Meget tyder på, at det er en tom trailer, der er blæst af et godstog og var skyld i en alvorlig togulykke på Storebæltsbroen onsdag morgen.
Det vurderer Bo Haaning fra Havarikommissionen.
»Man kan se derude, at der ligger en trailer, som er væltet eller blæst af godstoget og ind i InterCity-toget. Om den har ramt toget foran eller i siden, ved vi ikke, siger Bo Haaning, der er havariundersøger og befinder sig på ulykkesstedet.
Ulykken har kostet seks mennesker livet, mens 16 andre er blevet kvæstet.
Politiet fik besked om ulykken klokken 07.35 onsdag. Siden har politi, redningsfolk og andre myndigheder - heriblandt Havarikommissionen - arbejdet på stedet.
Mangler fuldt overblik
Der kan gå både uger og måneder, før Havarikommissionen har fået det fulde overblik over ulykken.
»Noget tyder på, at godstraileren har været tom. Men det er vi ikke helt sikre på. Vi er stadig i gang med at indsamle data om ulykken. Så hvorfor det er sket, kan jeg desværre ikke sige noget om endnu, siger Bo Haaning.
På trailerne bliver gods fra lastbiler hægtet på togene ved hjælp af anhængere. Det er tilsyneladende en trailer uden gods, der altså er væltet eller blæst af.
Godstoget var på vej fra Sjælland til Jylland med ølflasker for Carlsberg.
Firmaet DB Cargo Scandinavia stod for godstoget.
Det fortæller kommunikationsdirektør Jan Wildau fra DB Cargo, der er ejet af Deutsche Bahn AG.
Toget var på vej fra Høje Taastrup til Carlsbergs bryggeri i Fredericia.
»Toget kører med tom emballage til tapperiet, siger Jan Wildau.
Havarikommissionen undersøger ulykken. Formålet er at finde ud af, hvad der er sket. Desuden vil der blive lavet en rapport om, hvorvidt man kan komme med anbefalinger, der kan forhindre lignende ulykker i fremtiden.
ritzau
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter