Spionage bliver kaldt verdens næstældste erhverv, fordi statsmagter alle dage har haft en stor interesse i at aflure fjendens hensigter og militære, økonomiske og videnskabelige kapaciteter. Under den kolde krig efter Anden Verdenskrig frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991 skete det løbende, at fremmede agenter blev afsløret af kontraspionagen og smidt ud af landet eller udvekslet med andre spioner.
Den vestlige militæralliance Nato spionerede mod den østlige Warszawapagten og omvendt, og også efter Berlinmurens fald i 1989 fortsatte de lyssky aktiviteter til vands, til lands og i luften, uden at det vakte større opmærksomhed på grund af det lave internationale konfliktniveau op gennem 1990’erne.


























