Den opsigtsvækkende sag om mulig lækage fra efterretningstjenesterne FE og PET tager nu en ny drejning.
To journalister fra Politiken er således blevet indkaldt til vidneafhøring som en del af politiets efterforskning af lækagesagen fra FE og PET, hvor flere ansatte i efterretningstjenesterne er sigtet for, som PET skriver, »uberettiget at have videregivet højt klassificerede oplysninger fra efterretningstjenesterne«. En person er fortsat varetægtsfængslet i sagen.
Det er den nye politienhed NSK, der efterforsker sager om særlig kriminalitet, som har henvendt sig til Politikens journalister.
Også journalister fra Danmarks Radio, Berlingske, Ekstra Bladet, Weekendavisen og Loud er indkaldt til afhøring.
Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, »kan bekræfte, at to journalister fra Politiken, Hans Davidsen-Nielsen og Sebastian Stryhn Kjeldtoft, er blevet kontaktet af den Nationale Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), med henblik på afhøring i den aktuelle lækagesag fra FE og PET«.
»Vores journalister møder gerne op, men det bliver i givet fald over for en dommer, når og hvis sagen kommer dertil«, siger Christian Jensen, der fortsætter:
»Vi har set, hvordan efterretningstjenesterne tager nogle helt nye og bekymrende metoder i brug ved at indkalde flere medier til møder, hvor cheferne for FE og PET informerer om en særlig paragraf i straffeloven, som kan give op til 12 års fængsel for både dem, der lækker oplysninger om rigets sikkerhed og dem, der viderebringer oplysningerne. Det er svært at se det som anden end intimidering af pressen«.
Redaktionschef Klaus Wivel fra Weekendavisen bekræfter overfor Politiken, at en af avisens journalister er anmodet om at afgive vidneforklaring i forbindelse med efterforskningen af FE-lækagesagen.
Klaus Wivel ønsker ikke at kommentere sagen yderligere eller at opgive navnet på den pågældende journalist, men siger:
»Vi har endnu ikke afgivet et svar tilbage til NSK. Vi er ved at afklare, hvad vores svar vil blive«.
Vores journalister møder gerne op, men det bliver i givet fald over for en dommer, når og hvis sagen kommer dertil
Kort svar fra politiet
Det står på nuværende tidspunkt ikke klart, hvad politiet mener, at journalisterne kan bidrage med i det videre sagsforløb.
Hanne Lau, efterforsker i den Nationale Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) siger i et kort svar:
»Vi kan hverken be- eller afkræfte, om der er foretaget opkald til journalister i forbindelse med efterforskningen«.
Dramatiske dage i december
Lækagesagen fra Forsvarets efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET) kom frem midt i december 2021.
Politiet slog til på forskellige adresser og anholdt fire nuværende og tidligere ansatte i efterretningsvæsenet. De er nu sigtet efter en af lovens strengeste paragraffer med en strafferamme på helt op til 12 års fængsel.
Mens medierne dagen efter – torsdag 9. december – havde deres opmærksomhed rettet mod afhøringen i Minkkommissionen af statsminister Mette Frederiksen (S), sad tre af de anholdte i grundlovsforhør bag dobbeltlukkede døre i Københavns Byret, der varetægtsfængslede to af efterretningsfolkene i 11 dage. Anklagemyndigheden valgte siden at løslade den ene, som dog fortsat er sigtet.
Fem spionchefer er blevet frikendt i sag om NSA – men hvem sidder fængslet?Hvad mistanken konkret går ud på, er omgærdet af den største hemmelighed, og det samme gælder de anholdtes identitet. Men de er sigtet for, som PET skriver, »uberettiget at have videregivet højt klassificerede oplysninger fra efterretningstjenesterne«. Samtidig er anholdelserne »resultatet af en længerevarende efterforskning af lækager fra efterretningstjenesterne«, hedder det videre i den kortfattede pressemeddelelse.
Anholdelserne fandt sted, umiddelbart før regeringen offentliggjorde en længe ventet kommissionsberetning om hjemsendelsen af fem chefer i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som har været under mistanke for at have ført sit tilsyn bag lyset og har udsat danskere for en uberettiget risiko for overvågning i forbindelse med et tæt samarbejde med den store amerikanske overvågningstjeneste National Security Agency (NSA).
Beskyldningerne er imidlertid blevet afvist som grundløse af tre landsdommere, der i hemmelighed har gransket anklagerne gennem et år. Frifindelsen af de fem hjemsendte chefer blev meldt ud af regeringen, umiddelbart før der mandag 13. december skulle falde dom i rigsretssagen mod Inger Støjberg, og derfor satte sagen ikke nyhedsdagsordenen.
Spionchefer på mediebesøg
Tidsmæssigt falder anholdelserne og frifindelserne sammen, men om der er sammenhæng mellem de to sager, lader sig ikke beskrive på grund af navneforbud og risikoen for at blive straffet for at røbe hemmeligheder om »statens forhold til fremmede magter«, som der står i retsbogen, som Politiken har fået aktindsigt i.
Gennem december har de to chefer for henholdsvis landets interne sikkerhedstjeneste, PET, og spionvæsenet FE været på rundtur i danske mediehuse for at advare pressen mod at bevæge sig ned ad fortrolighedens forbudte sti.
»Danske Medier er oprørt over efterretningstjenesternes fremturen, som kun kan ses som en slet skjult trussel om, at der vil blive forsøgt slået hårdt ned på medierne, hvis de publicerer oplysninger. Men uden at specificere hvad det er for konkrete oplysninger, der er tale om«, sagde Mads Brandstrup, administrerende direktør i mediernes interesseorganisation, Danske Medier, i den forbindelse.
Denne artikel er opdateret 13.49 med flere oplysninger og et citat fra redaktionschef Klaus Wivel fra Weekendavisen. Artiklen er ligeledes opdateret 14.17 med oplysninger om Ekstra Bladet-journalist Thomas Foght.
fortsæt med at læse




























