Når 11-årige Lea Moalem skal cykle til og fra skole, tager hun ofte en omvej. På vejen mellem hendes hjem og den jødiske friskole Carolineskolen på Østerbro i København står nogle ’arabere’ og hænger op ad en væg, og tænk, hvis de kunne finde på at råbe efter hende?
I dag får hendes 5. klasse besøg af 6. klasse fra den muslimske friskole Al-Hikma Skolen på Sydhavnen. Besøget er kulminationen på et brobyggerforløb, de to klasser gennemfører over fem dage. Forløbet er arrangeret af Foreningen Brobyggerne og har til formål at uddanne eleverne i samtale, demokrati og konfliktløsning.




























