Politiet vil holde pressemøde søndag klokken 15 i sagen om den forsvundne pige på Sydvestsjælland. Det oplyser politiet i en mail.
Samtidig har politiet delt et billede af pigen. Billedet er det seneste billede, der er taget af hende, og viser hende, som hun så ud, da hun forsvandt. Her cykler hun afsted på sin cykel, i mørkeblåt joggingsæt, et par kondisko og cykelhjelm på hovedet.
Den 13-årige pige forsvandt lørdag efter 11.30, hvor hun var færdig med sin avisrute i Kirkerup. Hun ringede til sin bonusfar, og efterfølgende cyklede hun mod sit hjem. En tur på fem kilometer. Men hun dukkede aldrig op.
Søndag har politiet afspærret et større skovområde og et hus i Kirkerup. I formiddagstimerne dukkede massivt mandskab op, herunder både teknikere i blå dragter og mundbind og betjente, som holder pressen og andre på behørigt afstand.
Politiet har søndag meddelt, at det arbejder ud fra en teori om, at der er blevet begået en kriminel handling. Men politiet har ikke uddybet, hvad det betyder.
»Vi ser på sagen med allerstørste alvor. Vi er faktisk meget bekymrede for hende, og arbejder nu ud fra en teori om, at der er begået en kriminel handling«, lød det søndag i en pressemeddelelse fra politiinspektør Kim Kliver.
fortsæt med at læse


























