0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Menneskeretsdom får minister til at skærpe psykiatrilov

Sundhedsminister vil, efter at Danmark er dømt for at overtræde forbud mod tortur og anden umenneskelig behandling, begrænse brugen af tvang mod psykiatriske patienter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Danmark overtrådte Menneskerettighedskonventionens artikel 3, der forbyder tortur og anden umenneskelig behandling, da en psykiatrisk patient blev bæltefikseret i 23 timer. Dommen får sundhedsministeren til at skærpe reglerne. Arkivfoto.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil stramme psykiatriloven for at begrænse brugen af bæltefikseringer og anden tvang mod psykiatriske patienter.

Det oplyser sundhedsministeren, der dermed tager konsekvensen af, at Danmark for tre måneder siden blev dømt ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg for at have overtrådt konventionens forbud mod tortur og anden umenneskelig behandling.

Det skete i en sag, hvor en i dag 35-årig mand for syv år siden blev holdt bæltefikseret på en psykiatrisk afdeling i 23 timer, selv om han ikke længere var til fare for sig selv eller andre.

Regeringen har haft tre måneder til at overveje, om den ville forsøge at anke dommen, og sundhedsministeren har nu besluttet at anerkende dommen.

»Det hører heldigvis til sjældenhederne, at Danmark dømmes i disse sager, og derfor er det også alvorligt, når domstolen vurderer, at vi har krænket menneskerettighederne«, siger Magnus Heunicke.

Han mener ikke, at dommen er udtryk for en »generel ulovlig praksis på de psykiatriske afdelinger, men derimod en ulovlig praksis i den konkrete sag«.

Det er alvorligt, når domstolen vurderer, at vi har krænket menneskerettighederne

Men dommen bør alligevel få generel betydning, mener ministeren, der vil iværksætte »en række initiativer sammen med de relevante myndigheder for at minimere risikoen for lignende sager i fremtiden«.

12 timer uden tilsyn var for meget

Dommen fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg konstaterede blandt andet, at den 35-årige patient havde fået lov at ligge fastspændt i 12 timer, hvor han var helt rolig, uden at en læge havde kontrolleret, at betingelserne for at holde ham fastspændt stadig var opfyldt.

De danske regler siger, at en bæltefikseret patient skal tilses tre gange i løbet af døgnets 24 timer. Det giver en vis fleksibilitet, men domstolen i Strasbourg har fastslået, at 12 timer er for længe, erkender ministeren.

»Jeg vil i det nye år arbejde på at få opbakning fra partierne til at ændre psykiatriloven, så der bl.a. fastsættes et udgangspunkt med et passende interval for, hvor lang tid der må gå mellem de lægelige tilsyn af patienter i bælte. Vi må iværksætte de nødvendige tiltag for at sikre, at både lovgivning og praksis er i overensstemmende med konventionen«, siger Magnus Heunicke.

»Det er vigtigt for mig at understrege, at vi generelt skal være bedre til at behandle mennesker med psykiske lidelser uden anvendelse af tvang. Der bliver fastsat nye politiske målsætninger for nedbringelse af tvang i psykiatrien som en del af 10-årsplanen for psykiatri«.

Sværere og dyrere

Den 35-årige mands advokat, Tobias Stadardfeld Jensen, der har ført en række erstatningssager for psykiatriske patienter, er glad for, at dommen fra Strasbourg nu er endelig.

»Vi har haft en række sager i de seneste måneder, hvor domstolene ikke har villet tage hensyn til dommen, fordi den ikke var endelig. Nu kan vi begynde at bruge den«, siger han.

Tobias Stadarfeld Jensen er ikke i tvivl om, at dommen vil få betydning for behandlingen af de psykiatriske patienter. Først og fremmest fordi den fastslår, at det ikke er nok til at bæltefiksere en patient, at lægerne vurderer, at patienten er »potentielt farlig», sådan som det var tilfældet i den konkrete sag, og som Retslægerådet har lagt til grund i en række sager.

Lægerne må kun bæltefiksere en patient, hvis denne er til konkret og nærliggende fare, fastslog domstolen i Strasbourg med direkte henvisning til bemærkningerne i den danske psykiatrilov fra 1987.

»Det vil betyde en strammere praksis i Danmark«, siger Tobias Stadardeld Jensen, der også mener, at dommen bør ændre den særlige danske tradition for meget langvarige bæltefikseringer, hvor patienterne er fastspændt i månedsvis.

»Dommen understreger det princip, at bæltefikseringer skal måles i minutter fremfor i timer og dage«.

Og så vil dommen få betydning for erstatningernes størrelse, når lægerne bryder reglerne. Domstolen udmålte en erstatning på 75.000 kr. for 23 timers bæltefiksering. Det svarer til det, som Højesteret har udmålt for en uberettiget bæltefiksering i 18 dage.

»Fremover er det meget, meget højere erstatninger, vi skal op på«, siger Tobias Stadardfeld Jensen.

Læs mere:

Annonce

Læs mere