Fra 500 kroners bøde til ubetinget fængsel. Sådan lyder en af de skærpelser af straffene for corona-relateret kriminalitet, som regeringen torsdag vil fremsætte i et lovforslag.
»Vi har kunnet konstatere, at der begås kriminalitet, som er helt grotesk i forhold til den situation, vi står i. For eksempel at der er folk, som stjæler værnemidler eller håndsprit på hospitaler, som virkelig undergraver muligheden for at bekæmpe sygdommen. Ligesom der har været tilfælde, hvor der er nogle, som har udgivet sig for at være sundhedspersonale og på den måde været i stand til at lave tricktyverier hos ældre mennesker«, lyder begrundelsen fra justitsminister Nick Hækkerup (S), der satser på, at loven vedtages på tirsdag.
Regeringen har på forhånd flertal for stramningerne, da både DF og Venstre bakker op. Støttepartierne er mindre sikre, men også SF’s retsordfører, Karina Lorentzen, forventer, at SF kan bakke op.
»Vi skal have nærlæst forslaget, men jeg er enig i, at der skal gribes hårdt ind over for dem, som bruger covid-19 til at begå kriminalitet for egen vindings skyld«, siger hun.
Af en notits fra Justitsministeriet fremgår en række eksempler på, hvordan forslaget vil virke i praksis.
Hvis en person stjæler håndsprit fra for eksempel et apotek eller et hospital til en værdi af i alt 200 kroner, vil det i dag som udgangspunkt skulle sanktioneres med en bøde på 500 kroner; nemlig mindstebøden efter straffelovens paragraf 287.
»Med lovforslaget forudsættes det, at der fremover for en sådan overtrædelse som udgangspunkt vil skulle udmåles en kortere fængselsstraf, der som udgangspunkt bør være ubetinget«, lyder det i notitsen.
Et andet eksempel er to personer, der begår tricktyveri ved uberettiget at få adgang til et privat hjem for eksempel under påskud af at være fra sundhedsmyndighederne og skulle vejlede en borger om covid-19 – hvorved der stjæles værdier for i alt 1.500 kr. fra hjemmet. Et sådan tilfælde vil i dag medføre en påstand fra anklagemyndigheden om cirka 40 dages fængsel.
»Med lovforslaget forudsættes det, at strafniveauet for en sådan lovovertrædelse som udgangspunkt vil skulle være omkring 80 dages fængsel, der som udgangspunkt bør være ubetinget«, lyder det.
Også erhvervsdrivende, der måtte give urigtige oplysninger og fuske med de hjælpepakker, som der er lavet for coronaramte virksomheder, vil fremover mærke hammeren falde tungere end straffeloven i dag lægger op til.
Hvis en erhvervsdrivende med urigtige eller vildledende oplysninger får udbetalt støtte svarende til 1 million kroner, vil det som udgangspunkt med de nuværende regler udløse en fængselsstraf på 1 år.
»Med lovforslaget forudsættes det, at der fremover for en sådan overtrædelse som udgangspunkt vil skulle fastsættes en fængselsstraf på 4 år«, lyder det fra Justitsministeriet.
fortsæt med at læse