0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det sidste stik er tre uger forsinket: Se, hvornår du kan få covid-vaccinen

Ny vaccinationskalender viser, at 830.000 sårbare borgere ikke kan færdigvaccineres før midt i juni. Hele befolkningen må vente til tre uger inde i skoleferien. Katastrofe, siger Dansk Industri. Is på, siger ekspert.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Valdemar Ren
Foto: Valdemar Ren

Befolkningen vil først være dækket af det andet stik i

Danmark

Befolkningen må væbne sig med tålmod; det sidste stik i opgøret mod coronaepidemien er forsinket.

Indtil nu har myndighederne kalkuleret med, at befolkningen ville have fået andet stik senest i uge 25 lige inden skoleferiens begyndelse. Men af den nye, opdaterede vaccinationskalender fremgår det, at vi nu når tre uger ind i skoleferien til uge 28, før alle danskere er blevet færdigvaccineret.

»Samlet set betyder ændringerne, at alle danskere forventes at være tilbudt vaccination den 20. juni (tidligere 31. maj) og være færdigvaccineret ca. 18. juli (tidligere 27. juni)«, oplyser Sundhedsministeriet i en skrivelse til Folketingets sundhedsordførere.

Årsagen er, at de næste vacciner i rækken, som stadig afventer grønt lys fra EU’s myndigheder, ikke kan levere som antaget i sundhedsmyndighedernes hidtidige prognoser.

Producenten Johnson & Johnson kan først levere doser i april og ikke i marts som tidligere beregnet. Og Curevac har meddelt, at producenten ikke kan levere vacciner før juni, hvilket er hele to måneder senere end forventet, skriver Sundhedsstyrelsen i vaccinationskalenderen.

DI: Katastrofe for erhvervslivet og vores samfund

Forskydningerne får desuden en væsentlig konsekvens for færdigvaccinationen af målgrupperne 9 og 10: Anslået 832.000 danskere, som risikerer et alvorligt sygdomsforløb efter coronasmitte. Det er medborgere fra 65-74 år samt personer under 65 »med tilstande, som giver øget risiko«.

Den nye plan viser, at de to gruppers andet stik forskydes en hel måned, så de først er færdigvaccineret og dermed fuldt beskyttet i midten af juni.

Dansk Industri kalder forsinkelsen »en katastrofe«.

»Så længe vaccination er en forudsætning for fuldt at åbne samfundet igen, så er enhver forsinkelse af udrulningen en katastrofe for erhvervslivet og for vores samfund. Isoleret set er det virkelig skidt for hele genåbningsplanen«, siger politisk direktør i DI, Emil Fannikke Kiær.

At det trækker ud med at færdigvaccinere i den anden ende behøver ikke få den store betydning.

Erhvervsorganisationens blik er stift rettet mod, hvornår risikogrupperne er færdigvaccineret, for så er der ingen argumenter tilbage for at decimere samfundsaktiviteterne, siger han.

»Forsinkelserne kan desværre få ekstremt store konsekvenser for genåbningsprocessen. Derfor må vi anmode om andre løsninger for genåbningen; se på tests, coronapas og smittetal«.

Coronakrisen kostede i det forgangne år 3,7 procent af bruttonationalproduktet. Og jo længere tid samfundet nu holdes i dvale, desto længere tid vil det tage at hente det tabte tilbage, tilføjer Emil Fannikke Kiær.

Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, tager ligeledes imod nyheden med en dyster mine:

»Det er stærkt bekymrende, at vi nu bliver tre uger senere færdig med at færdigvaccinere befolkningen, hvis det på nogen måde kommer til at gå ud over den genåbning, som vi alle tørster efter. Jeg synes helt ærligt, at statsministeren skulle koncentrere sig om at skaffe vacciner til Danmark i stedet for at jagte fugle på taget i Israel. Lige her og nu handler det om at få genåbnet Danmark og sikret nok vaccinedoser«, siger Geertsen.

Den radikale sundhedsordfører, Stinus Lindgren, minder om, at ikke alle danskere behøver at være færdigvaccineret, før politikerne vil løsne grebet om samfundet.

