Bevæbnet med en AK-47, røgbomber og en springkniv styrer man rundt i en labyrint af forladte bygninger. Enten er man på terroristernes hold, og så gælder det om at få plantet bomben uden at blive skudt. Eller også er man på modstanderholdet, hvis opgave det er at desarmere bomben, inden den sprænger.
Computerspillet ’Counter-Strike: Global Offensive’ er et af verdens mest populære spil. Flere end 20 millioner mennesker spiller verden over. Men flere eksperter peger på, at spillet kan have en negativ effekt på særligt børn og unge, fordi spillet opfordrer til gambling.


























