Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen

Region Hovedstaden bruger 2,7 procent af driftsmidlerne på it. I landets øvrige regioner er udgiften mellem 1,7 og 2,0 procent.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sundhedsplatformen koster 770 sygeplejersker i Region Hovedstaden

Region Hovedstadens udgifter til it er langt højere end de andre regioners. Forklaringen er især Sundhedsplatformen.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Region Hovedstaden ville have råd til at ansætte 770 sygeplejersker mere, hvis ikke regionen skulle betale ekstraordinært høje udgifter til Sundhedsplatformen og andre it-systemer.

Regionen Hovedstaden har markant højere udgifter til it-drift end de andre fire regioner, fremgår det af en konsulentrapport, som Sundhedsministeriet, Finansministeriet og Danske Regioner har fået udarbejdet.

Hvis Region Hovedstadens udgifter lå på samme niveau som de jyske regioners – 1,7 procent af regionens samlede driftsudgifter – ville Region Hovedstaden have 460 millioner kroner ekstra at gøre godt med. For de penge ville regionen for eksempel kunne ansætte 770 flere sygeplejersker.

Det får dog ikke regionsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) til at anbefale, at man udskifter Sundhedsplatfomen for at få penge til flere sygeplejersker.

»Det ville være dejligt med flere sygeplejersker, men de sygeplejersker vil ikke kunne skabe bedre sammenhæng i behandlingen og hjælpe patienterne bedre på vej, hvis ikke de har et it-system, som kan hjælpe dem«, siger hun.

Venstres medlem af regionsrådet, Martin Geertsen, som også er sundhedsordfører for partiet i Folketinget, mener, at det er utilfredsstillende med så høje udgifter til Sundhedsplatformen.

Det er ikke godt nok

»Vi skal ikke have højere udgifter til it end de andre regioner, hvis vi ikke får mere ud af det, og det ser ikke ud til, at vi får det i øjeblikket. Det er ikke godt nok. Det må regionen arbejde videre med at forbedre, og det vil være naturligt, om vi tager en runde om det i regionsrådet«, siger han.

Dyr leverandør

Rapporten, der sammenligner de fem regioners udgift til it-driften, er bestilt af Sundhedsministeriet, Finansministeriet og Danske Regioner, og den er udarbejdet af konsulentfirmaerne Struensee & Co. og Deloitte.

Konsulenterne har opgjort regionernes samlede udgifter til it-drift til 3 milliarder kroner om året. I de enkelte regioner udgør udgiften mellem 1,7 og 2,0 procent af de samlede driftsudgifter »med én undtagelse«: I Region Hovedstaden udgør udgiften 2,7 procent af driftsudgifterne.

»Som årsag til de ekstrahøje udgifter angiver Region Hovedstaden blandt andet ekstraordinært fokus på drift og support af Sundhedsplatformen«, skriver konsulenterne.

De noterer samtidig, at løsningerne fra det amerikanske firma Epic, som har leveret Sundhedsplatformen, »typisk har en relativt set høj pris«.

Endelig påpeger konsulenterne, at it-systemerne skal understøtte de samme opgaver i alle regionerne, nemlig det at drive hospitalerne, men de har valgt at løse opgaven »væsentlig forskelligt«. De anbefaler derfor, at regionerne prøver at samordne deres it-løsninger.

Formand: Udgifter vil stige

Jacob Rosenberg, der er medlem af regionsrådet for Liberal Alliance og i det daglige arbejder som overlæge og professor på Herlev Hospital, mener, at rapporten bekræfter, at Sundhedsplatformen bør udskiftes.

»På bundlinjen står der, at hvis man kan reducere it-udgiften til det jyske niveau, ville man frigive mere end 400 millioner kroner, som man kunne bruge til bedre patientbehandling, bedre pleje og kortere ventetider. Det ville være meget bedre for patienterne«, siger han.

Martin Geertsen (V) mener ikke, at tiden er inde til at udskifte Sundhedsplatformen.

»Hvis der er rationale for at skifte it-systemet i det østlige Danmark ud, så er jeg ikke forlovet med noget it-system. Men man skal forinden vide, hvad konsekvensen og udgiften vil være. Umiddelbart mener jeg, at det er for stor en mundfuld at gabe over«, siger han.

Konsulentrapporten er sendt til medlemmerne af regionsrådet, og den kan derfor indgå i de aktuelle forhandlinger om regionens budget for 2020, mener Sophie Hæstorp Andersen. Selv mener hun dog ikke, at it-udgifterne er for høje.

»Spørgsmålet er, om de er høje nok. Vi kan jo se i rapporten, at alle danske regioner har lave it-udgifter sammenlignet med andre lande. Og hvert år, når vi forhandler budget, er der ønsker om, at vi skal investere mere i it«, siger hun.

Du er ikke utilfreds med de høje udgifter?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det, jeg er utilfreds med, er, at vi har en masse medarbejdere, som ikke mener, at de har tid nok til patienterne, fordi it-systemet er tidsrøvende for personalet«.

Bør I have en udgift til it, der er på niveau med de andre regioners?

»Nej, ikke nødvendigvis. Vi skal sørge for at få mere sundhed ud af vores it-investeringer. Jeg forventer ikke lavere udgifter til it«.

Har I i dag et bedre it-system end de jyske regioner?

»Nej, jeg mener ikke, vi har et bedre system, men vi har et andet system«.

Får I nok ud af pengene?

»På nuværende tidspunkt bruger vi mange penge både på billed-it og på at forbedre Sundhedsplatformen, og her er vi ikke i mål endnu«, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden