Rigsrettens formand forestiller sig, at rigsretssagen mod Inger Støjberg vil kunne afvikles »på få måneder«.

Bekræftet: Rigsretten vil først tage stilling til Støjberg-sag, når kommissionen har afsluttet sit arbejde

Rigsrettens 30 dommere vælges for seks år ad gangen, og sidste år blev retten nedsat på ny. 15 dommere er udvalgt af Folketinget, de andre 15 dommere er højesteretsdommere. Thomas Rørdam, Højesterets præsident, står i spidsen for Rigsretten som formand. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Rigsrettens 30 dommere vælges for seks år ad gangen, og sidste år blev retten nedsat på ny. 15 dommere er udvalgt af Folketinget, de andre 15 dommere er højesteretsdommere. Thomas Rørdam, Højesterets præsident, står i spidsen for Rigsretten som formand. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Rigsretten kommer ikke til at indlede en sag mod Inger Støjberg, før Instrukskommissionen har afleveret sin endelige beretning, hvor også embedsmændenes ansvar er beskrevet.

Det bekræfter Højesterets præsident, Thomas Rørdam, som også er formand for Rigsretten, over for Politiken.

»Jeg kan ikke se andet, end at vi bliver nødt til at vente på anden delberetning«, siger Thomas Rørdam, der dermed bekræfter scenariet, som Politiken tidligere har beskrevet som sandsynligt.

Rigsretssag mod Støjberg kan overstås på få måneder, hvis Folketinget trykker på knappen

Instrukskommissionen forventes at aflevere sin anden delberetning til foråret. Det bliver en beretning, som vil vurdere og konkludere på embedsmændenes rolle i sagen, hvor en instruks fra den daværende udlændinge- og integrationsminister i 2016 resulterede i ulovlige tvangsadskillelser af unge asylpar.

Med beretningen afslutter Instrukskommissionen sit arbejde endeligt. Et arbejde, der i december kastede en delberetning af sig med hård kritik af Inger Støjberg. Delberetningen skulle formuleres i kapløb mod tiden, fordi en forældelsesfrist snart gør, at Inger Støjberg ikke vil kunne straffes for sit ansvar i sagen. Men konklusionerne fra undersøgelseskommissionen var så klare, at et flertal i Folketinget i dag har meldt ud, at man vil stille den tidligere minister for en rigsret – en beslutning, der kun er truffet fem gange før i danmarkshistorien, senest med Tamilsagen, hvor den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen i 1995 blev idømt en betinget fængselsstraf på fire måneder.

Inger Støjberg: Det er den største mistillidserklæring, man kan få af sin egen formand

Thomas Rørdam vil ikke udtale sig om, hvornår rigsretssagen imod Inger Støjberg vil blive indledt – tidsplanen skal først afhandles mellem Rigsrettens 3o dommere og sagens forsvarere og anklagere.

»Men så hurtigt, det er praktisk muligt derefter«, siger Rørdam, der her altså henviser til offentliggørelsen af Instrukskommissionens endelige konklusioner.

Ifølge Politikens oplysninger er et realistisk scenarie, at Rigsretten vil afsætte tid til, at dommere og sagens advokater kan gennemgå også den nye beretning, og at rigsretssagen sandsynligvis så vil kunne indledes kort efter sommerferien – et bud på en tidsplan, Thomas Rørdam dog ikke ønsker at forholde sig til.

Når først retssagen er i gang, vil den dog kunne afvikles relativt hurtigt, vurderer højesteretspræsidenten.

»Få måneder er det tidsperspektiv, jeg forestiller mig«, siger Thomas Rørdam.

Kristian Corfixen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her