Hvis havvindmøller var blevet opført efter åben dør-ordningen, som nu er sat i bero, ville det spare danskerne for 30 milliarder kroner frem mod 2030, lyder en DI-analyse. Danmark taber i den grønne omstilling, lyder kritik.

Standsede vindmøller kunne have sparet danskerne for milliarder af kroner

Foto: Marcus Emil Christensen
Foto: Marcus Emil Christensen
Lyt til artiklen

Det bliver dyrt for danskerne både nu og i fremtiden, at myndighederne 6. februar standsede behandlingen af ansøgninger om under den såkaldte åben dør-ordning at bygge, hvad der svarer til 1.500 af de allerstørste havvindmøller.

Hvis vindmøllerne blev opført hurtigt, ville de kunne spare danskerne for 30 milliarder kroner på elregningerne fra 2026 til 2030, lyder en beregning fra erhvervsorganisationen DI. Udledningen af CO2 ville blive nedbragt med omkring en halv million tons i 2025, lyder analysen.

Det sætter en streg under, hvor store konsekvenser det har, at opførslen af cirka 14 gigawatt havvind er sat i bero, fordi Energistyrelsen ser en risiko for, at åben dør-ordningen strider mod EU-retten. En løsning må findes straks, mener DI, ellers vil investorer og virksomheder søge til lignende projekter i andre lande, og så vil Danmark komme bagest i køen, advarer DI-direktør Lars Sandahl Sørensen.

»Det er simpelthen for dumt, hvis vi spænder ben for os selv«, siger han:

»Vi har i årtier arbejdet for at blive en verdensførende nation inden for grøn omstilling. Nu er det så bare ikke Danmark selv, der får glæde af det først«.

Den grønne tænketank Concito deler DI’s bekymring for, at man med standsningen af åben dør-projekterne forsinker og formindsker udbygningen af havvindmøllerne i Danmark. Regeringen meddelte i sidste uge, at den vil sende opførelsen af i alt 9 gigawatt havvind i udbud i år, men det kan blive for sent og for lidt.

»Jeg er bekymret for, at den proces, man nu lægger ud fra statens side, ikke er ambitiøs og hurtig nok, så vi først får en havvindmøllepark i 2030. Det ville være den klassiske tidshorisont, men det må kunne gøres hurtigere«, siger Torsten Hasforth, cheføkonom i Concito.

Der er nogle hindringer for, at besparelsen ville kunne nå helt op på de tal, DI når frem til, vurderer Concito. Blandt andet ville al strømmen næppe kunne afsættes via elnettet, forklarer Torsten Hasforth.

»Men at der ville være en stor besparelse, er der ingen tvivl om«.

Han vurderer, at åben dør-ordningen rummer nogle problemer, som gør det rigtigt at sætte den i bero, men det er håbløst, at myndighederne gør det så sent.

Klimaminister Lars Aagaard (M) siger i et skriftligt svar, at han er fuldkommen enig i behovet for mere havvind i en fart, og at han ærgrer sig over forløbet.

»Jeg er lige så frustreret over, at vurderingen kommer nu«, siger Lars Aagaard, men understreger, det ville være uansvarligt at lade en potentielt ulovlig ordning fortsætte, for så risikerer selskaberne efterfølgende at blive mødt af krav om tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte:

»Statsstøtte behøver ikke være ulovligt, men skal i så fald gives på en måde, som efterlever EU-reglerne. Det bruger vi alle kræfter på at få afklaret hurtigt«.

DI: Vi taber grøn førerposition

Åben dør-sagen er kun det seneste symptom på, at Danmark er i fuld gang med at miste sin førerposition inden for grøn omstilling. Mens USA og Kina har sat turbo på grønne investeringer, sander Danmark og Europa til i regler og langsommelige godkendelser af frygt for fejl, lyder DI-chefens diagnose.

»Derfor kræver det, at politikerne viser mod og tør tage ansvar for at ændre på den langsommelighed, der præger alting nu, også selv om det måtte føre til fejl, når man sætter tempoet i vejret«, siger han.

Concito er enig i, at tempoet bør sættes i vejret. Det samme er klimaministeren.

»Vi skal fjerne unødige regler og øge tempoet i sagsbehandlingen, så den grønne energi kan komme hurtigere op, siger Lars Aagaard:

»Samtidig undersøger vi, om og hvordan vi kan øge friheden til markedet og mængden af havvind i udbuddene«.

Per Thiemann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her