Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Røde partier forventer Støjberg-kommission

Justitsminister Nick Hækkerup vil fredag orientere om regeringens planer for en undersøgelse af den såkaldte Støjberg-sag.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mens Inger Støjberg bringes i spil som Venstres kommende næstformand, barsler regeringen med en dybdegående undersøgelse af hendes rolle i sagen om ulovlig adskillelse af unge asylpar.

Partilederne fra rød blok og justitsminister Nick Hækkerup mødes fredag til en orientering om de præcise rammer for den kommende undersøgelse.

Og spørger man regeringens støttepartier, er den klare forventning, at mødet ender med, at der bliver nedsat en egentlig kommission, der kan afhøre sagens nøglefigurer.

»Jeg forventer, at mødet munder ud i en kommissionsundersøgelse. Det vil vi, Radikale Venstre, SF og Alternativet gerne have. Derfor går det i den retning«, siger Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund.

Forventningen er den samme hos Radikale Venstre.

»Det er helt efter planen, at vi skal mødes for at få besluttet at nedsætte en kommission, der skal undersøge denne her sag«, siger Sofie Carsten Nielsen, der er næstformand for Radikale Venstres folketingsgruppe.

Adspurgt, om hun forventer, at man træffer beslutningen i morgen, svarer hun:

»Ja, for det er noget, vi er enige om, og det er vi også blevet enige om blandt partierne for længe siden. I virkeligheden længe før valget blev udskrevet – nu er der så flertal«.

Så det bliver en kommission?

»Jeg kan ikke se andre muligheder overhovedet. Det, regner jeg stærkt med, er det, vi kommer frem til. For vi vil have sagen undersøgt til bunds, og der skal være mulighed for vidneudsagn. Og det eneste redskab, vi har i værktøjskassen på nuværende tidspunkt, er en kommission«, siger Sofie Carsten Nielsen.

Efter kritik fra Folketingets Ombudsmand og en række afsløringer i Politiken er tidligere udlændingeminister Inger Støjberg blevet skarpt kritiseret for at have tvangsadskilt unge asylpar på landets asylcentre i strid med loven. Støjberg har afvist, at hun blev advaret, inden den ulovlige adskillelse fandt sted.

I en sms til Politiken skriver hun følgende:

»Det er jo ude af mine hænder, hvilke undersøgelser et rødt flertal eventuelt vil igangsætte. Jeg har allerede redegjort for forløbet om indgrebet mod barnebrude i talrige samråd og i hundredvis af svar til Folketinget, ligesom der har været en ombudsmandsundersøgelse. Hvis der kommer endnu en undersøgelse, så vil jeg naturligvis også svare på alle spørgsmål én gang til i den forbindelse«, skriver Inger Støjberg.

Det har været uvist, om sagen skulle kulegraves ved hjælp af en advokatundersøgelse eller en kommissionsundersøgelse, hvor der kan afhøres vidner i form af centrale embedsmænd og Støjberg selv.

Regeringens støttepartier har længe gjort det klart, at de ikke vil stille sig tilfreds med en advokatundersøgelse.

»SF ønsker en kommission. For os er det meget principielt. Man skal som minister overholde loven, og man skal kunne stole på det, ministeren siger. Her er der en mistanke om, at en minister har givet en ulovlig instruks, og præcis derfor er sagen vigtig at få undersøgt«, siger SF’s retsordfører, Karina Lorentzen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Nick Hækkerup.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden