Det var ude af proportioner at betale 11 millioner kroner for fire pensionerede cirkuselefanter, mener V-formand Jakob Ellemann. Aftalen er dybt ansvarlig, siger fødevareminister Mogens Jensen (S).

Ellemann om prisen for elefanter: »Det er fuldstændig ude af proportioner. Det er fire dyr, vi taler om«

Med den nye dyreværnslov bliver det forbudt at lade blandt andet elefanter optræde i cirkus. Derfor er det også slut med at se Ramboline i Cirkus Trapez, hvor elefanten her havde sin sidste forestilling 23. september sidste år. 
   Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Med den nye dyreværnslov bliver det forbudt at lade blandt andet elefanter optræde i cirkus. Derfor er det også slut med at se Ramboline i Cirkus Trapez, hvor elefanten her havde sin sidste forestilling 23. september sidste år. Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det er skudt over målet at betale 11 millioner offentlige kroner for at sikre fire cirkuselefanters pensionstilværelse.

Det mener Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der i sin tid som miljø- og fødevareminister længe kæmpede for at få løst sagen med fire cirkuselefanter, der bliver tilovers som følge af Folketingets forbud mod vilde dyr i cirkus.

»Det er fuldstændig ude af proportioner. Det er fire dyr, vi taler om«, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Han understreger, at han har al mulig sympati for, at de fire elefanter skal behandles ordentligt.

»Det er nogle stakkels dyr og nogle dejlige dyr. Men det er der godt nok mange andre dyr, der også er. Jeg synes, det er mange penge«, siger han.

I den såkaldte dyrevelfærdspulje er der i år afsat 9 millioner kroner, hvoraf de 2,4 millioner kommer fra indtægter fra Landbrugslotteriet, mens de resterende penge er afsat på finansloven for 2019.

Gennem vinter- og forårsmånederne lå Jakob Ellemann-Jensen som miljø- og fødevareminister i åben krig med Cirkus Arena om prissætningen for cirkuselefanterne, som Arena ejede tre af. På Dansk Folkepartis initiativ blev der på finansloven for 2019 afsat 7 millioner kroner til køb af de tilsammen fire elefanter, hvoraf de tre i de senere år har optrådt i Cirkus Arena, mens den sidste har optrådt i Cirkus Trapez med base i Sønderjylland.

Tab på 39,8 millioner kroner

Ifølge en korrespondance mellem Cirkus Arena og Miljø- og Fødevareministeriet, som Politiken er i besiddelse af, argumenterede Cirkus Arena i foråret for, at lovindgrebet ville betyde et samlet tab på 39,8 millioner kroner over de næste fem år. I en mail til ministeriet dateret 8. marts skrev turnéchef Klaus Jochumsen, at der efter Cirkus Arenas opfattelse »skulle findes 9,5 mio. mere for at få tingene til at falde på plads«.

Ellemann mener, at Cirkus Arena forsøgte at presse citronen økonomisk, og bemærker, at det var cirkusforretningernes egen beslutning at sætte elefanterne i karantæne allerede i 2019-sæsonen, selv om forbuddet mod cirkuselefanter endnu ikke er trådt i kraft.

Den tidligere minister nævner, at det var vigtigt at bruge tid på at få skruet en holdbar løsning sammen, som både tilgodeså elefanternes fremtid, deres ejere og en holdbar juridisk ramme.

»Den skulle også sikre, at jeg ikke lige pludselig som minister havde fire elefanter stående nede på parkeringspladsen. Tingene skulle jo hænge sammen«, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Ændringen af dyrevelfærdsloven, som kommer til at forbyde cirkuselefanter, bliver fremsat på torsdag.

Aftalen om statens køb af de fire cirkuselefanter faldt i hak i slutningen af august efter en forhandling mellem miljø- og fødevareminister Mogens Jensen (S) og cirkusdirektørerne. Efter mødet fandt den nye minister fire ekstra millioner kroner på sit driftsbudget til elefantkøbet. Efterfølgende fik han fuld tilslutning til den manøvre fra samtlige partier i Folketinget, herunder fra Venstre.

Efter en udbudsrunde er elefanterne blevet overdraget vederlagsfrit fra staten til Knuthenborg Safaripark, som er ved at bygge et stort elefantanlæg.

Pasning og pleje

De ekstra millioner skulle dække pasning og pleje af elefanterne i ventetiden før forbuddets ikrafttræden.

»Jeg forstår godt, at cirkus siger, at hvis der er stor politisk opbakning til det, så kan vi ikke have de vilde dyr og elefanterne med rundt i cirkus. Det er baggrunden for, at de opstalder dem. Den politiske deal er, at at vi siger, at vi forbyder det, men vi medvirker til at tage et ansvar for de her elefanter«, siger Mogens Jensen.

Mogens Jensen betegner den indgåede aftale som »dybt ansvarlig« i en situation, hvor vilde dyr i cirkus bliver forbudt, og to cirkusforretninger står med elefanter med en formodet lang ’restlevetid’.

»Selvfølgelig hjælper man i den situation. I forhold til cirkus, i forhold til den situation, de står med, når elefanterne ikke kan optræde. Men først og fremmest sikrer du elefanterne en god pensionstilværelse«, siger Mogens Jensen.

Ellemann betegner det som »dygtigt arbejde« af Dansk Folkeparti at få cirkuselefanterne med på finansloven for 2019.

»Det var interessant at have fire dyr specifikt på finansloven. Det er lidt utraditionelt. Jeg er med på, at det er store, interessante, eksotiske og fantastiske dyr. Det er slet ikke det, jeg anfægter. Men det er ikke de eneste dyr i riget, der har det svært«, siger han.

Nye standarder

Gennem det seneste år har Dyrenes Beskyttelse både ind- og udadtil argumenteret kraftigt for at få sendt de pensionerede cirkuselefanter til Knuthenborg. I ventetiden, der er berammet til otte måneder, betaler Dyrenes Beskyttelse for udgifter til foder, pasning, opstaldning og en udefold i Cirkus Arenas vinterområde Cirkusland ved Slagelse.

Ifølge direktør Britta Riis fra Dyrenes Beskyttelse er det fortroligt, hvad organisationen betaler for pasningen af elefanterne. Den samlede pris for køb af elefanterne betegner hun som »høj«.

»Vi synes også, at det er mange penge, og det kan også være, at det er rigeligt. Vi har haft en diskussion af det i vores bestyrelse, fordi vi også selv skulle ind og lægge yderligere midler«, siger Britta Riis.

Hun nævner, at et bestyrelsesmedlem havde gjort gældende, at der for eksempel er rigtig mange marsvin, som sidder i meget små bure, som har det lige så dårligt som de fire elefanter.

»Hertil er svaret, at ja, det er der, men vi skal også hjælpe elefanterne. Der kan vi ikke lade økonomien afgøre, om vi hjælper de her elefanter«.

Men man kunne redde mange marsvin for 11 millioner kroner?

»Det kan man, men vi skal også redde elefanterne. Clouet i det er, at vi nu har haft en mulighed for at få lukket ned for vilde dyr i cirkus en gang for alle. Der er 11 millioner kroner et lille beløb«, siger Britta Riis.

Hun nævner, at det kommende anlæg på Knuthenborg vil kunne bruges som et godt eksempel på, hvordan standarden for elefanthold kan hæves andre steder.

»Vi kommer til at sætte en ny standard for hold af elefanter. Hvordan anlægget skal være, hvor stort skal det være, hvor meget aktivering skal der være i det og så videre. Det vil Knuthenborg til at sætte en ny standard for. Fra Dyrenes Beskyttelse kommer vi til at markedsføre det på europæisk niveau«, siger Britta Riis.

Kristian Klarskov

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her