0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Klar med 7 punkts plan: Sådan vil København skabe plads til flere børn

For at imødekomme frustrerede forældre har Københavns Kommune nu lagt en plan, der skal skabe flere pladser til børnene i daginstitutionerne.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mikkel Hørlyck
Foto: Mikkel Hørlyck

Kapaciteten i Københavns kommunes daginstitutioner er blevet halveret på grund af retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Københavns Kommune lancerer planen ’Sammen om byens børn’, der skal sikre, at flere børn kan komme tilbage i hovedstadens daginstitutioner.

»I morgen åbner alle daginstitutioner i kommunen med få undtagelser – og med alle de forholdsregler, Sundhedsstyrelsen har bedt os om at tage. Men vi kan se, at det ikke er nok. Der mangler ganske enkelt pladser. Der er meget store lokale udsving i, hvor mange børn der mangler plads. Nogle steder er der masser af pladser tilbage, mens vi andre steder ikke kan møde forældrenes behov tilstrækkeligt«, siger børne- og ungeborgmester Jesper Christensen (S).

I morgen vil der være 16.000 pladser, hvilket er 3.000 mere end sidste uge og 5.000 flere, end forældrene samlet havde meldt ud, at de havde behov for.

Efter første uge af genåbningen kan man se, at cirka en fjerdedel af alle de børn, der har meldt behov ind, ikke dukker op i institutionerne. Retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne er i forvejen en udfordring for alle kommuner, ikke mindst i hovedstaden, hvor der er rift om alle kvadratmeter i byen.

»Det er og vil også fortsat være en gradvis genåbning af kommunens dagtilbud, ligesom det er en gradvis genåbning af hele samfundet. Man skal huske på, at vores institutioner også er enormt forskellige i kommunen. Nogle vuggestuer er jo lejligheder på en 2. sal, mens andre er spritnye og langt lettere at kontrollere og måle op efter de nye regler«, siger Christensen.

En plan i syv punkter

Den nye plan indeholder syv punkter for arbejdet frem mod de næste genåbningsfaser.

For det første har de skærpede retningslinjer fra sundhedsmyndighederne betydet, at kapaciteten i de eksisterende institutioner er reduceret med 50 procent. Der er allerede indgået samarbejder med de almene boligforeninger om anvendelse af beboerhuse, med større kulturinstitutioner som Tivoli og Parken, og ikke mindst er kommunens egne faciliteter screenet for biblioteker, kulturhuse, bemandede legepladser og lignende. Derudover er der nedsat en taskforce, der skal fremskaffe flere nye lokaliteter.

For det andet vil kommunen skaffe flere hænder til at hjælpe med børnepasningen. De første 100 medarbejdere er klar til at rykke ud, og der er tæt på 400 ansøgninger fra studerende, der er ved at blive gennemgået.

For det tredje har man midlertidigt ansat 300 ekstra til at gøre rent.

Som det fjerde opfordrer kommunen fortsat institutioner og forældre til at kommunikere endnu bedre om, hvor mange eller hvor få børn der reelt har brug for pasning.

Det femte punkt i planen går ud på, at kommunen skal blive bedre til at lokalisere tomme pladser og tilbyde dem til trængende forældre fra andre institutioner.

For det sjette etableres der en akutlinje, hvor det enkelte dagtilbud kan få hurtig hjælpe fra et vikarkorps af pædagogisk personale med mere, hvis der pludselig opstår sygdom eller kommer ekstra børn.

Det sidste punkt beskriver den nye mulighed for betalingsfrihed. Forældre kan søge om at få betalingsfrihed, hvis de passer børnene hjemme i stedet for at sende dem afsted i daginstitution. Dermed hjælper de med at gøre plads til dem, der har et større pasningsbehov.

Kommer ikke op på 100 procent

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen regner dog ikke med, at planen får pasningskapaciteten tilbage på 100 procent i alle institutioner, før Danmark er helt tilbage som før.

»Målet er at kunne dække pasningsbehovet for 80-90 procent af børnene i den sidste fase af regeringens genåbningsplan«, siger han.

Hvorfor har I ikke kunnet forberede jer bedre, når landet nu har været lukket ned i over en måned?

»I Københavns Kommune valgte vi at åbne fra første dag, regeringen gjorde det muligt. Vi vidste, at rigtig mange havde brug for at kunne sende deres børn afsted og selv komme på arbejde. Selv om landet ganske rigtigt har været lukket ned længe, og vi ikke regnede med at skulle starte op som før nedlukningen, vidste vi som alle andre ikke, om det ville være de ældste eller de yngste børn, der blev sendt tilbage først. Og så kendte vi heller ikke Sundhedsstyrelsens anbefalinger før lige op til genåbningen – og det er anbefalinger, der gør opgaven svær«.