Sundhedsstyrelsen har valgt helt at droppe brugen af den omstridte vaccine i Danmark. Og den nyankomne vaccine fra Johnson&Johnson lægges på køl indtil videre.

Danmark skrotter AstraZeneca-vaccine

Foto: Daniel Leal-olivas/Ritzau Scanpix
Foto: Daniel Leal-olivas/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Skæbnen er beseglet for AstraZeneca-vaccinen i Danmark.

Ifølge Politikens oplysninger trækkes AstraZeneca-vaccinen helt fra det danske vaccinationsprogram indtil videre. Danmark har forhåndsindkøbt 2,4 mio doser fra AstraZeneca.

Samtidig er det besluttet at sætte den just ankomne vaccine fra Johnson&Johnson (J&J) på pause indtil videre. De danske myndigheder vil nøje følge, hvad den europæiske lægemiddelmyndighed, EMA, får af viden og beslutter om vaccinen, der i USA er suspenderet af myndighederne efter sjældne fund af blodpropper.

Der er indkaldt til pressemøde klokken 14.00 med deltagelse af Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen.

Et dansk forsigtighedsprincip

EMA anbefaler fortsat vaccinen fra AstraZeneca, idet fordelene ved at udbrede immuniteten fra vaccinen overstiger ulemperne i form af de meget sjældne alvorlige bivirkninger. Men den danske Sundhedsstyrelse har ud fra et forsigtighedsprincip nu valgt helt at kassere vaccinen i Danmark, oplyser centrale kilder.

EMA siger, at den sundhedsfaglige vurdering af, om AstraZeneca bør bruges afhænger af smittetrykket og tilgængeligheden af andre vacciner i de enkelte lande. Ifølge Politikens oplysninger har det således været et vægtigt argument i den danske beslutning, at der er lav smitte i samfundet og intet pres på sundhedsvæsnet.

Samtidig har Sundhedsstyrelsen altså valgt at suspendere brugen af den fjerde godkendte vaccine i EU fra J&J, som Danmark har bestilt 8,2 millioner doser af. Denne er af statsministeren blevet betegnet som en »game changer« i epidemikontrollen, fordi den kun skal gives en gang for at give modtageren beskyttelse mod covid-19.

Ifølge Politikens oplysninger vil stoppet for AstraZeneca-vaccinen ikke i nævneværdig grad påvirke udrulningstakten for de ældste medborgere herhjemme, mens forsinkelsen for stik til den øvrige befolkning vil skulle tælles i uger.

Til gengæld vil en eventuel skrotning af også J&J-vaccinen udskyde færdigvaccinationen af dem over 50 med få uger, men hele befolkningen med måneder. Dermed vil vi nå helt ind i efteråret, før alle er dækket.

Det skal sættes i forhold til, at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, for to måneder siden sagde, at »vi nu kan forvente at have vaccineret alle, der ønsker det senest 27. juni«.

En plausibel årsagssammenhæng

AstraZeneca-vaccinen har været sat på pause i Danmark i fem uger ud fra et forsigtighedsprincip, da der er konstateret nogle yderst sjældne tilfælde af bivirkninger i form af blodpropper.

Lægemiddelstyrelsen skrev tirsdag, at »en årsagssammenhæng mellem vaccination med AstraZeneca og forekomsten af trombose i kombination med trombocytopeni betragtes som plausibel«, og at »selv om sådanne bivirkninger er meget sjældne, overstiger de, hvad der kan forventes i den almene befolkning«.

Danmark har forhåndsindkøbt 8,2 millioner doser fra den amerikanske vaccinegigant J&J, som var tiltænkt en hovedrolle i EU’s og Danmarks strategi om at få befolkningen vaccineret hurtigt.

Tidligt klokken 5 i morges ankom den allerførste sending til Danmark. I alt lå der i lastbilens lastrum 38.400 doser, som straks blev flyttet til Statens Serum Instituts lager, hvor de vigtige dråber nu ligger opbevaret i frysebokse. Hvor lang tid, de skal ligge der, er fortsat uklart.

Tirsdag lød det fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, at der nu er blevet registreret flere tilfælde med alvorlige bivirkninger, og J&J valgte herefter at indstille sin udrulning af vaccinen i Europa indtil videre.

Lars Igum Rasmussen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her