Bedre parkering ved stationerne. Både for almindelige jernheste og for el-cykler.
Det kommer cykelpuljen i finansloven for 2020 især til at handle om. Regeringen er sammen med SF, Enhedslisten, Alternativet og de radikale blevet enige om, at pengene skal styrke sammenhængen mellem cyklisme og kollektiv transport.
Finansloven kommer med 50 millioner kroner og en enkelt betingelse: De kommuner, der vil have penge fra puljen, skal selv medfinansiere halvdelen af deres projekter. Dermed kommer landets cyklister til at få forbedringer for 100 millioner kroner.
Partierne håber, at puljen i år kan være med til at flette cykling og kollektiv transport bedre sammen, så det bliver attraktivt at tage tog eller letbaner med en sikker parkeringsplads til cyklen på strækningen mellem hjemmet og stationen eller på det sidste stykke frem til jobbet eller studiet.
Cyklen gavner målene om grøn mobilitet
Det er der gode takter i, mener transportminister Benny Engelbrecht (S).
Så fint kan det gøres: Cykelparkeringen ved Københavns Universitet på Amager har fået stor ros.
»Det er sundt for os alle hver især og for CO2-udledningen, når vi lader bilen stå og vælger cyklen til«.
Den radikale transportordfører Andreas Steenberg ser cyklen som et universalmiddel, når det gælder de internationale problemer: »Verden har tre store udfordringer: Overvægt, trængsel og klima. Cyklen løser alle tre ting«.
Alternativets transportordfører Susanne Zimmer lægger ikke skjul på, at hendes parti gerne havde set flere penge sat af til fremme af cykeltrafikken. Henning Hyllested fra Enhedslisten hæfter sig ved, at støttepartierne og regeringen fremhæver cyklismen som en væsentlig del af den grønne omstilling.
»Den kan komme til at spille en lagt større rolle end den gør i dag, hvis vi gør plads til cyklen i sammenhæng med den kollektive transport«, mener Anne Valentina Bertelsen, der er transportordfører for SF.
Politisk satsning på cykelforbedringer virkede
Tidligere cykelpakker har vist sig at have en positiv effekt for cykeltrafikken, viser en analyse af en aftale i 2009 om grøn transportpolitik. Projekter, der udsprang af den aftale, fik flere til at benytte nye cykelruter og lokkede nogle trafikanter ud af bilerne og op på cyklen i stedet.
Men samtidig viser tallene, at cykeltrafikken overordnet set er for nedadgående. Billigere biler, trængsel på de store byers cykelstier og utryghed som følge af dårlige vejforhold kan alle være med til at skræmme folk fra at tage cyklen.