I maj var forbrugerpriserne 2,9 procent højere end for et år siden. Måneden før lød stigningen på 5,3 procent.

Inflationen tager et stort dyk

forbrugerpriserne - også kendt som inflationen - er faldet markant på det seneste. Foto: Annika Byrde
forbrugerpriserne - også kendt som inflationen - er faldet markant på det seneste. Foto: Annika Byrde
Lyt til artiklen

I maj var forbrugerpriserne i Danmark 2,9 procent højere end samme måned året før.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, som er blevet offentliggjort mandag morgen.

I april var den tilsvarende stigning 5,3 procent. I marts var den 6,7 procent.

Det er syvende måned i træk, at farten på prisstigningerne aftager.

Det er især lavere priser på el og brændstof, der er med til at trække priserne ned. Det mener Kristian Skriver, seniorøkonom i interesseorganisationen Dansk Erhverv.

»Forbrugerne høster nu gevinsterne af, at priserne på energi, råvarer og fragt er faldet mærkbart og reduceret produktionsomkostningerne«, skriver han i en kommentar.

»Det sætter en tyk streg under, at det værste måneder med galoperende høj prisstigninger er et godt stykke bag os«.

Det seneste år har prisændringer på elektricitet trukket det samlede indeks 1,28 procentpoint ned.

Ændringer i brændstofpriser har bidraget med et fald på 0,45 procentpoint i det samlede prisudvikling. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Omvendt har prisen på fødevarer trukket i den modsatte retning. Særligt mælk, ost, æg og sukkervarer er blevet dyrere det seneste år.

Samlet set har fødevarer og ikke-alkoholiske drikke bidraget med 1,3 procentpoint af årsstigningen i maj, skriver Danmarks Statistik.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her