En ny overenskomst skal løfte transportansattes månedsløn med 3.150 kroner over to år, oplyser 3F Transport i en pressemeddelelse torsdag formiddag. Det inkluderer både et løft af pensionen og den såkaldte fritvalgskonto.
Tidligere torsdag bekræftede 3F, at der var blevet indgået en overenskomstaftale for cirka 48.000 ansatte på transportområdet. Man er blevet enige om, at arbejdsgiverne skal indbetale to procent mere til de ansattes pension. Omvendt slipper de ansatte to procent billigere.
Den såkaldte fritvalgskonto løftes fra syv til ni procent. Lønmodtagere kan selv bestemme, om beløbet på kontoen skal bruges på eksempelvis løn, pension eller som feriepenge.
Ifølge Dansk Industri lægger aftalen op til, at timelønnen – eller normallønnen – hæves med seks kroner i år og 5,75 kroner næste år.
En del af aftalen vil også give ansatte på transportområdet bedre muligheder for at opnå status som faglært.
»Det sker via løbende kompetenceafklaring, uddannelsesplaner og mulighed for at veksle seks ugers selvvalgt uddannelse til op til 14 ugers erhvervsuddannelse«, skriver 3F.
Status som faglært vil give fire kroner mere i timen. Det svarer til 650 kroner mere i løn hver måned.
De lønstigninger, der lægges op til i forliget til de nye overenskomster på transportområdet, kan være med til at ændre tabet i realløn i mange danske hjem, hvor pengene pludselig ikke har rakt lige så langt, som de plejer..
»Der skal en hel del til for at komme tilbage, for vi har virkelig tabt realløn i et uhørt omfang«, siger Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.
»Men aftalen har en realistisk chance for at genskabe reallønnen, så købekraften i anden del af næste år er nogenlunde tilbage på det niveau, den var, inden inflationen eksploderede sidste år«, siger han.
Han understreger, at det ikke er sikkert, at alle de over 600.000 privatansatte, der skal have nye overenskomster, får lige så stor lønstigninger som på transportområdet.
Rettesnor for mange andre områder
Aftalen skal nu til afstemning hos medlemmerne.
Overenskomsten er forhandlet på et af de to hovedområder – det såkaldte normallønsområde. Det betyder, at den forhandlede overenskomst sætter de konkrete lønrammer for transportområdet, således at de ansatte ikke kan forhandle sig til bedre vilkår lokalt.
Aftalen er et såkaldt gennembrudsforlig, der kommer til at være rettesnor for overenskomster på mange andre områder end transport. Forliget bliver rammesættende for op mod 170.000 ansatte på normallønsområdet. Det kan eksempelvis være på rengøringsområdet.
Gennembrudsforliget på det andet af de store områder – minimallønsområdet – blev indgået på industriens område i februar. Minimallønsområdet er et fleksibelt system, hvor lønstigninger omvendt kan forhandles lokalt i virksomhederne.
Industriens forlig førte onsdag til overenskomstaftaler i både finanssektoren og i detailhandlen. Disse aftaler gælder for henholdsvis 41.000 og 150.000 ansatte. De finansansatte kan se frem til en lønstigning på 4,5 procent i år og 3,7 procent næste år. For de butiksansatte blev parterne enige om at hæve minimallønnen med et beløb svarende til 721 kroner ekstra om måneden. Den stigning kommer til at ske en gang årligt.
Opdateres ...
ritzau
fortsæt med at læse


