»Det er super ærgerligt, når vi forsinker den proces, der er helt afgørende for, hvornår Danmark åbner helt op igen. Vi skal huske, at vi ikke behøver at få alle vaccineret, før vi får en mærkbar effekt. Vi kommer ikke til at vente til 18. juli, før vaccinerne virker. Der vil være en stor effekt før da, når en stor andel borgere er vaccineret«, siger Stinus Lindgren.

Ekspert slår koldt vand i blodet

Camilla Foged, professor i vaccinedesign og -levering ved Københavns Universitet, maner da også til besindelse. Fredagen bød således på andre vaccinenyheder fra Sundhedsstyrelsen, som peger i en gunstig retning for udrulningstakten. Vaccinen fra AstraZeneca er således blevet blåstemplet også af de danske myndigheder til at kunne gives til borgere over 65 år, ligesom anden dosis af vaccinen kan udskydes op til 12 uger efter det første. Ændringerne gør vaccineplanlægningen mere fleksibel, ligesom flere borgere kan tilbydes første stik tidligere.

»Det er lidt et skridt frem og et tilbage igen. Det betyder rigtig meget, at AstraZeneca kan gives til flere borgere. Og så skal vi huske på, at den første dosis beskytter relativt godt, hvilket er den strategi, man jo bruger i England. At det så trækker ud med at færdigvaccinere i den anden ende behøver ikke få den store betydning. Jeg ser optimistisk på situationen med stadig lave smittetal, udsigt til varmere temperaturer samt en forventet godkendelse af den fjerde vaccine i næste uge«, siger Camilla Foged med reference til vaccinen fra Johnson & Johnson, der efter planen snart får grønt lys af EMA.

Hurtigere første stik

Ifølge vaccinationsplanen står de mest sårbare grupper netop til at blive beskyttet med første stik fra vaccinerne lidt tidligere end hidtil antaget.

Ved udgangen af næste uge forventer Sundhedsstyrelsen, at de fleste i målgruppe 1, 2, 3 og 5 har fået deres første stik. Dermed vil en stor del af de mest sårbare personer være bedre beskyttet.

Som noget nyt må gruppe 7 og 8, som er de 75-84-årige, vente med at blive inviteret til uge 11 og 12. Til gengæld kan hele den gruppe førstegangsvaccineres en uge tidligere end hidtil anslået, og alle forventes de at have modtaget første stik i slutningen af denne måned.

Annonce

Derudover kan gruppe 9, som er borgere mellem 65 og 74 år, igangsættes en uge tidligere end tidligere planlagt, det vil sige allerede i uge 13 – den sidste uge i marts – fremgår det af skrivelser til Folketinget.

Selv om alle uvaccinerede borgere fra 65 år og opefter – som oftest er dem, der risikerer indlæggelse efter alvorlig covid-infektion – nu kan forvente at få deres andet og sidste vaccinationsstik en måned senere end forventet indtil i dag fredag, får det forhåbentligt ikke alt for alvorlige konsekvenser for den tredje epidemibølge, som eksperterne forudser vokser frem i april måned.

I Skotland, der har vaccineret 1,14 millioner borgere med enten AstraZeneca- eller Pfizer-vaccinen, og dermed er markant længere fremme end Danmark, har set et markant fald i antal indlæggelser en måned tid efter første stik. Opgjort 28-34 dage efter første vaccinestik var der 94 procent færre indlagte AstraZeneca-vaccinerede og 85 procent færre Pfizer-vaccinerede sammenlignet med gruppen af ikke-vaccinerede.

De gode data fra Skotland er primær årsag til, at Sundhedsstyrelsen, ligesom Tyskland og Frankrig tidligere på ugen, har valgt at bruge vaccinen fra AstraZeneca også på samfundets ældste, ligesom andet vaccinestik kan skubbes til 12 uger efter det første.

»Jeg glæder mig selvfølgelig over, at bedre data nu understøtter, at vi kan hæve aldersgrænsen for anvendelse af AstraZeneca-vaccinen og førstegangsvaccinere flere personer for at sikre så meget immunitet i samfundet så hurtigt som muligt«, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i en pressemeddelelse.

I den nye vaccinationskalender kalkulerer Sundhedsstyrelsen med, at der »som udgangspunkt« er et ni ugers interval mellem de to vacciner.

Klik dig gennem de forskellige versioner af vaccinationskalenderen:

Læs mere: