Det er et problem for Danmark, at Margrethe Vestager i over to måneder har været på orlov fra sit job som EU-kommissær for at gå efter posten som formand for Den Europæiske Investeringsbank (EIB), mener Socialdemokratiets gruppeformand i EU og partiets spidskandidat ved næste års valg til Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose.
Ved flere lejligheder har det bremset dansk adgang til kommissionen, siger hun. Derfor bør regeringen seriøst overveje at bede Vestager om permanent at træde tilbage som konkurrencekommissær og ledende næstformand i Europa-Kommissionen, så pladsen kan overlades til en anden dansker.


























