kvinderne skubbede til hinanden, og der opstår tumultagtige scener, hvor niqabben blandt andet bliver revet af den ene kvinde. Politiet understreger overfor Politiken, at intet tyder på, at tumulten opstod på baggrund af, at den ene kvinde havde niqab på.


























